Læsetid: 4 min.

'Det hedder jo ikke et kønsmuseum'

2. juni 1999

Vi skal reformulere kønsdebatten i stedet for at fastlåse mænd og kvinder i klicheer, siger kunstneren Christian Lemmerz

KUNST M/K
Diskussionen om det mandlige og det kvindelige må aldrig afsluttes. Men der er brug for nytænkning i kønsdebatten.
Ellers bliver vi fastholdt i en polarisering af de to køn, som ikke bør finde sted, mener kunstneren Christian Lemmerz.
"Vi er nødt til konstant at stille spørgsmål ved hele kønsopfattelsen, så vi undgår klicheerne om mænd og kvinder. Selvfølgelig er kønnet vigtigt, men vi skal passe på med, at vi ikke ender op i den gode gammeldags hegelianske tankegang, hvor vi orienterer os omkring modsætninger," siger han.
Opfattelsen af, at kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars er et udtryk for polariseringen mellem de to køn, mener Christian Lemmerz.
"Og konflikten ligger jo netop i, at vi er på den samme planet og kommer fra den samme planet. Derfor bør vi gennemtænke kønsdebatten en gang til og stille spørgsmålet, om der virkelig eksisterer dette modsætningsforhold mellem de to køn," siger han.

Værket er det centrale
Af samme grund vender Christian Lemmerz sig imod tanken om at tale om maskulin og feminin kunst:
"Man skal passe utroligt meget på med, hvordan man kategoriserer. Jeg tror ikke på det maskuline og det feminine. Jeg kan godt se, at nogle værker har en kliché af det feminine aspekt i sig, og at andre er lavet af en drengerøv. Men for de værker, jeg hele tiden vender tilbage til, er det aspekt fuldstændigt underordnet for mig. Jeg tror på kunsten, og for mig er det værket, der er det centrale. Og så er det ligegyldigt, om det er lavet af en mand eller en kvinde," siger han.
Derfor vil han heller ikke selv betegnes som en maskulin kunstner.
"En stor del af min identitet er, at jeg er kunstner. Men jeg vil ikke defineres som en maskulin kunstner, og jeg kan godt blive sur, når folk siger, at mine ting skulle være specielt maskuline. Det ved jeg ikke, om de er," siger han.
Som eksempel på, hvordan de maskuline og feminine kategorier hurtigt opstår, nævner Christian Lemmerz filmen Voodoo Europa, som han lavede sammen med Michael Kvium i 1994. Filmen handlede om ti kvinder i et sommerhus:
"Dengang blev vi angrebet for, at det var en maskulin film. Men jeg er sikker på, at havde der stået Christiane Lemmerz og Michaela Kvium på den, så var den blevet set som en feministisk film," siger han.

Urørlige sandheder
Faren ved at kategorisere kunsten i forhold til kønnet er ifølge Christian Lemmerz, at kategorisering meget hurtigt fører til en fastlåsning.
"Vores kultur virker som en slags fastlåsningsproces. Man prøver hele tiden at fastslå nogle ting. Menneskets opfindelser bliver til konventioner, og konventionerne bliver til urørlige sandheder. Det er på samme måde i kønsdebatten, når man prøver at fastslå, hvad mænd og kvinder er," siger han.
Han mener derfor, at man i kønsdebatten må indtage samme kritiske rolle, som man i kunsten indtager over for kulturen:
"God kunst er en proces, hvor man stiller spørgsmålstegn ved konventioner og frigør sig fra kulturelle klicheer. Og det er på samme måde med kønsdebatten. Man er nødt til at gennemtænke denne her fiksering af kønnet. I stedet for at fastlåse mænd og kvinder i deres køn burde man åbne for en diskussion og prøve at reformulere, hvad mænd og kvinder er," siger han.

Konstant diskussion
Og netop fordi det vil føre til en fastlåsning, må diskussionen af, hvad mænd og kvinder er, aldrig afsluttes.
"Hvis diskussionen afsluttes, ender vi i en ubevidst racisme, hvor vi definerer os i negativer. Det nytter ikke noget, hvis man som kvinde tænker, at jeg er kvinde, og derfor er jeg ikke på museum og det er mandschauvinisme. Eller at man som mand siger, at kvinder ikke kan lave kunst," siger han.
At mange alligevel netop definerer sig i negativer kan ifølge Christian Lemmerz være et spørgsmål om, at de er bange for at miste deres identitet.
"Jeg tror, at mange gerne vil fastlåses, fordi de føler, de mister deres identitet, hvis de ikke bevæger sig inden for et klart defineret område," siger han.
"Men det kan også være en positiv ting at definere sig. Og det kan være en humoristisk ting at definere sig som f.eks. feministisk kunstner, netop fordi det ord ikke har været i brug i 15 år. Man skal bare passe på, at man ikke låser sig fast og bruger definitionen som en undskyldning," fortsætter han.

Ikke et kønsmuseum
Selv om kvinder er ringe repræsenteret på de danske kunstmuseer, ville det på samme måde være helt forkert, hvis kønnet skulle være en faktor i museernes indkøbspolitik, mener Christian Lemmerz.
"Det undrer mig egentlig lidt, at der ikke er flere kvinder repræsenteret på museerne. Men i det øjeblik, man begynder at bruge kønnet som begrundelse for indkøb af kunst, ville det svare til, at man gjorde 50 pct. af jordens befolkning til ofre ved at sige, at man hjælper dem, fordi de ikke kan klare sig selv. Fundamentalt set ville der ikke blive ændret på nogen ting, og derfor ville det være en ualmindelig ambulant løsning," siger han.
"Og hvad bliver så det næste? Skal man også begynde at se på, hvor mange af kunstnerne, der er vegetarer, eller hvor mange af dem, der er af sønderjysk afstamning," spørger han. Christian Lemmerz mener desuden, at de forskelle, vi i dag ser i repræsentationen af kunst fra henholdvis mænd og kvinder på længere sigt vil udligne sig selv. Dels fordi der nu er flere kvinder end mænd på akademiet, men også fordi der bliver stadig flere kvindelige kunsthistorikere, anmeldere og museumdirektører. Men han fastholder, at det er kunsten, der er vigtig. Ikke kønnet:
"Det hedder jo ikke et kønsmuseum, men et kunstmuseum. Et kunstmuseum skal være et hus for gode kunstnere, og så er det ligemeget om det er mænd eller kvinder," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu