Læsetid: 5 min.

Hjemmestyret teater

19. juni 1999

Grønland fylder politisk 20 år, men det kulturelle hjemmestyre er ældre og mere slagkraftigt

JUBILÆUM
NUUK - Det er en spøjs opgave at dække Hjemmestyrets 20 års jubilæum netop i Information. For grønlandske journalister med alder og hukommelse ved, at Hjemmestyret som idé aldeles ikke er 20, men 40 år gammel - og født i Informations spalter!
Tanken om en art Hjemmestyre for Grønland blev først af alle steder artikuleret i Information så tidligt som i sommeren 1959 - og straks videregivet af den unge grønlandske radioavis med så stor entusiasme, at indslaget endnu spontant erindes af dem, der var med dengang.
Ikke overraskende tog det en snes år, før ideen lod sig omsætte til politisk virkelighed i 1979. Mere overraskende er det, at vigtige sider af kulturpolitikken endnu 20 år senere ikke er faldet på plads.
Dette er så meget mere overraskende, som det grønlandske krav om hjemmestyre blev formuleret - og virkeliggjort - kulturelt, længe før det blev artikuleret politisk.
Der blev reelt sat punktum for integrationspolitikken, da digtere og sangere begyndte at insistere på at skrive, synge og spille på grønlandsk. Dette blev intet mindre end den grønlandske kulturs genfødsel. Her banedes vejen første gang for det senere hjemmestyre.

Teater i trods
Grønland har ventet i 15 år på en teaterlovgivning. Det grønlandske nationalteater, Silamiut, har af den grund haft et urimeligt besværligt og usikkert liv.
Silamiut har som Grønlands eneste professionelle teater - og et af de få professionelle teatre i den fjerde verden overhovedet - præsteret at overleve på disse manglende præmisser. Uden brod mod Hjemmestyret har en vellykket jubilæumsrevy ikke været.
Oplagtheden på scenen er umiskendelig. Mindre oplagt uden for scenen virker teaterlederen Simon Løvstrøm. Han føler sig slidt ned efter at have været teatrets leder gennem alle årene siden teatrets grundlæggelse i Nuuk i 1984. Ydermere har han selv instrueret de fleste af forestillingerne.
Teatret har kun overlevet, fordi grønlænderne om nogen mestrer kunsten at springe fra isflage til isflage. En teaterlov kan bringe teatret ind i mere sikkert farvand. Og teatret agter da også at fortsætte. Foreløbig er kursen udstukket frem til og med teatrets egen store 15 års jubilæumsforestilling i efteråret.
Silamiut spiller i en art trods i forhold til de kulturpolitiske realiteter. Men imponerende nok med overskud til også at fungere som en skuespillerskole, der kan finde og fastholde unge grønlandske talenter, og med initiativkraft til at gennemføre turnéforestillinger fra Thule til Australien.

