Analyse
Læsetid: 5 min.

Fredsplanens dunkle punkter

5. juni 1999

Euforien er stor efter, hvad de fleste analytikere betragter som Milosevic' kapitulation over for NATO's krav. Men der er fortsat usikkerhed om, hvordan planen skal iværksættes

NATO-landenes toppolitikere venter stadig med at lade champagnepropperne springe efter torsdagens overraskende meddelelse fra Beograd om, at man er parat til at acceptere den fredsplan, Vesten og Rusland har strikket sammen. Nøgleordet er: forsigtig optimisme.
Men trods den officielle tilbageholdenhed er der blandt de fleste af de analytikere, der har fulgt krigen, enighed om, at NATO har 'vundet' og Milosevic 'tabt'.
"Kosovo-fredsaftalen, der torsdag blev vedtaget af det serbiske parlament, indebærer nærmest en kapitulation over for hvert eneste krav, som NATO har fremsat som betingelse for at stoppe bombekampagnen. Aftalens betingelser er skrappere end kravene i den Rambouillet-aftale, som det samme parlament afviste for to-en-halv måned siden," bemærker Christopher Bennet, redaktør på Institute of War and Peace Reporting.
Men der er fortsat en del dunkle punkter i aftalen, der kan fortolkes, og en del forhandlinger om den praktiske iværksættelse, der skal gennemføres, før de serbiske styrker begynder tilbagetoget fra Kosovo og NATO's luftbombardementer indstilles. Information gennemgår her hovedpunkterne - og de djævelske detaljer, der endnu kan komplicere processen.

Hvornår og hvordan skal de serbiske styrker trækkes ud? Hvor mange får lov at vende tilbage?
Tilbagetrækningen af de ca. 40-50.000 serbiske soldater, politisoldater og paramilitære soldater, der nu skønnes at befinde sig i Kosovo, skal ifølge aftalen foregå i løbet af syv dage. Et brev med instrukser om, hvornår tilbagetrækningen skal påbegyndes, hvilke ruter der skal benyttes og hvordan tilbagetrækningen skal kontrolleres, vil blive overrakt den jugoslaviske generalstabsledelse under et møde i dag på grænsen til Kosovo af general Mike Jackson, chef for den NATO-ledede fredsstyrke KFOR.
Når der er sikre beviser for, at styrkerne har indledt tilbagetrækningen, stopper NATO-bombardementerne, siger en fransk NATO-kilde til Reuters. Det ventes tidligst at ske i morgen, søndag.
Men der er fortsat uklare punkter: Beograd menes at have fuld kontrol med hæren og indenrigsministeriets styrker (politisoldaterne), men har man kontrol over de para-militære styrker, der ledes af ekstremt-nationalistiske kræfter og som må formodes at være stærke modstandere af fredsaftalen? Kan disse styrker nå at udrette nye, storstilede massakrer på den tilbageværende del af den Kosovo-albanske civilbefolkning? Eller vil de overleve som modstandslommer i Kosovo og kæmpe til det sidste?
Når alle de serbiske styrker er trukket ud, vil et begrænset antal, der ifølge aftalen 'skal regnes i hundreder, ikke i tusinder', få lov at vende tilbage. De må dog kun beskæftige sig med fire aktiviteter: at sikre kontakten med de internationale styrker, at markere og rydde minefelter, at bevogte mindesmærker og steder af særlig historisk eller kulturel betydning for serberne samt at markere en symbolsk serbisk tilstedeværelse ved grænseovergange.

