Læsetid: 13 min.

Greenaways mentale rejse

18. juni 1999

"For mig at se er filmen, som vi kender den i dag, død," siger den engelske filminstruktør
og billedkunstner Peter Greenaway, der vil forny filmmediet ved blandt andet at gå på rejse i det interaktive computerunivers. I næste uge besøger han København i forbindelse med opførelsen af hans rekvisitopera "100 Objects to Represent the World"

INTERVIEW
At føre en samtale med Peter Greenaway føles som at få et glimt ned i et vaskeægte renæssancemenneskes mentale kuffert. Referencer fra kunsthistorien trækkes op som perler på en snor, og den kompakte ordstrøm springer behændigt fra billedkunst til film til opera til litteratur og så tilbage til billedkunst. Greenaways encyklopædiske viden favner tilsyneladende hele spektret - og i praksis vil han det hele: maleri, spillefilm, kortfilm, kuratorvirksomhed, performance, opera. Der synes ikke at være ende på hverken energien eller idérigdommen, og han taler med en britisk diktion, der afslører en flig af den underfundige humor, som konstant bobler under overfladen og tilføjer den tætte, sortklædte skikkelse en langt større kompleksitet, end det strenge ydre umiddelbart lader ane.
Ser man nærmere efter, har hele hans enorme produktion mere eller mindre direkte taget afsæt i billedkunsten, Greenaways oprindelige disciplin - omend han i en bisætning nævner, at han faktisk helst ville have været forfatter!
Det er først og fremmest filmene han skylder sin verdensberømmelse, og det er da også blevet til et ganske imponerende antal, siden han i 1966 lavede sin første kortfilm, Train. Mere end tredive kort- og dokumentarfilm og - med Greenaways egne ord - otte og en halv spillefilm.
"Jeg betragter min nye film - Eight and a Half Women - som min otte-og-en-halv'te spillefilm," konstaterer Greenaway, hvis værker gennemstrømmes af talmagi. "Titlen refererer naturligvis til Fellinis 8 1/2 (1963), en film der har været meget vigtig for min generation. Filmhistorien kan opbyde en række værker, der handler om at lave film. Tænk på Truffauts Den amerikanske nat (1973) eller Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). For mig er der imidlertid noget helt særligt ved Fellinis 8 1/2 - det er i usædvanlig grad en film om, hvor film kommer fra. Det er en meget konceptuel film, samtidig med at den handler om de forpligtelser, der følger med at placere selvbiografisk materiale i et offentligt rum."

I Fellinis film findes en berømt sekvens, hvor Mastroianni er omgivet af et harem. Den handler om mandlige seksuelle fantasier, og det er det tema, jeg broderer videre på i Eight and a Half Women. Min film fortæller en historie om en mand og hans søn, der for deres egen fornøjelses skyld indretter et privat bordel, som konstant flyttes frem og tilbage mellem Genéve og Kyoto. Strukturelt er filmen organiseret som otte-og-en-halv mandlige seksuelle fantasier, og i den forstand formoder jeg, at den i et vist omfang er politisk ukorrekt. Jeg er sikker på, at feministerne vil tage deres forholdsregler. Jeg er før blevet bekyldt for at være en kvindehadsk instruktør, hvilket jeg absolut må benægte. Misantropisk, ja, men ikke misogynistisk!"
"Filmen refererer til arketypiske mandlige seksuelle fantasier, som kan spores i hvert fald tre eller fire hundrede år tilbage i den vestlige kultur. Jeg kan give et par eksempler. Der er det såkaldte Madame Butterfly-syndrom: den vestlige mand opsøger Orienten og forfører en tilsyneladende passiv orientalsk kvinde, hvorefter han forlader hende. Dette er præcis historien i Madame Butterfly, men der findes talløse variationer over temaet - eksempelvis blandt europæiske malere fra Delacroix og op til Matisse. Tager vi Delacroix og Matisse, har de begge idealiseret de frie og problemløse seksuelle møder mellem Øst og Vest ved at fjerne alle vulgære og ulykkelige omstændigheder. Men tænk på, hvilken ubehagelig virkelighed denne fantasi dækker over. Tag bare Bangkok, der stadig betragtes som Asiens seksuelle hovedstad. Hvert år tager tusindvis af europæiske mænd dertil med det ene mål at opnå seksuelle ydelser. Alligevel bliver denne seksuelle fantasi ved med at eksistere i den vesteuropæiske bevidsthed."
"Af andre arketyper kan nævnes fantasien om den vestlige mands jagt på den formodede uberørte kvinde, 'nonnen'. I billedkunsten har Dieter Roth beskæftiget sig med dette tema, og stribevis af Hollywood-film er skåret over netop denne model. Så er der de seksuelle fantasier om kvinder, der rider på heste, kvinder som tilbringer det meste af deres tid sammen med dyr. Der er forestillingen om den gravide kvinde, som altid ønsker at være gravid. Der er forestillingen om barnebruden. Og endelig er der nutidens ultimative mandlige seksuelle fantasi, som repræsenteres af Julie Roberts i Pretty Woman: luderen med et hjerte af guld, kvinden som giver totale seksuelle ydelser på en luderagtig måde, men uden at der er penge involveret."

En aktuel anledning til at lave filmen er den postfeministiske bevægelse i England - og måske også i Skandinavien - som man kunne kalde 'laddishness' ('drengethed'). Et forsøg blandt mændene på seksuelt at generobre en del af det rum, som feminismen har lagt låg på. Dog har det ikke været meningen, at filmen skulle fremstå som en direkte kritik. Snarere har intentionen været at anlægge et komisk, lakonisk tonefald."
"Formelt udfolder den sig som én lang samtale mellem to mænd, far og søn, to generationer som taler om seksualitet ved slutningen af det 20. århundrede. Min forrige spillefilm, The Pillow Book, var meget bevidst omkring det filmiske sprog, brugen af flere billedlag, tekst på billedet og den slags, teknikker der går tilbage til tidligere film, specielt Prospero's Books, men også flere af mine tv-produktioner. Det var mit ønske denne gang at fjerne mig fra den æstetik og vende tilbage til et mere traditionelt filmsprog, en basal montage af billeder i et grundlæggende narrativt filmisk forløb. Dernæst ønskede jeg at vende tilbage til en form for 'dialog-tung' britisk film, en slags britisk Rohmer, hvis man kan forestille sig dét. Det er noget, jeg ikke rigtig har gjort siden Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker. Et andet aspekt er, at der i The Pillow Book medvirkede en del orientalske skuespillerinder, hvilket gjorde det vanskeligt at have mange engelske replikker. Så den nye film er et forsøg på at komme tilbage til et mere traditionelt filmsprog, hvor jeg igen har mulighed for at lege med ordene på engelsk. Det er disse overvejelser, der ligger til grund for, at jeg betragter den som min otte-og-en-halv'te film. Efter den ser jeg frem til at komme i gang med min niende film, som i virkeligheden er min tiende film - undskyld at jeg leger med tal, men det er noget, jeg nyder så meget, at jeg ikke kan lade være."

Peter Greenaway har i de senere år gjort sig til talsmand for et filmisk 'generationsskifte', fra analoge til digitale produktionsformer, fra lineære til ikke-lineære og gerne interaktive fortællemåder. I praksis har han indtil videre kun flirtet spredt med de nye teknologier. I et vist omfang har han inddraget digitale redskaber til at skabe visuelle effekter i sine film, og selvfølgelig har han en hjemmeside på internettet. Men med den film tager han hul på et enormt projekt, det første som er skabt direkte med henblik på fremtidens fortælle- og distributionsformer.
Projektet har titlen Tulse Luper's Suitcase, og det kommer til at bestå af fire biograffilm, en tv-serie i seksten afsnit, tre cd-rom'er samt et projekt på internettet med 1.001 fortælling lagt ud over lige så mange dage, altså omkring tre år. Hele molevitten vil være brikker i den samme historie, men elementerne, som lanceres i de nye teknologiske formater, vil ikke blot være 'merchandise', der smides på markedet for at promovere spillefilmene. Det hele vil være sideordnet, forskellige indgange til det samme narrative materiale.
"Man skal ikke lægge for meget i navnet Tulse Luper," forklarer Greenaway. "Det er et fiktivt navn, som jeg opfandt for mange år siden. Jeg følte det lidt akavet hele tiden at sige: 'Peter Greenaway siger...,' og derfor konstruerede jeg denne figur, Tulse Luper, som kunne sige tingene på mine vegne. Målet med det nye projekt er at undersøge, om vi - efter ti år med de nye teknologier - kan spore os ind på en form, der kan fungere som afsæt for at opbygge et nyt vokabularium, således at vi kan begynde at forstå, hvor kulturelt værdifulde disse teknologier kan være. Jeg vil gerne finde andre måder at organisere materiale på end fortællingen. Tanken er, at publikum ideelt set skal kunne se filmene i biografen, følge serien på tv, købe cd-rom'erne og surfe på internettet - og hele tiden få nye brikker til historien. Målet er at forsøge at udnytte hvert enkelt mediums særlige kapaciteter og fordele, samtidig med at der trækkes på både det eksisterende og et fremtidigt filmsprog."
"Historien starter i Colorado i 1928 og slutter i Manchuriet i 1989, to årstal som repræsenterer stoffet urans historie i dette århundrede. Man fandt første gang uran i ørkenen i Colorado i 1928, og da Berlinmuren faldt i '89, var det i en vis forstand slutningen på den kolde krig. Så filmens undertitel er simpelthen Uranium. Dette er af en vis betydning for mig, idet urans atomnummer er 92 - og i filmen er der 92 episoder, 92 kufferter, 92 hovedpersoner."
"Lad mig forklare et par af strategierne. Titlen Tulse Luper's Suitcase refererer til dét at pakke kufferter, flytte dem til et nyt sted og pakke dem ud. Det lyder måske ikke specielt nyt og spændende, men hvis man tænker på, er der i dag flere mennesker på farten end nogensinde før i civilisationens historie, er kufferten den perfekte metafor for det 20. århundrede. Tænk blot på Kosovo. Eller Kina, hvor det forlyder, at 25.000 mennesker hver dag ankommer til Beijing og Shanghai. Eller Amerika, hvor meget få voksne mennesker lever det sted, hvor de blev født."
"Et andet spor i filmen har at gøre med figuren Raoul Wallenberg, en slags svensk Schindler, som efter sigende frelste mange jøder fra ungarske nazister i Budapest. Efter russernes indtog i Ungarn i '44 forsvandt han på mystisk vis, og i den følgende tid kunne han spores til stadig mere obskure fængsler i Rusland, indtil han var helt væk. Jeg er fascineret af tanken om, at et menneske på denne måde kan forsvinde og blive til en mytologi, og det er i bund og grund det, der sker med Tulse Luper. I starten sidder han bogstavelig talt i fængsel, men efterhånden som historien skrider frem, bliver hans fængsler af mere metaforisk karakter. Et stykke inde bliver det eneste fysiske bevis på hans eksistens de kufferter, som han efterlader forskellige steder i verden."

Det handler om de 'fængsler', som vi allesammen skaber for os selv: besættelser, penge, sex, kærlighed, berømmelse, rigdom, film, journalistik, hvad som helst. Fængsler som vi konstruerer under vores forsøg på at skabe et perspektiv på tilværelsen. På et eller andet tidspunkt bliver disse fængsler som regel for snævre, og derfor har vi behov for at bryde ud af det, vi har bygget op. I den forstand er der to talemåder, der fungerer som en slags nøgler til historien. Den ene er, at alle fanger har lige så meget brug for deres fængsel, som fangevogteren har brug for fangerne. Og det andet, som er langt mere interessant: Historien findes ikke, kun historikere. I det sidste ligger, at alt kan diskuteres, der er ingen absolut sandhed, kun et enormt kaos af betydninger som knytter sig til enhver begivenhed. Et sådant kaos er Tulse Luper's Suitcase."
- Vil du selv stå som instruktør af det hele?
"Ja, jeg har brug for mere plads. En spillefilm på to timer er ikke længere nok for mig, og selv om Scorsese og Spielberg laver længere og længere film, ønsker biografejerne stadig at have disse moduler på to timer, ellers kan de ikke få forretningen til at løbe rundt. Samtidig er to timer nok noget nær det længste, man kan få folk til at sidde stille. Noget andet er, at jeg også er meget interesseret i serieformatet, der jo især er udbredt på tv, og som ikke mindst David Lynch har brugt til noget interessant i Twin Peaks. Her introducerede han elementer, lod dem ligge i nogle afsnit og tog dem op igen senere. Dette tiltaler mig. Hver enkelt af de fire spillefilm i Tulse Luper's Suitcase vil kunne ses uafhængigt af de andre - hvilket der i øvrigt heller ikke er noget nyt i, tænk bare på Kieslowskis Dekalog og Tricolore-serie. I mit tilfælde vil filmene dog hænge mere sammen og i slutningen af hver film vil der bogstavelig talt stå: 'To be continued...'"
- Hvordan vil de forskellige formater relatere sig til hinanden?
"Jeg vil forsøge at udnytte hvert mediums karakteristika, men samtidig lave et projekt hvor det hele hænger sammen på en James Joycesk måde, en konstruktion der presser sproget til et punkt, hvor man er nødt til at ændre det for at udtrykke sine ideer. Et konkret eksempel: Der er 92 kufferter, og de er alle fyldt med masser af ting. Kufferterne indgår i filmene, men jeg ønsker ikke at bruge tiden i biografen på at pakke dem ud, så det kan beskueren i stedet gøre på en cd-rom. Man kan vælge kuffert nummer 27, som er fuld af pornografi fra Vatikanet, og i sit eget tempo kan man så tage alle billederne ud og kigge på dem så længe, man ønsker."

