Læsetid: 2 min.

Godt nyt fra bedstefar

8. juni 1999

En af blues-musikkens mest rutinerede formidlere, John Mayall, holder stadig genren i live

NY CD
Det er i år 30 år siden, John Mayall på pladecoveret Blues From Laurell Canyon på bedste hippiemanér kun iført underhylere sad ved et bål ude i den skønne natur og sangom den nu afdøde The Bear fra bluesbandet Canned Heat.
Tiden har ændret sig markant siden dengang, undtagen John Mayall, i dag en nydelig grånende mand på 65 år, der stadig spiller traditionel blues under tilnavnet Granddaddy of British Blues. En musikform, som tit med rette bliver forbundet med hængerøv i slidte cowboybukser og hvide kondisko, men som i John Mayall har en dreven pianist og et rutineret backingband i The Bluesbreakers med Buddy Whittingtong på guitar, John Paulus på bass og Joe Yuele på trommer.
Dette understreges yderligere på John Mayalls nyeste plade Padlock On The Blues; en meget sigende titel om Mayalls musik og hans posi-tion.
Liv til bluesmusikken
Mayall fastholder blues-musikken med en hængelås, for han er ikke ude på at forny genren, til gengæld tilfører han den meget liv.
I covernoterne står, at det har taget 13 dage at indspille pladen, heraf en dag sammen med legenden John Lee Hooker, og seks dage at mikse den. Ikke så mange dikkedarer ifølge John Mayall.
Forventningerne bliver også allerede indfriet med førstenummer, "Don't Turn Your Back", der bliver styret med sikker hånd af Mayall på piano og Ernie Watts på tenorsaxofon. Kapelmesteren fortsætter videre og sætter guitaristen Buddy Whittington i sving på titelnummeret med en rigtig bluessolo og dejlig slideguitar på "My Country Girl". Og inden der går for meget boogiewoogie-stilstand i et nummer som "Dancing Shoes", slås "Bad Dream Catcher" an, en ædel blues kun med Mayall på piano og John Lee Hooker på guitar.
Det fine ved John Mayall er, at han ikke skal bevise noget. Han ved, hvad han kan, og denne selvbevidsthed giver et behageligt, tilbagelænet udtryk, som man også finder hos en lige så dreven kunstner som soul- og rhythm'n'blues-sangeren Van Morrison.

*John Mayall: Padlock On The Blues. Produceret af John og Maggie Mayall. Eagle Records

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her