Læsetid: 4 min.

Jarrett undervejs

2. juni 1999

Efter ti år skal vi igen møde Keith Jarrett - som siden sidst har været angrebet af svær sygdom

RIFFS
For en del danske jazzelskere tegner den 1. juli til at blive en af årets store datoer. Den dag giver Keith Jarrett igen koncert i Danmark, i Cirkusbygningen i København. Og ganske vist starter Copenhagen Jazz Festival først fredag den 2. juli, men mon ikke mange vil betragte koncerten den 1. som mere end en tyvstart.
Og mon ikke de fleste vil være godt tilfredse med, at Jarrett kommer med sin trio, med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette, som han nu har holdt sammen med i godt 16 år, en uhørt lang periode for en jazztrio. For så vidt kunne det jo også have været en solokoncert, der var tale om, for de findes stadig på Jarretts køreplan - senest har han her i foråret spillet solo på Scala-operaen i Milano.
Men med så lange intervaller mellem Jarretts Danmarksbesøg får det jo betydning, at triokoncerterne i højere grad end solokoncerterne kører på skinner, hvis jeg må bruge det udtryk. Hvorimod Jarretts helt improviserede solofremtræden nok kan byde på sublim musik, men også risikerer at blive hængende i tomgang.

To års sygdom
I en periode på to år har der imidlertid ikke været noget valg, for Jarrett har fra efteråret '96 indtil for et halvt år siden været inaktiv på grund af sygdom, ikke givet nogen koncerter og ikke indspillet nogen plader. Det fremgår af et interview i maj-nummeret af det amerikanske JazzTimes.
Hvad Jarrett har lidt af, er den sygdom, som herhjemme kaldes kronisk trætheds syndrom, og som er genstand for nogen debat blandt danske læger. Ifølge én teori er der tale om en bakteriel infektion, som angriber raske celler og røver deres energi. En amerikansk læge har sammenlignet sygdommen, som angriber immunsystemet, med de sidste måneder i en aids-patients liv, bortset fra at man bliver ved med at leve.
Forsøg på at holde prøver med trioen har Jarrett måttet opgive, fordi han hurtigt blev totalt udmattet, og fysisk træning, som nogle læger anbefaler, tager ilt fra hjernen. "Før jeg kendte den del af historien, kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg følte mig dårligere, hvis jeg gik ud og trænede."
I det sidste halve års tid er Jarrett begyndt at vende tilbage til aktiv musiceren, måske som følge af en behandling med antibiotika i høje doser. Forhåbentlig får han ikke tilbagefald.

Marsalis
I interviewet i JazzTimes taler Jarrett også om Wynton Marsalis og det han repræsenterer:
"Jeg kender ikke noget tidspunkt, hvor en pseudo-underviser har været en fremtrædende kunstner i jazzen. Jeg kender ikke andre professioner, hvor pædagoger optræder som udøvende kunstnere."
"Jeg har ikke hørt (Wynton Marsalis) swinge. Eller spille blues. Eller spille musik, for så vidt. På et tidspunkt må historien afgøre det, men hvis jazzverdenen siger, at dette er godt, og accepterer det, så er vi ved at frembringe en ny generation af mennesker, som ikke bruger ørerne ordentligt..."
"En del af undervisningsprocessen indebærer at gruppere og organisere tingene, at lytte i kategorier. Derved polariserer man lytningen: Folk lytter efter denne bestemte ting, ikke på musikken... Musikken bør være en strøm, ikke en serie adskilte data... Man hører Wynton Marsalis sige, at dette er sådan, og dette er noget andet. Og der er ikke noget flow bag instrumentet. Det er præcis det modsatte af, hvad det var med Miles Davis. Han spillede bare én tone, og man følte, at dette var en flod."

Mere Mozart
Som følge af Jarretts sygdom er de sidste jazzindspilninger, vi har fået fra ham, fra '95 og '96, solokoncerten i La Scala i '95 og triokoncerten i Tokyo i '96, begge for længst anmeldt her i avisen. Også en ny udgivelse med klassisk musik er fra '96, men den er først udsendt for nylig.
Det drejer sig om en dobbelt-cd (ECM 1624/25) med Mozart-klaverkoncerter, nr. 9, 17 og 20, indspillet med Stuttgarts kammerorkester under ledelse af Dennis Russell Davies. Altså en fortsættelse af Jarretts Mozart-projekt, der begyndte i '94 med en tidligere dobbelt-cd, som bl.a. rummede klaverkoncerterne nr. 21, 23 og 27, og symfoni nr. 40.
Af Hans-Klaus Jungheinrichs noter fremgår det, at Jarrett meget bevidst undgår at opbygge et bredt repertoire, men i længere perioder koncentrerer sig om enkelte komponister, tidligere Bach og Händel, nu Mozart. Han udelukker dog ikke muligheden af at beskæftige sig med romantisk klavermusik på et senere tidspunkt, og kunne f.eks. tænke sig at koncentrere sig om Chopin.
Selv om Jarrett, i modsætning til nogle af sine forgængere (f.eks. Friedrich Gulda), sagtens kan holde klassisk frasering og jazzfrasering ude fra hinanden, er hans beskæftigelse med de klassiske mestre inspireret af hans jazzerfaring. Han mener f.eks., at improvisationsevner er vigtige, når man skal spille klavermusik fra det 18. århundrede, ellers "mangler man et vigtigt led, en taktil kvalitet. Når man er improvisator, er der en vis glans over musikkens bevægelse."
Og under Mozart-optagelserne "havde vores musiceren først og fremmest at gøre med at lytte, snarere end med at spille. Det er en jazz-sensibilitet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her