En af filmens figurer har en idé om at genskrive Sheherazades 1001 nats fortællinger. Du ved, hvordan Sheherazade var nødt til at fortælle en ny historie hver nat for ikke at få hovedet hugget af, og denne situation har jeg flyttet til et Gulag-lignende sted i Sibirien, hvor en fange er nødt til at fortælle sin fangevogter underholdende historier for ikke at blive kastet for hundene eller blive skudt, eller hvad det nu er. Men igen ønsker jeg ikke at bruge de kostbare minutter på det store lærred på at fortælle disse historier, så de vil i stedet kunne findes på internettet. En ny historie hver dag i omkring tre år, fortalt på et utal af forskellige måder, således at jeg samtidig får lejlighed til at udforske de sproglige muligheder. Så det er et enormt projekt, som vil holde mig beskæftiget de næste tre eller fire år."
- Hvor vigtigt er det interaktive aspekt for projektet?
"Meget vigtigt. For mig at se er filmen, som vi kender den i dag, død. Jeg kan ganske enkelt ikke få øje på nogen interessante filminstruktører lige nu - undskyld von Trier, men det er mit indtryk, at alle de interessante og opfindsomme personer har flyttet sig til andre udtryk. Den model, der indtil nu har ligget til grund for alle spillefilm, er i dag forældet. Det er en lineær, kronologisk model, som er baseret på litteratur, nærmere betegnet 1900-tallets roman. Altså - der skal være en tekst, før der kan være et billede. Også moralsk har filmene deres rødder samme sted. De fleste film handler stadig om forbrydelse og straf, om det så er Titanic eller Shakespeare in Love. Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi finder nye måder at organisere materialet på, og efter min opfattelse er den vigtigste model for vores liv ikke længere romanen, men computeren. I dag tænker vi sideordnet, ikke lineært, og derfor har vores bevidsthed flere paralleller med encyklopædien end med romanen. Ingen læser en encyklopædi fra A til Z på samme måde, som de ville læse en roman, og konsekvensen af alt dette må være, at interaktivitet er den eneste vej frem."
"De interaktive former, vi indtil nu har set, er stadig noget umodne, men efter min mening er det noget, som vi bliver nødt til at indbygge i fremtidens film. Vi kan ikke længere gå tilbage. Vi må løsrive os fra Casablanca-syndromet. Casablanca er for mig den arketypiske romantisk-eskapistiske film, og den tilfredsstillede vore forældre og bedsteforældres forestillingsverden, men den vil ikke kunne tilfredsstille fremtidige generationer. Vi har flyttet os, men filmen har ikke flyttet sig med. Selv en højt anerkendt filmmand som Scorsese laver stadig de samme film som Griffith. Vi er nødt til at ændre det mønster, uanset om vi ønsker det eller ej."
"Stort set alle menneskelige discipliner i virkeligheden er baseret på den samme præmis: at få orden på det enorme kaos, som omgiver os. Og informationsalderens digitale revolution er blot endnu et forsøg på at finde orden i kaos."
"Jeg er dog stadig af den overbevisning, at maleriet er den vigtigste af alle udtryksformer, på mange måder vigtigere end tekst. Hvis man ser på det 20. århundrede, stammer alle de store filosofiske og tankeprovokerende aktiviteter fra maleriet: surrealisme, kubisme, minimalisme, strukturalisme, postabstaktisme. Alligevel betragter vi maleriet som en inferiør aktivitet. Det kan godt være, at bevægelser i malerkunsten starter som noget inferiørt, men de spreder sig snart til andre områder og påvirker hele vores tankeverden. Endelig kan man vel sige, at jeg blot ønsker at se på verden og fejre det, jeg ser. At se og højtideligholde - det er det hele. Og for nu atter at gentage mig selv, så forekommer film mig at være et strålende medium at lege i - og når jeg siger 'lege', mener jeg det i den engelske betydning af ordet, for englænderne leger med stor alvor."

*Peter Greenaway besøger København fra den 24. til 27. juni i forbindelse med opførelsen af hans rekvisitopera "100 Objects to Represent the World" i Torpedohallen på Holmen. Og den 24. juni er der snigpremiere på filmen Eight and a Half Women.
Informationer om Greenaway kan findes på web-adressen: www.december.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her