Historien om The Irish Times er helt fantastisk. Den er et eksempel på, at det faktisk kan lykkes at tilpasse et dagblad til nye politiske og samfundsmæssige forhold
SOMMERKIOSK
LONDON - Jeg holder en gang imellem ferie i Irland. Det er noget med lyset, naturen, fløjlsøllet, friske østers, musikken og så selvfølgelig de elskelige irere selv.
Når man så sidder der og glor ud på regnen - og den falder ofte i Irland - er det, at man af og til må tage et af tilværelsens fundamentale valg. Skal man tage sig én på øjet, indtil vandet holder op med at sile, så man kan gå en tur? Eller skal man tage sig alvorligt sammen for at interessere sig for sin omverden sådan midt i daseferien og nærlæse avisen?
The Irish Times er en af de aviser, der gør valget lidt lettere. Til fordel for avislæsningen, altså.
Ved århundredets start - havde jeg været født dengang - ville jeg nok ikke have læst The Irish Times. Havde jeg været nødsaget til det, ville jeg have hadet den af et godt hjerte.
Avisen, som blev startet i 1859, var den rige, protestantiske irske elites blad. Snævertsynet og overlegen med ringe interesse for de dårligt uddannede, fattige, uvaskede horder af katolikker i landet. Kraftig tilhænger af, at britiske regeringer stadig skulle kunne skalte og valte med kolonien Irland, som det passede dem.
Men det var dengang. I dag er The Irish Times ikke til at komme uden om, hvis man interesserer sig for smaragdlandet - og den leverer gedigen, afbalanceret og velinformeret journalistik i en indbydende indpakning, som er til at hitte rundt i. Den er med andre ord en helt anden avis i dag, end den var oprindeligt.
Dermed er The Irish Times ikke bare en god avis. Den er symbol på, at det faktisk kan lade sig gøre at vende et dagblad rundt på en tallerken. Fra at være et ærke-protestantisk blad med forkærlighed for Storbritannien er avisen nu det katolske, selvstændige Irlands 'paper of record', hvorom man tænker, at hvis noget står dér, ja så passer det nok.
Lefler ikke nedad
Efter Irlands selvstændighed i 1921 fortsatte avisen faktisk med at være avis for den hastigt svindende protestantiske elite. Men den formåede også at tiltrække den fremspirende katolske middelklasse.
Hen over årene har den foretaget et politisk skifte fra reaktionær højrefløj til en position, der vel nærmest kan kaldes social-liberal. Folk, der er i stand til at kombinere et socialt sindelag med trang til at hæge om individets frihed, vil typisk finde sig hjemme i dens spalter.
Også det nærmest rabiate unionistiske - dvs. støtten til den gamle union mellem Storbritannien og Irland - er gået af den. En ærke-unionistisk avis kunne aldrig have støttet fredsprocessen mellem det protestantiske flertal og det store katolske mindretal i Nordirland, som The Irish Times har gjort. En ærke-unionistisk avis kunne for den sags skyld formentlig heller ikke have fundet sig tilpas i et selvstændigt Irland. Så skulle avisen overleve i længden, blev den nødt til at distancere sig fra det gamle protestantiske verdenssyn.
Det er faktisk ret fantastisk, at det har kunnet lade sig gøre at vende en avis så fundamentalt omkring. Alt er stort set ændret. Måske lige bortset fra avisens holden fast i den højere uddannede del af befolkningen. Den har undgået at lefle nedad.
Det viser sig bl.a. i en temmeligt omfattende udlandsdækning. Avisen oplyser selv, at den i dag har faste korrespondenter i Belfast, Bruxelles, London, Paris, Rom, Washington og Beijing.
Snobbeprofil
En del af successen må søges i dygtige redaktører, som har styret avisen rundt om de mange farlige skær. Og det hjalp formentlig også på konsolideringen, at avisen i 1974 gjorde sig selv uafhængig af 'personlig eller partipolitisk, kommerciel, religiøs eller anden gruppebaseret kontrol', som avisen selv udtrykker det.
Ejerskabet blev lagt over i en fond for at beskytte avisen mod allehånde udefra kommende forsøg på pression. En model, som også findes i f.eks. Danmark - bl.a. i forbindelse med Information - men som stort set er ukendt i Irland.
The Irish Times er ikke den største, irske avis sådan rent oplagsmæssigt. Den status tilfalder The Irish Independent, som henvender sig til den jævne mellemklasselæser.
Men The Irish Times er formentlig den mest økonomisk succesrige irske avis. På grund af en læserskare med høj profil - og god indtægt - kan avisen sælge reklameplads til højere priser end andre aviser. Den scorer en vis snobbeprofit.
Det eneste klagepunkt over avisen er, at den ikke udkommer om søndagen. Så den dag bliver man altså nødt til enten at tage sig en slumrer eller vade ud i regnen.
*Dette er den fjerde artikel i en sommer serie om udenlandske aviser og blade. De forrige blev bragt 22., 23. og 24. juni. Serien fortsætter.
