Læsetid: 3 min.

Iversen tabte med 38 stemmer

15. juni 1999

Helle Thorning-Schmidt endte med at snuppe det tredje S-mandat for næsen af John Iversen. Bare 38 stemmer kom til at afgøre opløbet

Hårfint
Der var al mulig grund til at bide negle for de socialdemokratiske kandidater til Europaparlamentet i går. Dagen igennem skiftedes de til at være inde eller ude, være partiets topscorer eller bare nummer to.
Det meste af dagen skiftedes partiets topkandidat Torben Lund og partiets enfant terrible Freddy Blak til at være den, der kunne hæve armene som partiets topscorer ved valget.
Og længere nede i rækkerne kæmpede listens nummer to EP-medlem Niels Sindal mod nummer fire, fem og seks; John Iversen, Charlotte Fuglsang og Helle Thorning-Schmidt om partiets tredje mandat.
Det blev stemmerne fra kandidaternes hjemområder, der kom til at afgøre slaget.
Længe så det ud til, at John Iversen skulle få det tredje mandat. Men da stemmerne fra de store kredse i Odense sidst på eftermiddagen blev talt op, rykkede Niels Sindal op som nummer tre efter Lund og Blak. Sindal stammer fra Ærø og trækker normalt mange stemmer fra området.
Kort tid efter kom resultaterne fra John Iversens hjemby Århus, og pludselig var den tidligere SF'er i front igen.
Lige til stemmetallene fra København kom ind til sidst. Da rykkede nummer seks på den socialdemokratiske liste københavneren Helle Thorning-Schmidt langsomt men sikkert ind på Iversen.

Forsigtig Thorning
Først var Iversen 2.500 stemmer foran, så 1.400, så 800. Og da de sidste stemmer var talt op, havde Helle Thorning-Schmidt overhalet ham med bare 38 stemmer.
Hun var dog forsigtig med at tage resultatet for givet, før fintællingen.
"Jeg har aftalt med John (Iversen, inf.), at jeg vinder i aften. Så må vi se i morgen," sagde hun umiddelbart efter, at John Iversen havde ringet og lykønsket hende.
Hun mente, at den voldsomme debat mellem de socialdemokratiske kandidater i valgkampen, har været medvirkende til at folk stemte personligt.
"Jeg tror, det har gjort det vigtigt for vælgerne at markere, hvilken person de støtter," sagde Helle Thorning-Schmidt, der også var glad for, at det ser ud til, at der kommer en kvinde med i socialdemokraternes hold til Europa-Parlamentet.
"Det er vigtigt, at vælgerne har nogen at identificere sig med blandt politikerne. Og med Torben, Freddy og mig må man sige, at der er noget for enhver smag," sagde Helle Thorning-Schmidt.

Blak power
Den, der er allerbedst til at trække stemmer i sin hjemegn, var dog lolliken Freddy Blak. I Storstrøms Amt fik Socialdemokratiet omkring hver tredje stemme. Til sammenligning valgte hver sjette af vælgerne i hele landet at stemme på socialdemokraterne.
Det fik i lang tid Freddy Blak til at ligne årets stemmesluger for socialdemokraterne. Men da resultaterne fra de større byer kom ind sidst på eftermiddagen måtte han rykke til side for Torben Lund.
Lund endte dagen med 84.208 personlige stemmer, Blak med 61.703.
Valgets mest populære kandidat skulle dog findes et helt andet sted.
Venstre, der vandt et mandat og nu har fem af de seksten danske pladser i parlamentet, havde også valgets største billetsælger. Bertel Haarder fik med 180.970 stemmer det bedste valg til Europa-Parlamentet, en venstremand har opnået.
Han selv var i går stadig en smule overrasket:
"Det havde jeg ikke ventet, men jeg tager det som en personlig tillidserklæring. Jeg tror, det skyldes en kombination af, at jeg er kendt i hele landet, og at jeg har valgt at føre en afdæmpet og ærlig valgkamp," sagde en glad Bertel Haarder.
Han blev efterfulgt af Lone Dybkjær med 123.513 personlige stemmer og Junibevægelsens Jens Peter Bonde, der fik 117.533 stemmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her