Læsetid: 5 min.

Gilgamesh' Epos

19. juni 1999

Jeg blev noget målløs - og derefter nærmest ærefrygtig begejstret - da jeg forleden stod i en boghandel med verdens første litterære værk i hænderne: Gilgamesh' Epos. Den store mand der ikke ville dø

QLUMMEN
Hér i Paris har vi som bekendt både filosofiske cafeer og poetiske middage samt et væld af mere punktuelle arrangementer, hvor kunst, litteratur, poesi og ikke mindst fremtiden kastes ind i arenaen eller op i luften efter den frie cirkulations princip.
Bag ved det hele ligger der selvfølgelig udgivelsen af en masse bøger, en ren overflod af bøger, og det der ganske enkelt må betegnes som en udbredt begejstring for dem.
Faktisk er der bøger overalt; på gaden, i parkerne, caféerne. Tit kan man absolut ikke presse så meget som skyggen af et menneske til ind i metroens små iltfattige kupéer; men bøgerne stikker stædigt op alle steder som små firkantede paddehatte. Forleden observerede jeg fra min bil en mand, der asede livsfarligt gennem byen på cykel med sin bog foran på styret, og ved hvert rødt trafiklys benyttede lejligheden til kaste sig ud i en reel fordybelse.
Der er kort sagt de bøger man skal bruge, og det giver efter min mening en ganske særlig form for tryghed. Ren luksus i hverdagen er det såmænd også, og det vænner man sig som bekendt hurtigt til. Alligevel blev jeg noget målløs - og derefter nærmest ærefrygtig begejstret - da jeg forleden stod i en boghandel med verdens første litterære værk i hænderne: Gilgamesh' Epos. Den store mand der ikke ville dø.
Kender De den? Danske assyriologer gør formodentlig i en eller anden tidligere version, men nu har et lille-bitte fransk forlag "L'aube des peuples" altså fundet på at gen-udgive værket - sammen med en masse andre vidunderlige gamle tekster vi fortravlede mennesker kunne finde på at glemme henad vejen.
Først og fremmest er det er den franske assyriolog, Jean Bottéro, der "i umindelige tider", som han selv udtrykker det (og når man ser bogen, tror man ham straks) har været igang med denne nye, kritiske kommentar til, og oversættelse af, Gilgamesh' Epos i alle dets fragmenter og vidnesbyrd.
Gilgamesh' epos er ét langt digt, skrevet for mere end femogtredive århundreder siden - dvs. flere århundreder før Iliaden og Mahabarata - og er dermed det ældste litterære værk man kender til. I henhold til Bottéro fortjener det betegnelsen "epos". på grund af dets "fyldighed, styrke, ånd, tone, og selve emnets universalitet."

I sin helhed består værket af omtrent 3.000 vers - forskerne har indtil videre lidt mindre end to tredjedele til rådighed - i små brudstykker af noget, der engang har været lertavler. Men som forordet fortæller i en befriende tone, er disse fragmenter ved et rent held så smukt fordelt på begivenhedernes kæde, at man sagtens kan udskille sekvenser og forløb.
Bottéro har ihærdigt samlet materialet fra den såkaldte 'gamle version', fra ulovligt udgravede lertavler, der i dag er konserverede på universiteterne i Philadelphia og Yale, og han har gransket atter andre brudstykker fra Bagdad, Chicago, Berlin og London. En sådan tilbageførelse til den oprindelige form - som altså stadig er ufuldstændig - er således frugten af en hel kortege assyriologers vedvarende tålmodighed på internationalt plan, og betegnelsen puslespil er lige præcis, hvad det drejer sig om.
Gilgamesh' Epos er oprindelig skrevet i Babylon, formodentlig af en række forfatterkolleger (og siden skrevet om og om igen, selvfølgelig) på et semitisk sprog, der forlængst er uddødt, men som er i slægtskab med hebraisk, armensk og arabisk.
Babylon udgjorde som bekendt den sydlige del - mod Den Persiske Golf - af det vi nu kalder for Mesopotamien, som stort set i dag ville dække det nuværende Irak på vores landkort. Hér opstod der i det fjerde årtusind f. Kr. den ældste civilisation, man kender til; i sig selv et rent mesterværk, hvor forskellige etniske grupper indgik i en slags symbiose ved at stille deres fælles kulturelle kapital og evner til rådighed for hinanden, og derigennem skabe en original, frodig og hybrid mesopotamisk kultur. De kunne dengang, why can't we?
Der er god grund til at antage, at det er denne kultur der opfandt det første system til at fiksere og udbrede tanken med - den første skrift, en mirakuløs genistreg, der som bekendt har styret - og forstyrret - vores åndsliv lige siden.

I Gilgamesh' Epos, det fantastiske eventyr om en stor mand der ikke ville dø, følger man helten - to tredjedele gud og en tredjedel mand - gennem beskrivelser af hans personlighed, gerninger, og valg, der leder ham ud på en lang rejse fuld af prøvelser, mysterier, gåder og drømme.
I digtet får vi som hovedbudskab først og fremmest at vide - og kan man få det tit nok? - at det drejer sig om at resignere modigt over for sin skæbne. Men man kan også læse teksten som et vidnesbyrd om vores fortid, en slags møde med disse aldeles ældgamle forfædre, deres angst for den uafværgelige død, og de utallige - selvsagt forgæves - anstrengelser for at transcendere den eller eliminere dens årsag.
Selve den måde Gilgamesh langsomt bringes til acceptere at "fylde sin tid ud" er også et vidnesbyrd der introducerer os til et verdenssyn, til idealer, værdier, facetter af en tilværelse, som i interessante glimt minder om vores, især altså når det angår de virkelige spørgsmål: venskab, kærlighed, liv og død.
Læsningen af dette kæmpe-digt, som Bottéro kalder for ikke mindre end en "fantastisk ruin", er i sig selv noget med at sidde ret op og ned i stolen.
Stort set hvert tredie ord er behæftede med tal, stjerner og parenteser, der henviser til uddybende fodnoter, til 'rent gætteri', når et særligt stykke af lertavlerne mangler, til nuanceringer og alternative fortolkningsmuligheder, og ikke mindst til al den viden forskerne stadig ikke har.

For stemningens skyld, lige en bid af min egen totalt uautoriserede oversættelse af Gilgamesh' Epos, første vers:

Jeg vil præsentere jer / for ham der har set alt / og kender hele verden / er trængt igennem overalt / og har udforsket alt det usynlige / begavet med visdom / har hans blik indfanget alt / han har grublet over hemmelighederne / afsløret mysterier / han har endog belært os om / tiden før syndfloden / hjemvendt efter en lang rejse / svækket, men opfyldt af ro / har han indgraveret alle sine trængsler / på en "stele"
(= tavle af lapis-lazuli)

Det kan godt være jeg ikke kommer igennem hele Gilgamesh jagt på udødelighed før sommerferien, og at man dybest set skal være en ihærdig assyriolog for at blive totalt forliebt. Men den kraft hvormed det videnskabelige arbejde er udført, er i sig selv en slags skønhed, der forekommer mig at høre andre, langt fjernere, tider til...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu