Læsetid: 5 min.

De griner ikke så meget i Luanda

14. juni 1999

Angsten trives i Angolas hovedstad, som er fyldt til bristepunktet med flygtninge fra borgerkrigen. Donorer burde ikke forlade landet, mener dansk major

Belejring
Tolderen stak grinende de 25 dollar i lommen uden kvittering for at skrive en ekstra vaccination i bogen, og pasdamen vrængede af mig på portugisisk, da jeg åbenbart stod et forkert sted.
Et par herrer eller snarere drengerøve med guldkæder og Rolex-ure og med øjnene skjult bag mørke solbriller blev vinket forbi den lange kø af nyankomne af nogle sværtbevæbnede ninjaer, som den største selvfølge. Ninjaerne var klædt i sort læder fra top til tå, og kombinationen af maskinpistoler og et særdeles blakket ry i befolkningen lukkede munden effektivt på køens potentielle brokkehoveder.
Bortset fra den korrupte tolder var der ingen i lufthavnen, der grinede eller lavede sjov indbyrdes, som det ellers er almindeligt i de fleste andre lande i det sydlige Afrika. Men der er heller ikke så meget af grine af, når man bor i hovedstaden i et land, hvor der stort set har været krig siden uafhængighedskrigens begyndelse i 1961. 4,5 millioner mennesker er nu stuvet sammen i byen, og atmosfæren er lettere anspændt.
Oprørsbevægelsen UNITA har nu besat størstedelen af landet, og enheder opererer 60-70 kilometer øst for hovedstaden og har tvunget hovedparten af befolkningen til Luanda og de omkringliggende provinser. Det vestlige Angola har altid været den tættest befolkede del af landet, der er på størrelse med Tyskland og Frankrig tilsammen. Militære eksperter kan ikke blive enige om, hvorvidt Luanda reelt er i fare for et angreb, men er enige i at et militært angreb vil medføre en humanitær katastrofe. Dog har der igennem snart 40 års krig ikke været tradition for at inddrage Luanda og de vestlige provinser, bortset fra i en uge lige efter valget i 1992.
Krigen ses ikke direkte i Luanda, som på mange måder er en smuk by med sin beliggenhed ud til havet, palmerne og den portugisiske pagodeagtige byggestil, hvor man bygger udenpå i lag. Men med til billedet hører de mange forfaldne betonboligblokke, hvor kun vasketøjet udgør et malerisk indslag.
Vejene er fyldt med huller, der løber vand fra åbne kloakker og hullede vandrør, og overalt er der trængsel fra sælgere, der pågående falbyder deres varer midt i den kaotiske trafik. Derudover er der horder af gadebørn, tiggere og invalider.
60 procent af hovedstadens befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Kursen på en amerikansk dollar er på to millioner kwanzas. Inflationen var sidste år over 1.000 procent og priserne på importerede varer er skyhøje.
Dele af denne beskrivelse passer på en lang række byer i Afrika (og andre verdensdele), men hvad der adskiller Luanda fra Dar Es Salaam, Harare eller Soweto er folks ansigtsudtryk. Det er meget svært at tage billeder, ingen bryder sig om et kamera, og der er en alvor i ansigterne, som ligner en mellemting mellem arrogance og værdighed eller måske begge dele. Om det er et fænomen, som skyldes krigen eller blot er en del af den angolanske kultur, kan jeg ikke bedømme, men det slog mig i mit første møde med byen. Anspændtheden, angsten og den lurende aggressivitet, er jeg derimod ikke i tvivl om, kan tilskrives krigen.

Spørgsmål uden svar
Typisk for hele situationen i Angola er alle de spørgsmål, der aldrig besvares officielt. Et påtrængende spørgsmål er, hvorfor USA's ambassade ikke havde advaret MPLA om UNITA's genoprustning og fornyede styrke via ambassadens formodede adgang til efterretningsmateriale fra satellitovervågningsudstyr.
MPLA kunne have undgået store tab, hvis de var blevet advaret, inden krigen blussede op igen i december sidste år. Spørgsmålet er en dybt pinlig sag for den amerikanske ambassade, men har aldrig fået den store mediebevågenhed.
Et andet ubesvaret spørgsmål går på den endelige opklaring af Blondin Beye-affæren. Blondin Beye fra Mali var FN's udsendte fredsforhandler, som omkom under mystiske omstændigheder ved et flystyrt i maj 1998, hvorefter krigen rasede med fornyet styrke, efter at de fredsbevarende FN-soldater (MONUA) var blevet sendt hjem. Det er almindeligt anerkendt, at de op imod 7.000 fredsbevarende soldater fra MONUA var en tvivlsom investering fra FN's side, da enhver kunne se, at UNITA kun afleverede gamle våben, og at det kun var gamle mænd og bøn, der frivilligt overgav sig under den meget omtalte demobilisering af UNITA.

Afrikas Pol Pot
En dag mødte jeg Niels Kirk, major og dansk minerydningsekspert med mange års erfaringer fra verdens brændpunkter. Adspurgt om det kan passe, at UNITA-soldaterne har en højere moral end regerings-soldaterne, svarede han:
"Ingen af parterne har megen moral i det hele taget, men at UNITA-soldaterne skulle have en højere moral end regeringssoldaterne, har jeg svært ved at forestille mig. Tværtimod hører vi om en massiv undertrykkelse bag UNITA's linjer, en undertrykkelse hvor menneskerettighederne overtrædes på måder, som selv for Afrika må betegnes som grove. Jonas Savimbi, lederen af UNITA, kan vel bedst sammenlignes med Asiens Pol Pot i sine grusomme overgreb mod civilbefolkningen."
Mange opfatter UNITA som den af parterne, der helt klart brød Lusaka-fredsprotokollen og dermed er de egentlige skurke, men hovedparten er simpelthen blot dødtrætte af krig, og anser regeringen for inkompetent og korrupt og UNITA for nogle ondsindede og pengegriske oprørere.
Ifølge Niels Kirk er præsident Eduardo Dos Santos flintrende ligeglad med befolkningen. Niels Kirk og mange i u-landsmiljøet anser det for katastrofalt, at regeringen ikke satser mere på menneskerettighedsspørgmå- let i bred forstand. Det vil sige satser på at uddanne befolkningen, bygge sundhedsklinikker og hjælpe landbruget i gang igen. I stedet tror man, at krigen kan vindes via investeringer i flere våben.

Donortræthed
Kirk beklager dybt, at mange donorer har så travlt med at komme ud af Angola:
"Donortrætheden skyldes selvfølgelig konflikten, men den understøtter UNITA's fordrivelsespolitik. Derudover mener jeg, at Danida burde fastholde sin finansiering af minerydningsprogrammet af humanitære årsager. Det øger effekten af krig, når donorer trækker sig, og det der sker lige nu er klart til UNITA's fordel," siger han.
Der skønnes at være mellem ni og 15 millioner miner udlagt i Angola, et land med 11 millioner mennesker.
Det paradoksale ved situationen i Angola er, at landet mageligt kunne være et af de rigeste lande i Afrika, da landet er meget frugtbart og har en mængde mineraler og naturrigdomme. Men diamanter og olie er ingen garanti for et lands økonomiske udvikling.
Hidtidige forsøg fra verdenssamfundets side på at boykotte diamanter fra Angola, som udgør UNITA's hovedindtægtskilde og derved holder krigen i gang, har været ineffektive og kun haft minimal effekt.

Halfdan Muurholm er Informationsmedarbejder for u-landsorganisationen Ibis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her