Hvad har splatterreklame til fælles med finsk finfølelse?
PIX
NÅR JAGTEN på forbrugernes opmærksom og penge går ind, og befolkningen til formålet er splittet op i passende portioner, kaldet segmenter - så er det vigtigt at holde hovedet koldt. Det kan ske på to måder: Man kan hakke hovedet af og lægge det i køleskabet, eller man kan overhælde det med koldt vand. Fremgangsmåderne er illustreret i de hosstående annoncetyper.
BLINK er et tøjfirma, der vil have os til at stikke hovederne sammen med en ekspedient og benene i et par nye bukser. Men først skal man have ørenlyd, og den skaffer man med et visuelt slag i ansigtet på den uforberedte forbruger og læser af magasinet The Face.
Med en computer har Blink parteret et par unge mennesker og iført dem datomærkning og kilopris. Emballeret i plastic er kødet klar til supermarkedets køledisk, hvorved udtryk som "en god steg", "dit kødhovede" og "giver du en hånd" får en ny dimension.
Hvis enkelte læsere skulle mene, at her overskrides ækelhedens helligste tærskel, eller at Benettons politiserende og Rem Rems forbudte og smukke reklamer bare er bedre, eller at Blink blot sejler i det blodige kølvand efter splatterforfatteren Bret Easton Ellis (for nu ikke at nævne Informations igangværende sommerroman) - ja, så har de alle nok ret.
Umiddelbart leverer Blink ren overflade, et billigt fototrick, der skal få os til at spærre øjnene op, og som savner enhver relevans til produktet, disse jeans. Men er den håndfaste "opdeling af målgruppen" og livsstilsalgets kyniske markedsmentalitet ikke netop sat til debat med et ironisk billede? Er den teknisk veludførte og layout-mæssigt enkle annonce ikke på bølgelængde med et flygtigt modeprodukt? Og hvad er det i øvrigt for en dobbeltmoral, som forlanger, at reklame bør have dybde?
HELSINKI er europæisk kulturby i år 2000, hvilket byen i samarbejde med luftfartselskabet Finnair søger at fortælle resten af verden i en serie annoncer, blandt andet indrykket i magasinet Time.
Budskabet er, at man kan vække sanserne i den finske hovedstad, som ifølge billederne forunderligt nok er fattig på huse og rig på natur.
Her bader man efter dogme-opskrift hovedet med koldt vand fra en håndholdt spand (den gale finne glemte endda at afføre sig benklæderne først). Råt.
Og kvinden (se illustrationen øverst på forsiden af denne avis) flyver ikke med Finnair, selv om det kunne minde om det, for hun er der jo allerede og behøver bare slå håret ude, smide bh'en, stige op på skammelen og brede armene ud for at få feminin og frigjort luft under vingerne på den helt rigtige nede-på-jorden manér. Ægte.
Det er bare, så det suser i ens indre birketræ, og den velmenende briefing af reklamebureauet formelig lyser ud af det kreative arbejde, og hele sanseligheden er holdt i intellektuel sort-hvid fotostil, som må få reklamens skrappeste smagsdommere til at smælde med tungen.
SANDHEDEN er, at Helsinki-annoncerne ikke kunne undvære Blink & co. Farveladen, det overfladiske, provokationerne. Uden alt dette havde Helsinki ingen baggrund at profilere sig på, og antydningen af modkultur - som godt nok befinder sig fa retruende tæt på klicheen - ville glide i et med tapetet.
Man tør knap tænke den tanke til ende, at alle reklamer så ud som Helsinkis. Lige så kvælende øko-fascistisk reklamen ville være, hvis korrektheden var global, lige så appetitlig og fristende "skandinavisk" er den i begrænset omfang tæt på det etniske udgangspunkt.
Blink- og Helsinki-annoncerne viser, at god reklame er kompromisløs, hvad enten den er plat eller dyb, og at den kun bør nydes i småbidder.
