Læsetid: 3 min.

Hannibal vender grusomt tilbage

10. juni 1999

Ny krimi slår alle rekorder, endnu før den er udkommet. Der er dårlig nok gjort reklame for bogen, men det behøves åbenbart heller ikke. Der er naturligvis tale om den nye Hannibalbog

BOG PÅ VEJ
LONDON - Det en mørk og stormfuld nat i ulvetimerne mellem tirsdag og onsdag og dermed yderst passende for krimi-boghandelen Murder One i Charing Cross Road. Indehaveren, Maxim Jakubowski åbnede ved midnat, så folkene i køen uden for kunne komme til at betale god og rigelig mammon for en ny roman, der har fået feberheden frem i krimifans verden over. Med andre ord den nye roman om Hannibal Lecter.
Så stor var forhåndsinteressen for Hannibal med undertitlen The Return of Hannibal Lecter fra forfatteren Thomas Harris' hånd, at Maxim Jakubowski faktisk solgte 300 eksemplarer dér om natten og satte 200 andre til side, som folk så ville komme og hente senere på morgenen.
Allerede inden udgivelsen meldte den største Internet-boghandel, Amazon.com om rekordstort forsalg. Tusinder af ivrige læsere havde forudbestilt bogen. Ifølge den britiske avis The Observer når samtlige Internet-forbestillinger op i luftlaget omkring de 60.000. Det samme gælder i de almindelige, britiske boglader - ca. halvdelen af første optryk på 170.000 er blevet forudbestilt. På verdensplan forlyder det, at en hel million af de eftertragtede bøger var at finde i boghandler verden over fra frigivelsesdagen.

Årtiets krimi
Thomas Harris har tidligere skrevet om den sofistikerede, kødædende Hannibal - kannibalen Hannibal, som han er blevet kaldt - men det var især efter, at bogen Silence of the Lambs blev filmatiseret i '91, at Hannibal blev en rigtig stjerne. På dansk hed filmen Ondskabens øje. Den havde Anthony Hopkins i rollen som Hannibal samt Jodie Foster som FBI-agent, og begge fik Oscar filmpriser for deres indsats.
I slutningen af Ondskabens øje undslipper Hannibal Lecter, og nu har Thomas Harris altså ladet ham vende tilbage. Grusomt, naturligvis.
Bogen er allerede nu blevet udråbt til 'årtiets krimi' af kritikere, der har haft lejlighed til at smugkigge i manuskriptet. Det er sådan set meget passende, for det er sådan cirka 10 år siden, at Thomas Harris udgav den forrige Hannibal-bog.
Spekulationerne går nu på, om den nye bog også bliver filmatiseret, og i så fald med de samme stjerner. Ifølge britiske medier er filmrettighederne allerede solgt formedelst 5,6 mio. pund - omkring 60 mio. kroner.
Hvor Jodie Foster efter sigende gerne vil spille FBI-kvinden Clarice Starling igen, skal Anthony Hopkins være mere tvivlende. Nogle britiske medier har rapporteret, at han allerede har sagt ja, mens andre aviser siger, at han holder sig tibage, fordi han er bekymret for den effekt, tv- og filmvold har på seerne.
Hr. Jakubowski fra Murder One er en af de, der har haft lejlighed til at danne sig et indtryk af bogen, og han siger til The Guardian, at bogen godt nok er 'grafisk', men at den slet ikke er så slem, som man kunne frygte.
"Det er slet ikke udnyttende. Det er gjort med mere smag og tilbageholdenhed, end vi måske havde kunnet forvente. Faktisk slår Clarice Starling flere mennesker ihjel end Lecter," siger boghandleren til avisen.
Den febrile entusiasme for Thomas Harris' fiktive personage er på ingen måde forbeholdt Storbritannien, men landet her har en stolt krimi-tradition, som ikke lader sig fornægte. Hannibal-bøgerne foregår i USA, men det har ikke forhindret ærkebritiske purister i at udnævne ham til den værdige arvtager efter koryfæet Arthur Conan Doyle, hvis Sherlock Holmes havde nogenlunde samme effekt på det boglæsende publikum for ca. 100 år siden, som Harris har med Hannibal nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her