Turné med talent
Med en pligt til ikke blot at spille teater i hovedstaden Nuuk, hvor kulturhuset Katuaq tilbyder hele to scener, men også til at bringe teatret ud på kystens mange små scener, bliver turnéteatrets enkle, men stærke forestillinger den mest skattede kunstart i Grønland.
Mest konsekvent skabt for denne genre er Aaju Kristian Olsens forestilling Sjælens flagrende lys. Stykket handler om tre forskellige kvinder, alle spillet af skuespilleren Bendo Schmidt. Hun er selv et stykke teaterhistorie, en af de første professionelle grønlandske skuespillere, uddannet på det Tuukkaq Teater, hun selv var med til at starte i 70'erne - og nu alene på scenen i dette stykke, der varer en time.
Hun fremstiller lige suverænt alle forestillingens tre kvindeskikkelser: Den bevidste kvinde, der påtager sig ansvaret i familien og kan træffe sine egne beslutninger, den ældre kvinde, der har mistet sine børn og ikke føler, at der er brug for hende længere, og kvinden, der er et voldsoffer.
Forestillingens inspirationskilder er udviklingen fra det gamle Inuit-samfund til det moderne 'civiliserede samfund' - vi når tæt ind på hele udviklingsforløbet i Bendo Schmidts spil. Rassi Thygesens instruktion, Anne Birthe Hoves scenografi og Henrik Brams lysdesign, der elegant udnytter havets og himlens farver til at understøtte stemninger og til konsekvent at synliggøre skuespilleren. Lyset og farverne er med til at forandre kvinden.
Med teaterproduktionens vilkår i et land uden teaterlov er det alene talent og engagement, der bærer frem til en så helstøbt forestilling, at publikum nærmest nægter at vende tilbage til den såkaldte virkelighed uden for scenen, da spillet slutter.
Bendo Schmidt har haft Aaju Kristian Olsen som lærer i psykologi. Han har skrevet stykket specielt til hende. Forestillingen er helt skabt i hendes 'fritid'. For i landet uden teaterlov sikres skuespillerens indkomst kun gennem et andet job, i Bendo Schmidts tilfælde som kultursekretær i Katuaq.
Derfor sminker hun også gerne af og vender tilbage til denne verden for med publikum at debattere teatrets vilkår i Grønland - ikke blot i rollen som kultursekretær, men også som leder af sammenslutningen af grønlandske skuespillere.
Foreningen af tre roller på scenen og to roller uden for scenen i én og samme debattør giver ballast til at tale teatrets sag.
Hver forestilling er projektorienteret og et eksperiment - også økonomisk. Bendo Schmidts tre kvinder har spillet sig selv hjem. Afgørende for hver forestillings bærekraft er, hvor mange kommuner der køber den. Typisk bliver en forestilling købt af tre kommuner. På kysten er der stor sult efter grønlandsksprogede forestillinger. Men mange kommuner har ikke råd til at købe.
Løsningen kunne blive en kombination af et Hjemmestyre, der yder produktionsstøtte, og et antal kommuner, der yder købsstøtte. Der bliver flere og flere kulturelt bevidste kommuner, som forstår, at kulturtilbud giver livskvalitet til borgerne.
Skuespillerne tynger ikke lønbudgettet. De ernærer sig til daglig i helt andre roller på kontorer, i undervisning og i fritidssektoren. Men selv ildsjæle som grønlandske skuespillere kan blive trætte. Veteranerne blandt dem har klaret at overleve samtlige kulturministre. Men de er trætte af at vente på kulturpolitisk medbør. De har hellere brugt de mange år som skuespillere på scenen end på at organisere teaterprojekter.
Måske organiserer de en dag en sådan happening i Landstingssalen, så også Hjemmestyret provokeres til at blive teaterbevidst!
En nyudnyttet overlevelsesniche er at lade grønlandske skuespillere indgå i fællesnordiske teaterproduktioner, der kommer på turné Norden rundt.

Moderne middelalder
Den grønlandske skuespiller Makka Kleist stærke spil er således med til at give det nye fællesnordiske mysterispil Skibet er ladet med... en ekstra dimension ved at udvide vores oplevelse af flerkulturel samvittighed og samhørighed.
Med den danske præst Brita Haugen som både forfatter, instruktør og den ene af stykkets fem skuespillere blandes historiske traditioner og myter med det aldrig før sete i en scenisk opfindsomhed og farvepragt, der imponerer og overrasker - akkurat som de middelalderspil, der er tydelige forbilleder.
Også rent sprogligt overrasker spillet. Det fællesnordiske mysteriespil er ikke fri for at have brod også mod de opstyltede officielle sprog fra den sydlige del af Norden, for (i samekvindens fortvivlelsesudbrud) "de tog vores sprog, Gud kunne jo ikke forstå samisk."
Ved premieren i Grønland er det en replik, der udløser maksimal lydhørhed som et indirekte indlæg i dagens grønlandske identitetsdebat.
Samtidig erindrer replikken om, at mere end noget andet - langt mere overbevisende end den politiske retorik - har teatret bidraget til, at grønlænderne har kunnet tilbageerobre deres sprog.
Hjemmestyret er en stærkere realitet på teaterscenerne end på de politiske scener.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her