Læsetid: 4 min.

Intet mindre end Verden

22. juni 1999

Det franske dagblad Le Monde er uafhængig, borgerlig - og stinkende seriøs

SOMMERKIOSK
Man får den tidligere, hvis man køber den i løssalg, end hvis man er abonnent. Den udkommer om eftermiddagen, men er dateret til næste dag. Formatet er større end Ekstra Bladets og mindre end Informations. Den ser med sit navn skrevet i den tidligste bogtrykkunsts gotiske skrift ud til at have eksisteret altid. Men det har den ikke: Le Monde fejrede 1994 sin 50 års fødselsdag i en redaktionel og økonomisk bølgedal, men har her fem år efter rekordhøje oplagstal.
Når man skal beskrive en avis, der i den grad er en institution, får man lidt samme fornemmelse, som hvis man blev sat til at beskrive de huse, man går forbi hver dag eller kassedamen i Netto. Le Monde er en del af landskabet, den foldes ud på cafeer og kontorer - det er redaktionens mål, at den skal være ude i pariserområdet inden frokost, så den bliver forretningsfrokosternes samtaleemne - og når pariserne vender næserne hjem i metro og busser, er de oftest gemt bag den let genkendelige forside, der samtidig forlener hvem som helst med en absolut seriøst look.
Når avisen næste dag er nået ud i landets og verdens fjerneste kroge, har over to mio. mennesker stukket næsen i de over 500.000 daglige eksemplarer.

Arv fra de Gaulle
At sætte dagsorden og være seriøs er avisens formål. Ideen var general de Gaulles - der i sine refleksioner over Frankrigs genopbygning efter krigen, indså nødvendigheden af, at der i landet fandtes en seriøs, troværdig avis, ikke mindst set fra udlandets side. Der var tre redaktører fra starten, men det skulle blive Hubert Beuve-Méry, der som bladets direktør indtil 1969, skulle få afgørende indflydelse på bladet. Beuve-Méry var da også blevet hjulpet ud af en fattig barndom af munke, og startede sin journalistiske løbebane ved avisen Nouvelles Religieuses. Og sandheden skulle hverken pyntes eller korrumperes. Han citerede Charles Péguy : "Man skal sige sandheden, hele sandheden, den dumme sandhed siges dumt, den kedelige sandhed siges kedeligt, og den triste sandhed, trist."
Sandheden kræver en økonomisk uafhængighed, som bladet til enhver tid har hæget om. I 50'erne, hvor avisens økonomiske problemer ingen ende vil tage, afslog Beuve-Méry et tilbud fra en pressegruppe på 50 mio. franc og styrede bladet igennem med lavvande i kassen. En redaktørkone, der havde vovet at brokke sig over sin mands løn, måtte forlade kontoret med ordene "præstekoner beklager sig vel heller ikke?" Ved redaktionsmøderne i dag er klosterånden stadig til stede: De foregår stående, sandheden tåler ingen mageligheder, og da slet ikke, at man falder i søvn.
Det er stadig ikke tilladt at falde i søvn hverken i den økonomiske uafhængighed, der sikres af en indviklet udtænkt aktionærsystem, med både redaktion og medarbejdere som deltagere, men heller ikke i politisk konformisme. Beuve-Méry holdt fast i sin elskede sandhed, og gik i den forbindelse stik mod de Gaulle om krigen i Algier, hvor denne forsøgte at give ham mundkurv på. I 80'erne tog Le Monde traditionen tro fat i den franske stats engagement i Rainbow- Warrior-sagen.
Presseetikken er bygget ind i avisens økonomiske grundlag, og den politiske frihed står sin prøve fra dag til dag. 30-40 tætskrevne sider om alt mellem himmel og jord, fra det internationale stof, der breder sig ud, så Congo ikke glemmes for Kosovo, store grundige essays og et selvstændigt litterært tillæg én gang om ugen (hvor Droit og Lepape har læst umenneskeligt mange bøger) samt et fremragende tv-program, og... man begynder at lyde som en reklame...

Massivt udstyr
Men atypisk er avisen stadigvæk: Aldrig et foto på forsiden, men en tegning af Plantu eller Serguej eller Pancho, en aktuel kommentar. Nederst til venstre er dagens mand eller kvinde i bogstaveligste forstand portrætteret. Og midt på forsiden er der altid en kort nærmest anekdotisk fortælling, der sætter (verdens)historien i perspektiv. Le Monde betyder: Universet, verden, Jorden. Men det betyder også at der er folk tilstede: publikum, gæster, besøgende. Eller at være med i det gode selskab, at have en omgangskreds.
Og måske er avisens fortsatte succes især tegn på, at man er så bevidst om, at der er tale om formidling, at sandheden dels altid siges af nogen - tegnes af nogen - og dels siges til nogen. I Le Monde tegnes og fortælles verden fremragende klart hver eneste dag, selvfølgelig med vished om at den skal være objektiv, men især med den der viden, at sandheden kan være: dum, kedelig og trist, men altid skal og bør formuleres vedkommende, eller med Beuve-Mérys egne ord: kvindeligt.

*Sommerkiosk er en serie om aviser og blade i andre lande, som kører sommeren igennem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her