Læsetid: 2 min.

Genmajs kan true danske sommerfugle

16. juni 1999

Hvis den gensplejsede Bt-majs kommer til Danmark, kan også danske sommerfuglearter være truede af plantens gift, mener Greenpeace

Den gensplejsede majsplante, der af selskaber som Monsanto og Novartis har fået ind-
splejset evnen til at lave insektgift, kan udgøre en trussel mod en række danske og europæiske sommerfugle, sådan som den ifølge amerikanske forskere truer den store monark-sommerfugl i USA.
Det mener britiske insektforskere, som for miljøorganisationen Greenpeace har gennemgået de amerikanske forskningsresultater, som i maj fik Europa-Kommissionen til at bremse behandlingen af en ansøgning fra selskabet Pioneer om markedsføring i EU af den gensplejsede, såkaldte Bt-majs.
EU har imidlertid tidligere godkendt Bt-majs i ansøgninger fra såvel Novartis som Monsanto, og foreløbig dyrkes de pågældende majssorter på begrænsede arealer i Tyskland og Spanien.
Det er den britiske insektforsker D.J. Stradling fra University of Exeter, der har forsøgt at overføre de amerikanske forskningsresultater til Europa.
I USA har forskere fra Cornell og Iowa State universiteterne lavet forsøg i laboratoriet og i marken med Monark-sommerfugle, som er blevet udsat for pollen fra de splejsede majsplanter. Begge forskerhold fandt, at en betydelig andel af sommerfuglene døde efter at have indtaget pollen med Bt-gift.
D.J. Stradling har udarbejdet en liste over de sommerfuglearter i Storbritannien, der findes i områder, hvor majs kan dyrkes og i de tidsrum, hvor majs sætter pollen, og Greenpeace har udfra samme kriterier udpeget relevante sommerfuglearter på det europæiske kontinent. Disse i alt 159 arter, der bl.a. omfatter kendte danske sommerfugle som blåfugl, blåhale og guldhale, kan tænkes at blive udsat for Bt-giften og være sårbare over for den, hvis dyrkningen af Bt-majs vinder udbredelse i EU.

Hemmelige marker
Ifølge Greenpeace-Spanien har de spanske myndigheder ikke villet oplyse, hvor og på hvor store arealer Bt-majs dyrkes i år, men sidste år ansloges arealet med den gensplejsede majs at udgøre beskedne 12-18.000 hektar.
Michael Hopf, Greenpeace-Tyskland, oplyser, at de tyske myndigheder foreløbig har frigivet 50 ton såsæd af Bt-majs til brug for tyske majsproducenter, og foreløbig skønnes omkring 500 hektar tilsået med majsen.
"Kun Novartis ved nøjagtig, hvor alle involverede marker er placeret," siger Michael Hopf til Information.
Greenpeace-Tyskland identificerede tirsdag en hidtil hemmeligholdt mark med Bt-majs i Hessen og anbragte advarselsskilte rundt om den. Greenpeace opfordrer nu Novartis og Monsanto til at trække deres Bt-majs tilbage og anmoder samtidig Europa-Kommissionen om at tilbagekalde de godkendelser, der ligger til grund for dyrkningen i Spanien og Tyskland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her