Læsetid: 4 min.

Imperialistens søvnløse regime

26. juni 1999

Autentisk baby redder Greenaways '100 objekter', der repræsenterer verden fra at blive kvalt i formtyranni

Open mind
Langt ude i verdensrummet sejler to rumskibe med materiale, der i fotos, lyd og tegninger skal give eventuelle rumvæsner et billede af livet på jorden. Materialet i de kosmiske flaskeposter, der blev opsendt med Voyager rumskibe fra Cape Kennedy i 1977, blev udvalgt af en samling fortrinsvis tyske raketingeniører fra NASA. Ingen spurgte før opsendelsen os jordboer om, hvad vi mente ville være et repræsentativt billede af vores art og klode. De eventuelle rumvæsner, der måtte finde NASA's flaskepost, ville blandt meget andet ikke høre om multikunstneren Peter Greenaway. Greenaway var i slutningen af 70'erne var en londonsk undergrundskunstner og bogillustrator, der tjente sit levebrød som film-mager ved det engelske kontor for propagandafilm, hvor han lavede i hundredvis af småfilm af typen Oplysning Borger Samfund. Måske var det Greenaways irritation over censuren hos det, der vel var det engelske svar på Statens Filmcentral, der fik ham til at rase så meget over NASA's kosmiske flaskepost, at han 15 år senere - i 1992 - lavede sin egen liste med 100 objekter, der repræsenterer verden, og udstillede den på Hofburg Palace i Wien.

Med hvilken ret?
"Med hvilken ret bilder NASA sig ind, at deres raket repræsenterer vores planet, når de ikke har spurgt os om hverken tilladelse eller råd?" spurgte Greenaway dengang.
I 1997, da han forlængst havde markeret sig som plot-fornægtende filminstruktør med en besættelseslignende forkærlighed for tal, lister og spil samt bizarre tableauer og sprængte kreaturer og kastratsang, gentog han udstillingen i Paris.
"Milleniets slutning rykker nærmere," skrev Greenaway i 97, "der laves lister og fældes domme som aldrig før. Derfor er det stadig aktuelt at vi giver vores eget bud på 100 objekter, der repræsenterer os."
Efter at have rejst verden tynd med sine 100 objekter, kommer Greenaway i 1999 til København. Torsdag aften blændede Københavns Internationale Teater op for fire dages seance med den britiske billedmagiker, der til lejligheden har lagt beslag på Torpedohallen på Holmen og inviteret studerende fra Holmens kunstskoler til at deltage i spøgen. Greenaway taler altså ikke i majestaetis pluralis, når han siger 'vores bud' på 100 objekter. Foran den akvarielignende scene, hvor Greenaways egen såkaldte prop-opera med 100 objekter løber af stablen som en mellemting mellem teaterstykke og multimedial associationsleg, står som et værk i værket de studerendes i alt 100 bud på objekter, der repræsenterer verden. Disse 100 bud holdes hver indenfor et kvadrat på 1 x 1 meter, svarende til størrelsen på den tavle med informationer, der sendtes ud i verdensrummet med Voyager-raketterne.
Greenaways forestilling følger et ret enkelt og stift, rituallignende mønster. Objekterne remses op fra nummer ét (solen) til nummer 100 (is), og undervejs forsynes hvert objekt med associative over- og undertoner af dels en skolelæreragtig speakerstemme, dels en håndfuld stramt styrede skuespillere på scenen, og endelig af dias med tekst og billeder, der projiceres på de fire gennemsigtige lærreder, der indrammer scenen. Glem alt om handlingsforløb eller karaktertegning, spændingen skabes af scenens konstante forvandling. Greenaways objekt-performance er som at se et fyrværkeri eller glo ind i et kaleidoskop.

På linje med vin Trier
Hvis man endelig skal destillere en historie ud af Greenaways objektparade, kunne det være den gode gamle eurocentriske historie om imperiets fald og den rationelle hvide europæiske mands kommen til kort over for døden, seksualiteten og den forbandede ungdom, der med djævlens vold og magt skal holdes nede, så traditionerne kan bestå.
Peter Greenaway er på kunstnerisk og intellektuelt korstog mod mainstream-filmens lineære fortælleprincip, som han hævder er en slags illustreret roman. Ifølge Greenaway har filmen som visuel udtryksform aldrig fundet sine egne ben at stå på, men instruktøren aner et håb i moderne tekniks mulighed for interaktivitet og multimedial samleg.
Greenaway vil ud af biografens mørke og have publikum aktivt ind i filmens billeder, lidt på linie med Lars von Triers intentioner bag film/ internetprojektet www.armybase.com. Greenaway barsler med et multimedialt internetprojekt, der skal supplere hans kommende tre film. Der loves interaktivitet, medleven og film af mere åbne dimensioner end vi er vant til.
Hvad multimedier angår spiller Greenaways 100 objekter på alle tangenter, mens det tilsyneladende er interaktiviteten, der er instruktørens achilleshæl. Greenaway styrer som en minigud i sit eget univers alt ned til mindste detalje. Det er formentlig med dyb ironi, at Greenaway presser blomsten af Danmarks kreative ungdom ind i 100 små kasser, og at den eneste spontanitet i hans prop-opera præsteres af en til lejligheden fundet, 100 pct. autentisk baby, der repræsenterer objektet en baby og bæres ind på scenen af sin mor.
Babyen virrer med hovedet og skotter desorienteret rundt i Greenaways bizarre objektakvarium, og i det øjeblik er instruktøren, NASA og barnet verden, der har mulighed for at rejse Greenaways spørgsmål på ny: "Med hvilken ret bilder Greenaway sig ind, at hans bizarre prop-opera repræsenterer vores planet, når han ikke har spurgt os om hverken tilladelse eller råd?"

Skriger på indre oprør
Babyen er forestillingens spontane kontrapunkt, men selv den er styret og iscenesat. Hvis Greenaways forestilling blev sendt ud i verdensrummet og fundet af aliens, ville de tro at jordkloden var beboet af encyclopædiske kontrolfreaks. Men flaskeposten ville - i modsætning til NASA's - være påklistret en stor etiket med teksten HJÆLP! Og endelig ville der være babyen, spontan, åben og med følelser. Babyen tav, men Greenaways værk skriger på en sprængning af sin egen form, på et opgør med den indre imperialists søvnløse regime. Omstyrtelsen kommer dog næppe fra ham selv, uanset hvor tit han påstår, at filmen er død og går på Internettet med sine mentalekvilibristiske drillerier.
Opgøret kommer først, når og hvis kunsteleverne bryder ud af de 100 kasser, de allernådigst har fået tildelt af hans excentriske højhed, kontrolfreaken Peter Greenaway.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her