Læsetid: 6 min.

Glæde blandet med frygt og vrede da flygtninge vendte tilbage til Pristina

14. juni 1999

De første Kosovo-flygtninge er begyndt at vende tilbage til hovedstaden Pristina, lige i hælene på britiske KFOR-styrker. Information fulgte Mentor og Fehmi på den følelsesladede
rejse hjem

PRISTINA - Sidste gang Fehmi Bytyci stod ved Djeneral Jankovic, grænseovergangen mellem Makedonien og Kosovo, sad han, konen, de tre børn og to andre familiemedlemmer krammet sammen i en gammel Mercedes, fulde af indtryk fra de rædsler, der var foregået, og frygt for, hvad der skulle ske. Det var den 31. marts - kun en uge efter starten på NATO-bombardementer og Milosevic grusomme svar: tvangsfordrivelsen af Kosovos albanske befolkningsflertal.
Nu er Fehmi Bytyci, en relativt velhavende forretningsmand, ejer af flere benzintanke og et byggefirma, på vej mod Djeneral Jankovic igen, denne gang i selskab med Informations udsendte samt en anden Kosovo-flygtning, studenterlederen Mentor Bogaj.
Også Mentor Bogaj har stadig frygten i kroppen fra dengang, den. 4. april, da para-militære enheder kom til den lejlighed i Pristina, hvor han boede med sine forældre og lillesøster og gav alle en halv time til at forlade stedet. Mentor Bogaj var, som fremtrædende albansk studenterleder, efterlyst, og for ikke at blive genkendt af serberne valgte han at gemme sig i lejligheden, da resten af familien blev smidt ud.
Her levede han i fuldstændig isolation i nogle dage, indtil han tog flugten og tilsluttede sig en gruppe flygtninge i bjergene, under delvis beskyttelse af partisanbevægelsen UCK.
"Jeg tyggede tyggegummi," var Mentors svar på mit spørgsmål om, hvordan man overlever i 35 dage i bjergene uden andet at spise end det, man kan fange og plukke samt hvad der indimellem kunne skaffes fra albanske landsbyer.
Siden lykkedes det ham at krydse grænsen til Makedonien illegalt. I dagens anledning er han - som beskyttelse - ansat som medarbejder ved det danske dagblad Information og behørigt udstyret med det KFOR-pressekort, der skulle give fri adgang gennem grænser og vejafspærringer.

Vi er alle Kosovo-albanere
Både Fehmi og Mentor har tydeligvis spændinger i kroppen. De bryder sig ikke om grænseposter, politi og myndigheder i det hele taget. Men allerede 15 km før grænsen ved Djeneral Jankovic - sådan hedder byen - løsnes mavekramperne en smule og følelserne tager over.
Et par tusinde flygtninge fra Stenkovec 2-lejren er brudt ud af den pigtrådsomkransede lejr og står, som i et andet Tour de France, ved vejkanten og hylder de forbipasserende - hvad enten det er de britiske NATO-styrkers pansrede mandskabsvogne eller journalister. Råbene lyder taktfast: "NATO, NATO," smådrenge forsøger at løbe med den forbikørende kortege, og brune hænder stikkes ind gennem nedrullede bilvinduer til håndtryk. For de 22.000 flygtninge i lejren er dette triumftog en kærkommen anledning til at holde fest - hvad der ikke har været for meget af under de seneste måneders trivielle lejrtilværelse.
Men den helt store udfrielse når Fehmi og Mentor først, da den nu totalt forladte serbiske grænsepost ved Djeneral Jankovic er passeret, og de atter står på Kosovos jord. Vi stiger ud af bilen, giver hinanden et stort knus og får våde øjne. I dette øjeblik er vi alle Kosovo-albanere.

Rømmet grænsepost
Det hidtil så frygtindgydende magtsymbol, grænseposten med alle dens blåklædte politisoldater, er fuldstændig rømmet. I hast åbenbart: The Duty Free bugner fortsat af slivovica- og vinjak-flasker. Sangerinden Natasja Djordjevic' yppige former hænger nu ganske nyttesløst til beskuelse på væggen.
En hilsen hængt op til de indtrængende NATO-styrker: "Gentlmen, do you thing who is more might" er ikke umiddelbart til at tolke. Anderledes klar i sin symbolik er det ophængte fotokopierede billede af prins Lazar - serbernes hærfører under deres sidste 'glorværdige nederlag' i Kosovo - slaget mod tyrkerne på Kosovo Polje i 1389. Endnu engang må serberne styrke sig ved tanken om, at evigt ejes kun det tabte.
Neden for grænseposten, ved en kæmpemæssig cementfabrik, venter endnu et udsagn om det drama, der her har fundet sted: I hundredvis af de biler, albanerne blev tvunget til at efterlade sig ved grænsen. Totaltsmadrede eller ribbet for alt af værdi. Den etniske rensnings tomme skaller.

Eufori og vrede
Resten af de 75 km veksler stemningen i bilen mellem eufori og vrede. Højt humør, når der gives v-tegn til de mange landsbybeboere, både børn og deres forældre, der er mødt op for at hylde befrierne og kaster hjemmegroede røde roser mod de forbipasserende korteger. Og når UCK-partisaner, let genkendelige i deres sorte uniformer og røde baretter, passeres og hilses ved dyt i hornet.
Til gengæld er vreden stor, når de sodsværtede ruiner af et hotel, en benzintank eller et hus passeres.
Alt i alt er ødelæggelserne mere sporadiske end systematiske i denne del af Kosovo, og for eksempel står minareter og moskeer her uantastede. Ifølge kosovo-albanske oplysninger er det ikke tilfældet i områder, hvor UCK har stor tilslutning.
Spidsroden mellem de lange rækker af militærkolonner tager tid, og ofte er vejen blokeret, når f.eks. Apache-helikopterne skal bruge den til landingsplads. Men efter tre timer når vi Kosovo Polje, Solsortesletten, hvor de første serbiske landsbyer dukker op. Her står ingen henrykte menneskeskarer ved vejkanten. Landsbyerne ligger nærmest mennesketomme hen, men markerne er tilsået i modsætning til i de albanske områder, og enkelte bønder er på markarbejde, tilsyneladende uanfægtet af den massive flytning af mennesker, biler og militærkøretøjer, der foregår.

Befrielsens scenografi
Pristina dukker op bag en bakke, og spændingen stiger i bilen i forventning om det nært forestående møde med familie og gamle venner. Bilen standses igen og igen, der trykkes hænder og gives knus.
Søndagen er den gladeste dag i lang tid for Pristinas albanske befolkning, og alle myldrer de ud på gaderne for at hylde de britiske styrker, der ved daggry rykkede ind i byen. Befrielsens scenografi gentages igen og igen: Drenge får lov at kravle op på kampvognen til de smilende briter, piger giver roser, de unge kvinder flirter, og resten nøjes med at klappe og råbe.
Vi kører rundt og ser på ødelæggelserne: NATO's massive bombardementer af Indenrigsministeriets bygning (hovedkvarteret for sikkerhedsstyrkerne) og telekommunikationscentret, serbiske banders hærgen og ødelæggelse af albanske butikker. Således ligger hovedkontoret for Fehmis virksomhed hen som en brandtomt i Pristinas hærgede albanske kvarter.
Mentor, derimod, finder familiens lejlighed, som da han forlod den i begyndelsen af april. De albanske naboer, som vendte tilbage til Pristina for et par uger siden, dukker op, nye omfavnelser - og alle klapper, da det lykkes Mentor at dreje nøglen i låsen rundt, og døren åbner sig. Selv den serbiske nabo kommer ud og hilser på.
Nabokonen kommer ind med kaffe: "I dag er det første gang, siden jeg kom hjem til Pristina, at jeg har turdet at gå ud. Man kan sagtens kende albanerne på vores blege hud", siger hun og griner.
Snart kommer Ilir, Mentors studiekammerat, forbi, og bryder hulkende sammen med armene om sin ven. Ilir humper på begge ben. Serbiske para-militære tvang ham til at springe ud af vinduet fra hans tredjesalslejlighed, begge fødder blev knust, og han har ikke fået ordentlig lægebehandling. Lillesøsteren er blevet alvorligt såret af skud, og faderen er i chok og uden kontakt med omverdenen.

Ikke krig, ikke fred
I opgangen ved siden af Mentors er en serbisk familie ved at pakke deres Jugo til bristepunktet med papkasser og møbler på taget, og de er langtfra den eneste familie, der vælger at forlade Pristina af frygt for albanernes hævn.
Ved børnehaven lige over for Mentors lejlighed går en gruppe bevæbnede, men civilklædte serbere rundt - børnehaven er forlængst blevet til en para-militær gruppes hovedkvarter, og vi går hastigt forbi.
Med jævne mellemrum lyder der skud - både enkelte skud og maskingeværsalver, og rygter om snigskytter og skudvekslinger mellem britiske KFOR-soldater og serbiske soldater svirrer. Fire serbiske soldater skulle være blevet dræbt af KFOR-styrker denne søndag, siges det.
I lufthavnen blokerer russiske KFOR-soldater fortsat for, at NATO's KFOR-styrke kan komme ind og etablere sit hovedkvarter dér, som det var planlagt.
Søndag er en mærkelig dag i Pristina, en dag, hvor overvældende glæde blander sig med frygt. Hvor krigen er slut, men freden endnu ikke begyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her