Læsetid: 6 min.

Hvorhen nu Jugoslavien?

5. juni 1999

Det er uklart, hvilke konsekvenser det serbiske parlaments godkendelse af Kosovo-fredsplanen får for den videre politiske udvikling i Jugoslavien

Analyse
Flere ting står klart efter torsdagens sensationelle afstemning i Serbiens parlament om fredsaftalen om Kosovo.
For det første er den, ganske som man kunne forudse, blevet solgt i medierne af regeringens støtter som "en beslutning, der har bragt fred og standsning af 'aggressorens' bombninger og ødelæggelser af landet og sikret Kosovo som en del af Jugoslavien".
For det andet har lederen af det Serbiske Radikale Parti (SRS), viceministerpræsident Vojislav Seselj, distanceret sig fra denne idyllisering af aftalen og erklæret, at hans parti ikke vil være at finde mere i regeringen, hvis der kommer NATO-tropper fra angriberlandene ind i Kosovo.
For det tredie har vedtagelsen af fredsaftalen med det overvældende flertal 136 mod 74 vist, at SRS, Serbiens næstestørste parti, som har 82 pladser i parlamentet, det vil sige over en trediedel, i dag står isoleret. Hvilket ikke kan undre, da det er Seselj som mere end nogen anden serbisk politiker har ønsket en radikal løsning på Kosovo-problemet og formentlig er den, som har det største politiske ansvar for Kosovo-albanernes masseflugt. Fredsplanens vedtagelse er også et nej til hans eventyrpolitik, der har virket som en boomerang for Serbien.

Glad Draskovic
Dette befrier naturligvis ikke politikerne fra Milosevic' og Milutinovic' socialistparti SPS, fru Milosevic' venstreunion JUL eller regeringens mindre støttepartier for deres politiske medansvar. Kun lederen af den serbiske fornyelsesbevægelse SPO, Vuk Draskovic, står med nogenlunde rene hænder, fordi han under krisen sagde fra over for regeringens misbrug af medierne og blev fyret for ulydighed.
Det er nok en af grundene til, at Draskovic var den politiker, der så gladest ud, da afstemningen var i hus - i modsætning til en række af de andre medlemmer, som så dystre ud - nogle slog endda kors for sig.
Nogle serbiske iagttagere mener, at det, der nu vil ske, er, at Seselj trækker sig ud af regeringen eller fyres, mens Draskovic tages ind og tilbydes posten som Serbiens ministerpræsident. Og det skulle være sært, om han ikke ville tage imod det.
Denne karismatiske politiker, historiker og skønlitterære forfatter har kæmpet for at få del i magten i Serbien siden årtiets begyndelse. Og han ville være et naturligt valg for en Milosevic, der gerne vil give sit land et mere demokratisk ansigt udadtil uden at måtte give afkald på for meget af sin personlige magt.

Alliancen til forandring
Men netop et sådant scenarie frygtes af de partier, som står bag dannelsen af 'Alliancen for forandring', et nyt forsøg på at samle de splittede oppositionspartier mod regeringen i en konstruktivt og slagkraftigt samarbejde.
Der er et enkelt større parti i denne gruppe, Zoran Djindjic' Demokratiske Parti, ellers består alliancen af småpartier.
Den lider formentlig af den samme svaghed som den gamle 'Zajedno' (Sammen) alliance fra 1996-97, som brød sammen på grund af uoverensstemmelser mellem de to centrale ledere, Djindjic og Draskovic. Det er traditionelt svært for jugoslaviske partier at give køb på deres særstandpunkter og deres lederes personlige ambitioner. Men forhåbentlig har oppositionen lært noget af den katastrofale og selvdestruktive opløsning af Zajedno for to år siden.
Zoran Djindjic er en interessant politisk figur. Han var nationalist engang, men fremtræder i dag som en vestligt orienteret leder, og han de sidste år ført en klar afvisningslinje over for Milosevic.
I modsætning til Draskovic har han ikke stillet op til det serbiske præsidentvalg, fordi han anså valgkampbetingelserne for unfair, og han går i dag klart ind for, at Milosevic må væk, hvis Serbien og Jugoslavien skal have en bedre fremtid.

Valg er løsningen
Til denne 'afvisningsfløj' hører også et andet prominent medlem af Alliancen, den tidligere general Obradovic, leder af det lille socialdemokratiske parti. Ligesom den serbisk-amerikanske-serbiske mangemillionær Milan Panic, som helt tilbage i 1992 udfordrede Milosevic netop på Kosovo-spørgsmålet, men led nederlag til ham i det serbiske præsidentvalg i december 1992.
Panic forsøger ligefrem at overtale vesten til ikke at yde Jugoslavien nogen som helst støtte, før Milosevic er væk.
Men hvordan skal man få Milosevic fjernet, nu hvor alt tegner til, at han undgår af NATO? Svaret burde være indlysende: Gennem demokratiske valg.
Det sørgelige er imidlertid, at der er længe til næste valg, faktisk to år. Derfor har Zoran Zivkovic, vicepræsident for Djindjic' Demokratiske Parti og borgmester i Nis, krævet, at der udskrives nyvalg nu. Problemet er blot, at ved Draskovic' støtte til regeringen vil Seseljs eventuelle udtræden af den ikke få parlamentariske konsekvenser. Og i øvrigt er det ingenlunde sikkert, at Seselj, når alt kommer til alt, træder ud, selvom der kommer "aggressorstyrker" til Kosovo.
Juraprofessoren fra Pristina har før gjort overraskende krumspring for at opnå eller bevare magt.

Grebet om medierne
Skal et nyvalg føre til ændringer, er det også vigtigt, at mediesituationen ændres, så regeringen ikke ved sin jernhårde styring af de centrale medier kan hæmme den frie debat, som skal gøre det muligt for oppositionens politikere at vinde tillid i befolkningen og mobilisere det store antal sofavælgere.
Man bør ikke glemme, at anden valgomgang af det serbiske præsidentvalg i efteråret 1997 blev erklæret ugyldigt, fordi mindre end 50 procent af vælgerne havde afgivet deres stemme. Mange stemmer ikke i dag, fordi de anser det for håbløst på forhånd.
Men der er en helt anden mulighed for hurtig politisk fornyelse: den 'montenegrinske model'. Det, der bragte den montenegrinske reformledelse under Milo Djukanovic til magten i Podgorica 1997/98, var et oprør inden i det regerende montenegrinske socialistparti, rettet mod dets leder Momir Bulatovic, Montenegros præsident siden 1989.

Modkup mod Milosevic
Det kan ikke udelukkes, at noget lignende kunne sket inden for Milosevic' og Milutinovic' parti SPS, eventuelt kombineret med kræfter inden for venstreunionen JUL. Man kan her minde om, at det var præcis den måde, Milosevic selv kom til magten på i 1987, da han iscenesatte en paladsrevolution i det daværende serbiske kommunistparti for at gennemtvinge sin repressive Kosovo-politik.
Det ville være skæbnens ironi, hvis Kosovo nu blev anledningen til en modkup mod Milosevic og hans støtter.
Det er her afgørende, hvordan situationen efter fredsaftalen udvikler sig. Hvis det for stadig flere af regimets støttet står klart, at Milosevic står som en hindring for en normalisering af Serbiens økonomiske situation og forhold til omverdenen, vil der være en tilskyndelse til at sadle om for at redde sig over i den ny orden, mens tid er. Således som Djukanovic gjorde.

Den bosniske løsning
En tredie mulighed er, hvad man kunne kalde en 'bosnisk løsning': At den indre opposition i regeringspartierne ville forene sig med oppositionen udenfor og enes om en kompromiskandidat, som i første række kunne blive ministerpræsident, i næste omgang præsident.
Måske kunne de endda enes om, sammen med Djukanovic, at afsætte Milosevic som forbundspræsident. En sådan kompromiskandidat kunne komme fra et af de små partier, som det skete med Milorad Dodik i Republika Srpska i Bosnien.
Men oppositionen, uanset hvordan den er sammensat, skal være enig og beslutsom for at kunne erobre magten i Serbien.

Udenlandsk støtte
Milosevic har før vist sig som en mester i at udnytte modstandernes indbyrdes modsætninger. Spørgsmålet er, om han nu er så svækket af otte års tilbagetog, fra Slovenien til Kosovo, at hans bagland gør op med ham og gennemtvinger et systemskifte.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at et sådant finder sted på lovlig parlamentarisk vis, og indefra. Kun dermed vil Serbien kunne få den demokratiske udvikling, som vil sikre landets normalisering og integration i Europa.
Hvad kan man udefra gøre for at støtte en sådan udvikling?
Først og fremmest at være vågen og generøs, og give tid og opmuntring.
Som man har gjort det i tilfældet Montenegro, hvor der bl.a. fra dansk side er blevet gjort et udmærket indsats for at stimulere moderniseringen.
Den bør fortsættes, så Montenegro bevares som en foregangsrepublik og ikke bliver offer for et konservativt tilbageslag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her