Læsetid 3 min.

Kærlighed, aktivering og massiv opdragelse

22. juni 1999

Ingen, der i fremtiden vil tale med om aktivering, kan komme uden om Nanna Mik-Meyers nye bog

NY BOG
Loven om aktivering er fyldt med gode formål. De virker bare ikke efter hensigten. Den skal hjælpe de aktiverede til at begå sig på det almindelige arbejdsmarked; men i praksis lærer de at tilpasse sig aktiveringskulturen i stedet. De projekter, der sættes i værk af det offentlige, søger at ligne private virksomheder, men de må ikke give overskud og produktionen er i virkeligheden lige så værdiløs som den kærlighed, der er tale om. Den er kommunal, aflønnes efter gældende tariffer og er genstand for bagtalelse og hemmelig foragt af dens udøvere.
Nanna Mik-Meyer er antropolog med speciale i danske forhold. I seks måneder har hun været på feltarbejde i et kommunalt aktiveringsprojekt for 120 aktiverede, der skulle samle forskellige spil, klargøre julekalendere og pakke dem ned, så de var klar til forsendelse. Deres arbejdsplads lignede således et rigtigt pakkeri, hvad det imidlertid ikke var, for der måtte ikke laves konkurrenceforvridende arbejde, og man kunne ikke belønne de ansatte med højere løn eller mere frihed. Klienterne havde heller ingen af de rettigheder som ansatte på en normal virksomhed ville have, og virksomheden måtte ikke være indbringende. En af projektlederne citeres da også for at sige, at det er "fuldstændig håbløst ... som bistandsklient og arbejdsløs er der fodlænker på. De kan ikke sige nej. De er jo tvangsanbragt her." De aktiverede opførte sig da også som tvangsarbejdere. De fleste arbejdede i et yderst sindigt tempo og pjækkeprocenten var høj.

Kommunal kærlighed
Projektets formål var at lære klienterne at overholde de regler der er på en normal virksomhed, men der skulle også tages hensyn til de aktiveredes særlige situation. Mange af dem havde andre problemer end arbejdsløshed, så der var alkoholikere, narkomaner og psykisk syge imellem dem. Da pakkeriet ikke var en rigtig fabrik, medførte dette at kommunens folk behandlede klienterne langt mere følelsesbetonet end man ellers ville gøre, og klienterne fandt hurtigt ud af, at der var gevinster at hente ved at fremvise svaghed. De fandt på alle mulige sørgelige historier om børns sygdomme, lægebesøg, møder på socialkontoret, psykiske problemer og endda ægtefælles utroskab. Alle beretningerne tog udgangspunkt i den aktiveredes psykiske eller fysiske situation. Dårlig barndom var et sikkert hit hver gang, for såvel klienter som kommunens folk troede fuldt og fast på den sociale arvs onde cirkel. Kunne en klient fortælle om en horribel barndom, var det lettere for ham at forhandle sig frem til lempeligere vilkår, end hvis man bare havde en normal opvækst at fremvise.
En af de kommunale hjælpere sagde: "Der skal massiv opdragelse og kærlighed til. Man kan ikke opdrage uden kærlighed. De skal sgu vide, at der er nogen, der holder af dem. I deres opvækst har de måske aldrig følt kærlighed."
De kommunalt ansatte talte i det hele taget meget om at vise kærlighed, forståelse og overbærenhed, men i enrum gav de ofte udtryk for foragt, forargelse og ligegyldighed. Ubevidst syntes alle at være klar over, at der var tale om et spil, hvor man gensidigt prøvede at leve op til hinandens forventninger. Det kunne derfor betale sig for en klient at opføre sig som værende svag, initiativløs og hærget af tonstunge problemer, for derved appellerede han til aktiveringsmedarbejdernes funktion som hjælpere og opdragere. De aktiverede befandt sig kort sagt i den paradoksale situation, at deres position blev svækket, hvis de fremstillede sig selv som stærke og initiativrige personer.

Hjælpeløshed uddybes
Nanna Mik-Meyer påstår, at mange arbejdsløse føler, at de står i en slags taknemmelighedsgæld til samfundet, og når hun kunne konstatere, at nytilkomne aktiverede ganske enkelt arbejdede mere effektivt end gamle klienter, konkluderer hun, at de nytilkomne har et ønske at gøre forholdet mellem dem og samfundet mere lige.
De håber, at de nu omsider kan tilbagebetale noget af deres gæld til skatteyderne. Men det lykkes aldrig for dem, og det er lige gyldigt hvor meget de knokler, for arbejdet på pakkeriet er ikke noget værd. Det må ganske enkelt ikke have nogen værdi. Følelsen af at ligge samfundet til byrde kan ikke ophæves gennem aktiveringen, og klienternes hjælpeløshed fortsætter og uddybes, samtidig med at hjælpernes hjælpsomhed tager til.
De gode viljers afmagt
De aktiverede er således bragt i en situation, der med al tydelighed fastslår, at forholdet er ulige, og her får myten om bistandsklienten som svag person sin egen triste betydning, for når klienten er svag, må hjælperen træde til. Det gør han gerne, men samtidig undergraves muligheden for at den aktiverede kan udvikle den selvstændighed og den ansvarlighed, der var meningen med aktiveringen. I denne fastlåste situation ender det som regel med, at aktiverede retter blikket indad og til sidst giver op.
Bogen om kærlighed og opdragelse er en rystende beskrivelse af de gode viljers afmagt i den offentlige sektor. Ingen der i fremtiden vil diskutere aktivering kan komme uden om denne bog, men dens perspektiver rækker i øvrigt langt ud over forholdene på arbejdsmarkedet, for den beskriver, hvor ubarmhjertigt velfærdssamfundet behandler en gruppe af medborgere, der med vold og magt skal lære at elske lønarbejdet, hvad enten de vil eller kan.

*Nanna Mik-Meyer: Kærlighed og opdragelse i socialaktiveringen. 123 sider. 112 kroner. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu