Læsetid: 6 min.

Kirsebær smager sødt

7. juni 1999

Tre bind nyoversat verdenslyrik

NY BOG
Verdenslitteratur er som begreb udmøntet af Goethe, der nærmest tænkte på værker fra de store europæiske litteratursprog. Nutidens mere kosmopolitiske tankegang har udvidet billedet til gavn for det mellemtekstlige samkvem, men det opfattes stadig som et kvalitetsbegreb. Det markeres med ordet verdenslyrik, der nu anvendes som betegnelse for en ny serie oversættelser, redigeret af Niels Frank og Erik Skyum-Nielsen. Den dristigste serie af lyrikoversættelser gennem årene er kommet fra Husets forlag i Århus.
Nu følger Borgens forlag trop og udsender sine tre første bind på en gang, og det i tosprogede versioner med smarte og iøjnefaldende titler: Glæde ved skibbrud af Italiens klassiske modernist, Giuseppe Ungaretti (1888-1970), der kun med nød og næppe undgik at få Nobelprisen, Den gale mands hest af originalen Pentti Saarikoski (1937-83), der selv kaldte sig 'Finlands åndelige zar', samt Tvivl om sporvogne af den tysk-østrigske Peter Waterhouse (f. 1956) med engelsk fædrene ophav. Tre generationsrepræsentanter, med tidstypiske træk i egne suveræne anretninger. Ingen af dem har før været fyldigt gengivet på dansk.
Ungaretti, der præsenteres af sin oversætter, lyrikeren Annemette Kure Andersen, fik sin afgørende impuls fra det parisiske kunstnermiljø før 1. Verdenskrig med Picasso og Apollinaire. Han deltog som frivillig i krigen og knyttede sig til fascismen, hvad forordet hensynsfuldt lader unævnt, da han dog i alles øjne bevarede sin integritet og hæderkronede status. Krigens gruerfaringer udmøntede han i mærkeligt lysende kortdigte, en kunst, der i sin stramhed og renhed trodser rædslen med sin sprogverden.
Man har talt om hans 'hermetisme' på grund af en koncentrationens lakoni, men nutidige lyriklæsere har vænnet sig til adskilligt sværere foræringer af sanser og syner. Slægtskabet med den samtidige angelsaksiske imagisme er tydeligt i bestræbelser på opgør med poesiens dekadence og efterslæbets tusmørkesværmeri. Sproget skærer sig ind til "dette intet af uudtømmelig hemmelighed". Ultrakort kan det siges i "Univers":

Af havet
har jeg lavet
min båre
af friskhed

Titeldigtets "Glæde ved skibbrud" forklarer sig således med livsviljen i katastrofen:

Og straks genoptager han
rejsen
som
efter et skibbrud
en overlevende
søulk

Oplevelse af eksil i bogstavelig og overført betydning, af ny krig og modstandsbevægelse tegner smertebilleder, der gennembrydes af sprogets musikalitet, som også anes i de danske versioner og kan efterprøves i originalerne. Det er et udvalg fra hele produktionen, som gennemrettedes af Ungaretti, der havde samme usalige trang som Henrik Pontoppidan til selvkorrektion.

Strømførende
Saarikoski er fordansket af ægteparret Hilkka og Bent Søndergaard, der kvalificerede sig med nyoversættelsen af det finske nationalepos Kalevala og nåede at færdiggøre arbejdet med dette Saarikoski-udvalg inden Bent Søndergaards død.
Her møder vi en broget verden hos den lærde digter, der som en anden Ezra Pound færdedes frit i antikken, f.eks. med emner til en elegi: "Nymfer med ternede bukser/ og hende den flot sminkede fra hvis ører der hænger/
gyldne sonetter". Der er en energi i det strømførende sprog også i de hverdagstemaer, der tog fat i 60'ernes anderledes poesi, der rækker langt ind i en alkoholistisk knækprosa af vilde associationer og i nye kortformer, hvor "Gud går tur/ i aftenkøligheden, ham bryder vi os ikke om." En venstredrejet, pacifistisk, antiklerikal protestdigtning, som atter forlades i nye overraskelser af kærlighed og filosofi. Der er et kendeligt sus i Saarikoski-sproget selv på dansk.
"Da jeg kom til Helsingfors, lærte jeg straks byen udenad." Byens tummel, farver og trængsel, der ryddes, så detaljerne får plads, giver den karakteristiske dobbeltfølelse af kendt og fremmed:

