Læsetid: 3 min.

Højesteret er blevet fræk

5. juni 1999

Danmarks internationale forpligtelser giver den øverste domstol mere mod på at vælte love som grundlovsstridige, påpeger juraprofessor - men de lavere retter er stadig forsigtige

LOV OG RET
Den danske Højesteret er ved at bryde tidligere tiders tilbageholdenhed over for konflikter med regering og folketing.
Trods Grundlovens tavshed om domstolenes adgang til at erklære love grundlovsstridige har Højesteret siden midten af 90'erne klart markeret en vilje til at kigge lovgiverne efter i sømmene.
Det skete først ved, at Højesteret i 1996 anerkendte "11 almindelige danskeres" ret til at sagsøge statsminister Poul Nyrup Rasmussen om grundlovsmedholdeligheden af den danske afgivelse af suverænitet til EF/EU.
Forud for denne dom havde danske domstole ellers konsekvent afvist at behandle retssager fra folk, der ikke havde en "en konkret og væsentlig interesse" i at få deres sag prøvet - forstået på den måde, at det blev krævet, at folk skulle have en personlig og helst økonomisk interesse i sagens udfald.
Højesteret fulgte op på denne ny linje, da retten i 1998 tog stilling til selve påstanden fra "de 11 almindelige danskere" om, at regering og folketing havde overskredet Grundloven ved at overlade EF og EU beføjelser i ubestemt omfang.
Ganske vist frifandt Højesteret statsministeren, men den gjorde det efter at have kigget langt nøjere på sagen, end det nogensinde tidligere var sket i grundlovssager.

Betinget frifindelse
Og man kan sige, at frifindelsen af statsministeren kun var betinget.
For Højesteret trak nemlig en grænse i sandet over for afgivelsen af yderligere beføjelser til EU.
Retten præciserede, at den forbeholder sig ret til i fremtiden at afgøre, om beslutninger fra EU overskrider grænserne for den tilladte danske afgivelse af suverænitet.
I den historiske Tvind-dom fra februar i år tog Højesteret skridtet fuldt ud:
Den væltede en lov under henvisning til, at loven var i strid med Grundloven. Begrundelsen var, at Folketinget ved at fratage 32 navngivne Tvind-skoler retten til tilskud havde gjort sig selv til dømmende magt - en rolle, der i følge 'magtadskillelsen' i Grundlovens paragraf 3 kun tilkommer domstolene.
Tvindloven var "reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist," fastslog Højesterets 11 dommere i enighed.

Pres udefra
Dermed skabte dommerne en helt ny forfatningsretlig tilstand i Danmark. Tidligere havde domstolene nok i domme udtalt, at de mente sig berettiget til at prøve en lovs overensstemmelse med Grundloven, men de havde aldrig turdet udfordre et folketingsflertal ved faktisk at bruge denne ret.
I Advokatsamfundets festskrift i anledning af Grundlovens 150-års jubilæum peger jura-professor ved Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen på en række årsager til Højesterets vovemod over for politikerne.
"Vort medlemsskab af navnlig EU og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention lægger et pres på de danske domstole," skriver Haagen Jensen.
Han forklarer det med, at det både for dommerne og Danmark "er ubehageligt, hvis en dom om frifindelse for overtrædelse af Grundloven følges op af en dom i Strasbourg eller Luxembourg for overtrædelse af menneske- eller grundrettigheder."
Han peger også på, at danske dommere igennem samarbejdet over grænserne kommer i kontakt med "internationale domstole, som følger en anden og mere aktiv linje, end vi er vant til."
Nok overtager danskerne ikke de andres måde at gøre tingene på, "men det kan give en vis afsmitning".

J. B. Estrups skygge
Ligesom andre af bidragyderne til Advokatsamfundets jubilæumsskrift fremhæver Haagen Jensen, at danske dommeres historiske skyhed over for en høj politisk profil skyldes, at befolkningen til langt ind i dette århundrede huskede, at domstolene havde bakket op om det reaktionære Estrup-godsejerstyre og havde godkendt dets anvendelse af provisoriske love.
"Nu er slagskyggen fra provisiorietiden helt og aldeles væk," mener Claus Haagen Jensen. Han mener ikke, at domstole fremover vil tilrane sig magt i grundlæggende politiske spørgsmål:
"Jeg tvivler ikke på de danske domstoles evne til at holde balancen mellem eftergivenhed og juridisk aktivisme."
I festskriftet fremhæves det tværtimod af Jon Andersen, der er kommitteret hos Folketingets Ombudsmand, at domstole på et lavere niveau end Højesteret stadig er tilbageholdende med at vurdere danske love kritisk.
"En sådan praksis med dristige og friske grundlovsfortolkninger i alle mulige byretssager ville naturligvis heller ikke være ønskelig," skriver Jon Andersen, der dog samtidig må konstatere, at:
"Byretterne er gennemgående så tilbageholdende og forsigtige, at det svækker de overordnede reglers retskraft."
Som løsning peger Jon Andersen på, at de underordnede retter bør have mulighed for at forelægge sådanne mulige grundlovskonflikter direkte for Højesteret - eller for en særlig forfatningsdomstol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu