Læsetid: 3 min.

Genetisk forskning uden ansvar

17. juni 1999

Den franske molekylærbiolog og nobelprismodtager, François Jacob, har skrevet en skuffende bog, hvis hovedbudskab er, at forskere ikke har ansvar for hvordan deres resultater bruges

NY BOG
De næsten daglige landvindinger inden for molekylærbiologien og genetikken er nok den største udfordring naturvidenskaberne i øjeblikket stiller vort samfund.
En lang række mennesker er derfor rede til at diskutere og udstikke rammer for hvad der er - og især ikke er - etisk forsvarlig forskning. Desværre synes mange af de direkte implicerede forskere at være tilbageholdende med offentligt at diskutere muligheder og grænser for deres forskning, og når det endelig sker, males der ofte temmelig ukritiske og rosenrøde billeder af alle de herligheder, der venter os i det næste årtusinde.

Grelt eksempel
Et grelt eksempel på dette ses i den amerikanske professor i adfærdsgenetik, Lee M. Silvers bog Fagre Nye Børn, som udkom på dansk sidste år. I den forudsiger han begejstret, at vi inden for en overskuelig fremtid med reproduktionsgenetikken vil intet mindre end "få magten til at kontrollere vor egen arts skæbne"!
Med de aktuelle begivenheder på Balkan, i Kashmir osv. på nethinden er det dog svært at forestille sig, at genetikken alene skulle kunne styre Homo sapiens fremtid, og man savner mere nuancerede synspunkter fra de mennesker, som står med reagensglassene i hænderne.

Lærd tomgang
Det er derfor prisværdigt, at den franske molekylærbiolog François Jacob i sin seneste bog Musen, fluen og mennesket har til haft hensigt at perspektivere den genetiske forskning ved at skrive om "forholdet mellem samfund og naturvidenskab, mellem videnskab og etik", som der står på bogens omslag.
Jacob modtog i 1965 Nobelprisen i medicin og er en typisk fransk intellektuel, der udover genetikken også kan sin klassiske mytologi, sin skønlitteratur og sin historie. Som læser forventer man derfor, at denne molekylærbiologiske nestor ud fra sin store erfaring er i stand til at perspektivere de aktuelle debatter om kloning, forsterdiagnostik osv.
Desværre skuffer François Jacobs bog fælt på dette punkt.
Den aldrende molekylærbiologi har kikkerten rettet bagud, og hovedparten af bogen bruges til at fortælle historien om molekylærbiologiens udvikling i dette århundrede.
Jacob har, via hans mangeårige arbejde på Pasteur-Instituttet, selv haft en central rolle i denne udvikling, og det er derfor et interessant og belærende stykke moderne videnskabshistorie der oprulles - men perspektiveringen mangler.
Godt nok iblander Jacob sine spekulationer lærde beretninger fra både den græske mytologi og malerkunstens historie, men det meste er ren tomgang: Jacobs demonstrerer sin store viden, men læseren præsenteres ikke for nye tanker.

Uansvarlig forskning
I det afsluttende kapitel, (der med naturvidenskabsmandens præcision selvfølgelig kaldes Konklusion), svinger Jacobs sig op til at give et bud på forskerens forpligtelser over for samfundet, men han kommer ikke meget længere end til at forsvare elfenbenstårnet:
"For (videnskabsfolkene) står det videnskabelige virke som menneskehedens største succes. For det er det, der sammen med kunsten har ladet det menneskelige vovestykke udvikle sig i fuldt omfang".
Derfor føler Jacobs ikke noget videre ansvar for hvordan hans forskning bruges og eventuelt misbruges, og konkluderer blot, at "videnskabsmanden er forpligtet til at sige sandheden. Det vil sige hele sandheden og intet andet end sandheden".
Der kan man selvfølgelig ikke være uenig i, men det skuffer, at Jacobs ikke mener, at det må være en del af videnskabsmandens forpligtigelse over for samfundet, at forholde sig til og diskutere virkningerne af sit arbejde.

Passive medier
Man kan ganske rigtigt, som Jacobs skriver, "ikke standse stræben efter viden", men hvis resten af samfundet skal finde ud af at anvende forskernes resultater fornuftigt, kræver det en mere aktiv deltagelse af forskerne, end den de hidtil har lagt for dagen.
François Jacobs bog demonstrer desværre, at der kan gå lang tid, før de naturvidenskabelige forskere holder op med at betragte sig selv som passive medier for dannelse af viden, men forholder sig aktivt til de revolutioner molekylærbiologien udsætter os for i disse år.

*François Jacob: Musen, fluen og mennesket. 195 s., 248 kr. Tiderne Skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her