Analyse
Læsetid: 5 min.

Til Grønlands bedste

11. juni 1999

OECD har analyseret Grønlands fremtidsmuligheder og udløst en heftig grønlandsk debat om, hvad der er til landets bedste

Grønland befinder sig ved en korsvej. Modsat rettede udviklingtendenser skal bringes i samklang - eller prioriteres på en klar måde. Det er ingen enkel sag på verdens største ø - og da slet ikke efter ti års stilstand i den økonomiske udvikling.
I den situation har OECD for første gang haft Grønland under lup i en specialrapport, der både går i dybden med de specifikt grønlandske vilkår - og sammenligner Grønland med andre udkantområder.
Det er der kommet en redegørelse ud af, der ganske vist endnu kun forligger i en foreløbig udgave, men som ifølge Informations kilder, fraset mindre sproglige korrektioner, bliver identisk med den endelige udgave.
Dermed får Grønland i 20-året for Hjemmestyrets indførelse et nyttigt værktøj til en struktureret debat om fremtiden, som den politiske debat længe har savnet. Samtidig kan rapporten tjene som en nødvendig ajourføring og perspektivering af tidligere udredningsarbejder, der har fået lov at samle støv alt for længe.
OECD opleves muligvis ikke umiddelbart som den mest naturlige analytiker af arktiske anliggender. Alligevel har også en række OECD-stater "udkantområder" eller "oversøiske territorier" med problemer, der er sammenlignelige med Grønlands. OECD-forfatterne har derfor ikke opfattet Grønlands-rapporten blot som et bestillingsarbejde fra Grønlands Hjemmestyre, men også som en lejlighed til at skaffe sig ny indsigt i "periferi-problematikker".

Denne indsigt kan Grønland få gavn af, omend der ikke gives nogen direkte "injektionsmodel", efter hvilken OECD-anbefalingerne umiddelbart kan omsættes til den arktiske virkelighed.
Der er langt fra OECD's bonede gulve til byer og bygder i Grønland. Måske netop derfor var OECD da også ved præsentationen af den foreløbige rapport i Grønland betydelig mere varsom med substantielle anbefalinger end det forfatter-team, der har begået rapporten.
'Anbefalinger' er ikke nødvendigvis anbefalinger til direkte handling, men anbefalinger til refleksion og debat.
To af rapportens fire forfattere har gennemrejst Grønland på kryds og tværs for ved selvsyn og gennem interviews at tilvejebringe den viden, man ikke kan læse sig til. Dette bevirker, at de fleste anbefalinger, trods en næsten mekanisk forankring i OECD-markedsøkonomiske modeller, alligevel i mange afsnit får et realistisk præg.
Rapporten er derfor mere end et stykke bestilt skrivebordsarbejde. Især præmisserne er interessante - og genkendelige. De giver rapporten en umiddelbar gennemslagskraft også i den folkelige grønlandske debat - ja så stor var tilstrømningen ved præsentationen af rapporten i INUTEK, Grønlands Teknologiske Selskab, og ved en høring, arrangeret af avisen Sermitsiak, at der måtte sættes ekstra stole ind for at skaffe plads til alle, der helt frem til midnatstimen ville følge debatten om Grønlands fremtid i OECD-perspektiver.
Rapportens overordnede budskab er, at en øget markedsorientering er påkrævet, og at der må ske en mindskelse af den offentlige sektors rolle. De offentligt ejede virksomheder bør privatiseres, og de mange små uddannelsesinstitutioner skal sammenlægges for at skabe kvalitet for både studerende og lærere. Alternativt bør en række uddannelser flyttes ud af Grønland, da de bedre og billigere kan erhverves i udlandet.
Den slags forslag kolliderer af indlysende grunde med sider af den grønlandske selvforståelse. Men alternativet til uddannelse i udlandet må blive en selvsanering i de grønlandske uddannelsessystemer - fra folkeskole til universitet. Folkeskolen må i denne forbindelse have absolut højeste prioritet. Øjeblikkelige reformer her er en forudsætning for, at reformer senere kan gennemføres virkningsfuldt i andre uddannelsesforløb.

OECD har, hvad der ofte overses, forstand på andet og mere end penge. I den foreliggende rapport bliver dette tydeligere end nogensinde. Et af rapportens vigtigste afsnit omhandler det grønlandske uddannelsessystem - og det har virkelig behov for behandling!
Risikoen ved alt for mange og alt for små uddannelsesinstitutioner bliver her fremstillet så åbenlyst, at det snarest må få politiske og økonomiske konsekvenser. Ganske vist eksisterer der i Grønland et uddannelsespolitisk fata morgana, der hedder 'Forskerparken' i Nuuk, og hvortil der fysisk skal ske en sammenføring af en række videregående uddannelser med virkning fra efterårssemestret 2004.
Men så længe kan og bør den studerende grønlandske ungdom ikke vente på en studiereform. Gennem et netværkssamarbejde bør de små institutioner finde sammen og lære at fungere sammen, længe før de flytter sammen i 2004.
'Iværksætterkulturen' må således fremmes, både inden for uddannelsessystemer og inden for erhvervslivet. Den fremtidige jobskabelse i Grønland bør ske gennem udvikling af små og mellemstore virksomheder. For det første fordi Grønland er en meget lille økonomi med små markeder, der kun giver begrænset råderum for større projekter. For det andet fordi store hjemmestyreejede selskaber allerede er dominerende i økonomien. Og for det tredie fordi Grønland befinder sig midt i en omstillingsproces med mennesker, der flytter fra bygderne ind til byerne, hvilket øger behovet for jobmuligheder mange nye steder på samme tid.
Udviklingen af små og mellemstore virksomheder har ifølge OECD hidtil været utilstrækkelig. Reformer i form af forbedret konkurrence og mindre offentlig regulering af økonomien samt mere kvalificeret uddannelse kan fremme 'iværksætterkulturen'. Yderligere bør det offentlige overveje at belønne iværksætterbestræbelser ved uddeling af priser af typen 'Årets mest succesrige virksomhed'. En forbedret uddannelse vil lette udskiftningen af danskere med grønlændere på arbejdsmarkedet og dermed afgørende bidrage til den 'grønlandisering', som alle politiske grupperinger ønsker, omend i forskellig takt og med forskellige midler.

Det vigtigste ved rapporten er måske, at den efter den heftige og til tider noget demagogiske valgkamp forud for valget til Grønlands Landsting i februar nu giver anledning til en struktureret debat mellem de politiske beslutningstagere - i en mere konstruktiv tone, end den politiske valgkamp gav grobund for.
Ikke overraskende kan det borgerligt-liberale Atassut med den afgående partiformand Daniel Skifte mere end tilslutte sig OECD-rapporten. Mere interessant er det imidlertid, at også den regerende centrum-venstre-koalition af Siumut og IA er åben over for OECD-anbefalingerne. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt fra det midtsøgende Siumut måske mere åben en venstrefløjspartiet IA's formand, Josef Motzfeldt. Han er til gengæld den, hvis ansvarsområder i landsstyret mest direkte berøres af rapportens anbefalinger.
Der er således lagt op til en konkret debat med forhåbentlig hele Grønland som deltager. For der skulle jo ikke gerne ske, hvad nogle frygter: At OECD blot slipper den frie konkurrence løs i Grønland så ureflekteret, at Grønlænderne kun får adgang til tilskuerpladserne. Rapporten kan kun blive til Grønlands bedste, hvis hele Grønland er med til at føre den ud i livet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her