Hvem skal lede den internationale styrke, hvem består den af, hvornår rykker den ind og hvad er dens mandat?
Dette er vel nok mest det omdiskuterede og uløste punkt i fredsaftalen, og samtidig et af de vigtigste.
Det står fast, at styrken, KFOR, skal gå ind under 'FN's auspicier', som det hedder - det vil sige efter vedtagelse i FN's Sikkerhedsråd og med et FN-mandat.
Det står også fast, at styrken vil bestå af 48.000 mand fra NATO, 10.000 fra Rusland samt et endnu udefineret antal fra andre lande. 14.000 NATO-soldater står allerede parat i Makedonien til at rykke ind i Kosovo med 48 timers varsel. Det sker for at undgå, at der opstår et magttomrum, som kan udnyttes af UCK-partisanbevægelsen til at tage kontrol med store dele af landet eller kan føre til gensidige hævnaktioner og massakrer.
Russerne, derimod, har ingen styrker parat på Balkan, og det vil tage uger at opbygge den fornødne styrke. Tilmed siger erfaringerne fra Bosnien, at manglende økonomiske midler gør de russiske styrker dybt afhængige af vestlig logistik - hvilket altsammen reducerer Ruslands indflydelse i fredsstyrken.
Der er fortsat åbenlys uenighed om kommandostrukturen i styrken. NATO siger, at styrken er under enhedskommando, ledet af KFORs britiske chef Mike Jackson, og skal følge de samme regler, rules of engagement.
Den russiske fredsmægler, Viktor Tjernomyrdin, fastholder imidlertid, at de russiske styrker ikke er under NATO-kommando, men under russisk eller 'international' kommando. Udsagn fra vrede russiske generaler, der deltog i den russiske delegation i Beograd, kunne tyde på, at det er NATO's version, der gælder.
Sandsynligvis bliver der tale om en model, der ligner den, som med relativ succes har kørt i Bosnien siden 1995. Her har russerne deres egen brigade på 1200 mand ud af SFOR-styrkens 32.000 mand.
De bevogter et område i den serbiske del, Republikken Srpska, i fælles patruljer med amerikanske enheder.
Den russiske brigade er ikke formelt under NATO-kommando, men dens russiske brigadegeneral har kontor i NATO-hovedkvarteret ved Bruxelles og den 'taktiske kontrol', d.v.s. den daglige kommando, varetages af SFOR-divisionens chef, en amerikansk general.En lignende model med delt kommando og fælles patruljering ventes indført i Kosovo med det formål at undgå, at Kosovo opdeles i en NATO-kontrolleret albansk del og en russisk-kontrolleret serbisk del.

Hvordan skal repatrieringen af flygtningene foregå, hvem skal lede Kosovos midlertidige administration og hvem står for genopbygningen?
FN's højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) står for repatrieringen af de nu en mio. fordrevne Kosovo-albanere uden for landets grænser, og de 3-400.000, der skønnes at flakke omkring i selve Kosovo. Nødhjælp i form af mad og tøj til sidstnævnte er første hastende opgave, så snart en våbenhvile er på plads.
Ellers gælder det for UNHCR om at sikre en ordnet, velorganiseret tilbagevenden. Det frygtes, at titusinder af flygtninge vil forsøge at vende hjem på egen hånd - med stor risiko for, at de støder på de utallige landminer eller ueksploderede bomber, der er strøet ud over Kosovo.
Flygtningene vender hjem til et "deprimerende syn af tomme landsbyer, nedbrændte huse, plyndrede butikker, omflakkende husdyr, forsømte landbrug og brønde, der er forgiftede med lig af døde dyr eller dieselolie," ifølge FN-embedsmanden Sergio Vieira, der i sidste uge var på inspektionstur i Kosovo. En fortsat storstilet hjælp vil være nødvendig.
EU-kommissionen og Verdensbanken har lovet hjælp til en genopbygning af Kosovo, som alene skønnes at ville koste op mod 140 mia. kr.
Kosovo vil de facto komme under international administration i en ikke nærmere angivet årrække. Hvem der skal stå for den, afgøres af FN's sikkerhedsråd.

Hvad skal der ske med UCK-partisanerne? Hvad med kravet om udbredt selvstyre eller selvstændighed for Kosovo?
Ifølge fredsaftalen skal UCKpartisanerne, der nu menes at udgøre 15.-20.000 bevæbnede mænd, afvæbnes af de internationale styrker. Selv om UCK's politiske ledelse har sagt, at de vil rette sig efter aftalen, kan enheder i den løst strukturerede partisanhær tænkes at modarbejde den eller foranstalte deres eget opgør med den tilbageværende serbiske befolkning.
Fredsaftalen er - set med Kosovo-albanernes øjne - et tilbageskridt i forhold til Rambouillet-aftalen, hvad angår kravet om Kosovos selvstændighed. Ifølge begge aftaler skal Kosovo have "en væsentlig grad af selvstyre". Men mens der i Rambouillet-aftalen stod, at Kosovos status skulle genvurderes efter tre år, bl.a. på grundlag af en folkeafstemning, eksisterer denne passus ikke længere. Afgørelsen om Kosovos fremtidige status kommer i praksis til at blive afgjort af faktorer som: Hvor mange massegrave med massakrerede albanere findes? Hvor stor bliver den ventede serbiske udvandring fra Kosovo?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her