Læsetid: 4 min.

Ingen penge ingen EPO

10. juni 1999

Cykelryttere er jaget vildt, som konstant udsættes for dopingkontrol og anden chikane. Hvorfor? Der er jo ingen problemer i cykelsporten. Uddrag af en professionels dagbog.

Befriet område

Dag 1 - Tirsdag
Det begyndte ikke så godt. Jeg lå i sengen på hotellet og kiggede på droppet, som roligt dryppede slørestoffer og vitaminer (A-vitamin, B-vitamin, De ved nok...) ind i mine årer. På gulvet stod min kondicykel. På natbordet lå puls-alarmen ved siden af en bog af en dansk bjergbestiger. Koldt på Toppen, hed den. Eller var det Tynd i Toppen? Nå, billederne var i al fald flotte.
Mens jeg lå i sengen, tænkte jeg over mit problem. Jeg var løbet tør for EPO. Dagen før tog jeg turen gennem feltet for at høre, om nogen havde noget i overskud. Uheldigvis gik der rygter om, at min kontrakt ikke bliver forlænget, og det er som historien om barnet og småkagerne: Ingen penge, ingen EPO. I det samme kom min belgiske soigneur ind på værelset. Jeg så på ham med en junkie's sultne øjne.
"Fik du noget? Fik du noget?" Han smilede og tog et glas med ampuller op af lommen.
"Special price for you, my friend."

Dag 2 - Onsdag
Min pulsalarm gik i gang i nat. Det sker, når pulsen bliver for lav. Min sportsdirektør siger, det er fordi, EPOen tykner ens blod, og så skal man holde lidt igen. Det tror jeg nu ikke på. Jeg har taget EPO i årevis uden problemer af nogen slags. Alarmen gik klokken 02.15, og jeg måtte på kondicyklen for at få pulsen til at stige igen. Mand, hvor svært det er at køre cykelløb, når man har siddet på en kondicykel hele natten. Det forklarede jeg sportsdirektøren næste morgen. Han kunne godt se problemet og gav mig noget amfetamin, som nok skulle hamre noget liv i mig.
"Very good for pulse, yes."
I øvrigt klarede jeg mig skidt i dag. Der er noget nyt EPO i feltet, som gør, at folk napper bjergene med 50 km/t. i snit. Selv satte jeg to timer til og kom kun i mål indenfor tidsgrænsen, fordi jeg på den sidste stigning gemte mig i bagagerummet på en is-bil.

Dag 3 - Torsdag
Jeg sov heller ikke i nat. Amfetaminen gjorde min øjne så store som møllehjul. I dag var pressen inviteret ind på hotellet. For at undgå misforståelser, havde min sportsdirektør givet mig en seddel, hvorpå der stod aftalte svar på kritiske spørgsmål. Standard-svarene lød:
1. Jeg kender ikke til dopingproblemer i cykelsporten.
2. Jeg går ind for en ren sport.
3. Cykelryttere bliver testet oftere end alle andre sportsfolk.
4. Det er ikke mine tal.
5. Min soigneur tissede i flasken ved et uheld.
Jeg fyrede hele svadaen af på en gang, hvilket fik journalisterne til at kigge måbende på mig. Det viste sig, de spurgte til min kones graviditet.

Dag 4 - Fredag
Jeg er ikke heldig for tiden. Mens jeg spiste morgenmaden, blev min EPO stjålet. Og det er ikke det hele. Min soigneur har ikke betalt dealeren, fordi jeg er flad. Under dagens etape kom en af italienerne i feltet hen til mig:
"You pay for EPO, or you fall down from mountain. Capice?"
Betaler man ikke sin EPO til tiden, risikerer de andre ryttere at miste deres faste dealer, hvorfor der vanker en kollektiv afstraffelse. For det ikke skulle være løgn, skulle jeg også til dopingprøve samme aften. Heldigvis lader UCIs kontrollører et ord sive på forhånd. Ellers ville ens arbejdsbetingelser da også være helt urimelige Ens hæmatokritværdi må ikke være over 50, hvilket den altid er. Løsningen er en halv liter saltvand, som pr. drop pumpes ind i blodbanen. Før en kontrol sidste år faldt min hæmatokritværdi fra 83 til 49 på to timer.
Og så er det er slet ikke farligt.

Dag 5 - Lørdag
Feltet er stadig på nakken af mig, og et uheld kommer sjældent alene. I dag var der sponsorbesøg. Sponsorerne er for tiden enormt bange for at blive rodet ind i dopingskandaler. Når så bestyrelsen for den bank eller det teleselskab, der sponserer holdet, kommer på besøg, spørger de altid:
"Nu bruger I vel ikke doping?"
Hvorpå alle rytterne smiler og sværger ved deres ufødte børn på, at det kunne de aldrig drømme om. Fy da! Derpå ånder sponsorerne lettet op, åbner kaviaren og champagnen og brokker sig så over de dårlige resultater. Det er altså ikke let at være cykelrytter!
I dag vandt en spanier i øvrigt etapen. Ryttere i feltet, kalder ham for Seven-Eleven, fordi hans hvilepuls er historisk lav. Eller også er det fordi, ingen længere har overblik over, hvor mange dopingdomme, han har fået. Men køre opad, dét kan han. Jeg må høre, hvor han køber sin EPO.

Dag 6 - Søndag
Jeg har stadig ingen penge, ingen EPO, ingen venner og i dag fik jeg ovenikøbet et skub ud over autoværnet på en af nedkørslerne.
Mens jeg tumlede ned af bjerget grinede de andre ryttere oppe på vejen. Jeg landede i en vinmark nede af bjerget, hvor en deling af det lokale narkoti-kapoliti sad og spiste deres frokost. Det var dråben. Jeg magtede ikke mere. Jeg ville hjem.
Rytterne holdt ellers fest om aftenen med billedlotteri og det hele. Man kunne vinde et års forbrug af EPO og kanyler, og bagefter skulle vi se Dommedag Nu. Jeg ville hellere se Pusher, men det ville de spanske ryttere ikke. De troede, det var en dokumentarfilm om Vueltaen. I alle tilfælde er jeg skredet, for min fremtid er sikret. Når man er professionel cykelrytter, er der altid brug for én, og jeg har allerede fået tilbudt et nyt job.
Som kommentator på TV 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu