Læsetid: 4 min.

Idealister

3. juni 1999

Kun en tåbe frygter ikke Mogens Camre, og det er et held, for så behøver han ikke at gå rundt og være bange for sin egen skygge

Befriet område
På det Indre Nørrebro ligger et topmoderne trykkeri. Den nye microteknologi har vendt strømmen af industrier, der flytter ud fra byen. Bogtrykker Amman tager personligt imod alle kunder. Han er en lille venlig mand med rare øjne, der omfatter alle ordrer store som små med samme faderlige kærlighed. Han elsker sit trykkeri og sætter en ære i at udforme hver tryksag nøjagtig efter kundens ønsker. Han er en idealist.
I de trange lokaler kommer og går dagen igennem en strøm af mennesker. Deres diskuterende stemmer overdøver hviskelydene fra den kompakte computerstyrede trykmaskine. I det lille forlokale udspinder sig mange samtaler om store emner. Det er folk der har noget på hjertet, der kommer til bogtrykker Amman med deres manuskripter.
Han står bag publikationerne fra foreningen Stop Kloakerne , der mener at menneskeafføring skal genbruges i nærmiljøet. Hans hjertebørn er de pacifistiske organisationer Nej til Atomvåben og Aldrig Mere Krig, selv om de ligger i bitter indbyrdes strid om vejen ad hvilken. Han udsender debatbøger og tidsskrifter, hvis indhold er ham personligt imod, men han gør det alligevel, fordi han elsker menneskeden og den frie brydning mellem meninger. Han er en altruist.
Jeg er netop blevet sendt i aktivering hos bogtrykker Amman. Egentlig har han ikke brug for mere hjælp, for han har allerede to andre aktiverede. Den ene putter papir i maskinen og skifter farvepatroner, han er kandidat i nordisk filologi. Den anden udskriver regninger på computeren i det lille kontor, hun er magister i oldgræsk. Min opgave er at feje spindelvæv ned fra lofterne, fordi rengøringsassistenten ikke kan nå at rette ryggen så meget at hun kan få det med, når hun skal klare bordplader og gulve på den normerede tid. Fire gange om dagen går jeg en runde med min kost, ellers sidder jeg i forlokalet og læser eller lytter til de mennesker, der har deres gang i trykkeriet.

Roden til alt ondt
Dér kommer socialministeren. Hun vil se første korrektur på Lediggang er roden til alt ondt, hvilket er titlen på hendes nye bog. Og i forlokalet sidder allerede landsformanden for ULD (Uanbringelige Ledige i Danmark), der stædigt hævder at tvangsarbejde aldrig har gavnet nogen. Undtagen hvis det udføres i stor målestok, så der kan komme nogle pyramider eller en kinesisk mur ud af anstrengelserne. Og de to ser skævt til hinanden og veksler knubbede ord. Og ULD-manden hævder vredt, at arbejdsløshed er et uomgængeligt markedsvilkår, og at den nye bestræbelse på at tvinge alle i arbejde kun er et forsøg på at hindre yderligere socialdemokratisk vælgerflugt til Dansk Folkeparti.

Båse, kasser og grupper
Kun en tåbe frygter ikke Mogens Camre, og det er held, for så behøver han ikke gå rundt og være bange for sin egen skygge. Og socialministeren vrider sit ansigt i overmenneskeligt bekymrede folder og forlanger den ind-rømmelse, at mennesker, der føler sig nyttige og brugbare, har det bedre, end mennesker der ikke gør.
Og bogtrykker Amman griber ind og glatter ud og trækker ministeren ind på kontoret og præsenterer hende for nogle korrekturaf-træk af bogens plancher, der illustrerer den nuværende regerings enestående succes med at placere arbejdsløse mennesker i båse, kasser og grupper, der får den registrerede ledighed til at falde. Dem i kasserne kan ministeren så råhjælpe til de segner.
Dér kommer John Iversen. Han har et eksemplar af sin nye debatbog Godnat Mor Danmark under armen. Formanden for Europa Uden Grænser erklærer vredt, at Iversen er en vindbøjtel og en spradebasse, der for at placere sin egen person i debatten forplumrer udsynet til det EU, der efter formandens mening er en livsnødvendighed for Europa. Og talskvinden for Kalenderbevægelsen , hvis tidsskrift også udspys af bogtrykker Ammans nye trykmaskine, hilser slet ikke på Iversen, der vistnok indtil fornylig var medlem af et EU-skeptisk parti. Nu er han en forræder, der har skiftet fokus til, at topministrene bevidst undlader at fortælle befolkningen sandheden om udviklingstakten i samarbejdet mellem nationalstaterne i EU.

Livet for kort til Iversen
Bogtrykker Amman kommer ilende til og beskriver Iversen som en idealist, der har viet sit liv til at placere Danmark i Europa.
"Og hvornår afslører Hr. Iversen så, at socialpolitikken i virkeligheden er en kontrolforanstaltning, og ikke en hjælp til de svage det går udover?" spørger ULD-manden. Og at forsvaret er en eufemisme for et krigsapparat, der skal bruges til at klø USA på ryggen?"
Men Iversen smiler jovialt og går direkte ind på Ammans kontor.
"Du sidder bare dér!" siger ULD-manden til mig, vred over at være blevet ydmyget af Iversen. "Har du ikke en mening om noget?"
Jeg forklarer ham, at i min situation som aktiveret giver det ingen mening at have en mening. De svage har betingelsesløs ret til hjælp. Så kan de mene, hvad de vil. Men jeg vil da godt medgive ham, at lige som livet engang var for kort til kvindehåndbold, således er det nu for kort til John Iversen.
Og hvor sentensen om kvindehåndbold stadig gælder, omend den nu er kommet til at betyde, at der er så mange fremragende kvinder i den sport, at det er uoverkommeligt at se dem alle, så vil en tilsvarende forskydning af betydningsindholdet i udsagnet efter min bedste formening aldrig ske for min bror i fornavnet.
ULD-manden sidder helt paralyseret. Ud af øjenkrogen ser jeg hvorfor: Anja Andersen er på vej ind ad døren med et manuskript under armen. Hun har et kame-rahold i røven. Eller to. Og en ung pige der ser ud til at have vundet en dag med Anja i en pakke Crunchy Nuts. Jeg springer op og griber min kost. Nu er det hver mand for sig!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu