Sang til Davis
*Traveling Miles er Cassandra Wilsons meget personlige hyldest til Miles Davis, hvor hun har sat tekster til markante stykker fra mesterens repertoire, f.eks. "Run the VooDoo Down" (i to versioner, hvor Olu Dara medvirker med sin primal-kornet), "Seven Steps" (to Heaven), "ESP" (som Never Broken) og "Blue In Green" (som Sky and Sea, med Pat Metheny som gæst). Det øvrige er knap så interessant, selv om Wilsons altstemme stadig er besættende i sin opspænding mellem Mississippi-blues og Joni Mitchell-folk.
Cassandra Wilson: Traveling Miles. Blue Note 854.123-2
Husk Shakti
*Ja, og husk John McLaughlin, hvis guitarspil og lederskab ikke har været påtrængende, siden han midt i 70'erne opgav sin indiske gruppe, Shakti, men igen bliver helt nærværende med en fabelagtig dobbelt-cd, der har fem optagelser fra en engelsk reunion-turné i september 1997. Her spiller han da igen sammen med Zakir Hussain (tabla) og Vikku Vinayakram (lerkrukken ghatam), og til deres rytmiske overdådighed er føjet gæsten Hariprasad Chaurasias melodisk-spirituelle mesterskab på bambusfløjten bansuri, det hele bundet sammen af McLaughlins guitar, som nu, sjovt nok, er mindre indisk, sitar-agtig end dengang.
Remember Shakti. Verve 559.945-2 (dobbelt-cd)
Blue Note-klassikere
*Før etiketten Blue Note blev devalueret ved bl.a. at give plads for danske navne, hvis musikalske klasse ikke står mål med deres kommercielle ry, havde det amerikanske mærke erhvervet en position som second to none, med indspilninger af store jazz-modernister fra Thelonious Monk til Cecil Taylor. Og før det, fra 1939 til '46, med udsøgte optagelser, der især lancerede ældre swingmusikere i bluesdomineret materiale. I sidstnævnte kategori foreligger nu en cd med den undervurderede klarinettist Edmond Hall. Især hans Celeste Quartet fra 1941 er en fortsat fryd, takket være den originale kammer-besætning med boogie woogie pianisten Meade Lux Lewis på celeste og især Charlie Christian i sine eneste optagelser på akustisk guitar. Halls 1944-optagelser er mere gængs swingmusik: kvintetten à la Goodman med Teddy Wilson; septetten med Harry Carney (baryton), Benny Morton (basun) og Sidney Catlett (trommer) en jam på højt plan. Hall skiftes også med trompetisten Sidney DeParis og pianisten James P. Johnson til at have lederskabet af fire næsten identiske grupper Blue Note Jazzmen fra 1944, hvis niveau yderligere hæves af basunisten Vic Dickenson og trommeslageren Sidney Catlett. Pragtfuldt at have disse optagelser (hvor Ben Webster afløser Hall i én session) samlet på en dobbelt-cd.
Edmond Hall: Profoundly Blue. Blue Note 821.260-2
The Blue Note Jazzmen. Blue Note 821.262-2 (dobbelt-cd)
Budskab fra Dahl
*I en blanding af egne og standard-temaer hylder pianisten Carsten Dahl en række amerikanske forbilleder, fra Bud Powell til Wynton Kelly, ikke ligefrem som stiløvelser, men dog med en slags pegefinger, der, til trods for fremragende indsatser fra ham selv, Lennart Ginman (bas) og Frands Rifbjerg (trommer), gør pladen mindre repræsentativ for vores p.t. mest kreative pianist end f.eks.hans plade med Ed Thigpens trio, it's entertainment!
Carsten Dahl Trio: Message From Bud. Storyville STCD 4232