Snart er sundet frosset.
Skyer tynger sindet.
Sneen falder grå.
Altid og på alle steder
har jeg talt et fremmed sprog.

Erotiker, anekreontiker, melankolsk provokatør, ærkepoet, der levede sine uroligt lidenskabelige digte, også offentligt, som da han i sin tid læste op på Louisiana og drak sprit af sin uundværlige kulørte kabuds.

Sproglig by
Bydigte finder man også i Henning Goldbæks udvalg og oversættelse af Peter Waterhouse og hans tre digtsamlinger 1984-88, det mest overraskende bekendtskab. Det er frie, talenære digte i en markeret prosarytme.
En "Wiener-tidstilstand" indleder:

Himlen er et godt tæppe. Fødderne går på deres såler.
Man har brugt Wien som model. Hovedet lever på en lang hals. Benene er stiger. Lænet op ad huse.
En fugl er et menneske i luften. Floderne
er næsten gummistøvler. Skoene er nærmest raketter...

Det er en forelsket, luftig kropsvandring i gunstige sammenblandinger af indre og ydre, menneske og omverden, med sproget som transformator.
Wien er både en reel by og et symbol, en sproglig størrelse, et semantisk system, mødested for betydninger og kosmopolitisk sammenhæng. Waterhouses poetik er en udforsken af relationen sprog og ting, en stadig stræben efter enhed i et urbant Utopia. Men elementerne søges også i naturen, i mellemrummene.

Forskellene er tilstrækkelige. Hvis nogen siger:
Kirsebær og jeg, så er det én ting, men hvilken form
har mellemrummene. Forskellens
form? Ja. Det røde fremmede
bliver hurtigt kastet indad. Nu hedder det:
Et kirsebær smager sødt...

Det vil sige så meget som, at den sproglige formulering skaber foreningen.
Han får tingene til at klinge i et ganske særligt landskab, som når han i "Med os" går ud fra violinens form og væsen, hvorfra hænder griber ud, musicerer og forener.
Musik er der i hans sprog af smukke, gækkende fikserbilleder. En dynamik fremkaldt af en hastigt vekslende dialog, spørgsmål-svar i en særpræget syllogistisk logik med forskudte konklusioner, som avler nye kæder af sammenhænge. Han savner ikke billeder, er en dreven metaforiker, med sans for analogier, men hovedindtrykket af hans diskurs er syntaksen. Han ynder netop hovedsætninger, gerne korte.
Det medfører en generel sideordning, såkaldt paratakse, der ved en så påfaldende brug må opfattes som et udsagn om verdens tilstand: Ting er samtidig til stede i en. parallelitet. Det betyder venskab med tingene. Træ, stol, sten, rose. Ikke mindst klapstole dukker op i oplevelser af lodret og vandret, siddende og gående situationer, nydelse af biografens fællesoplevelser, hvor man sidder på række, med hatte og nakker og ører og skuldre foran sig.

Enhver elsker at folde klapstole ud. Tag venligst
klapstolsindretningen ud af Deres hjerne. Er vi
uudfoldet virkelighed?

Et sted taler han om, at abrikosernes erkendelsestvang må sammenlignes. Abrikoserne? En dansk læser får straks Inger Christensen i tankerne Og meget rigtigt. Peter Waterhouse har oversat den danske lyriker til tysk, og pludselig hører man hans kontinentale, wienerische sprogfilosofi som en bearbejdet efterklang. Ikke dårligt. Hans diktion har netop det.
Lokalt verdenssprog
De tosprogede udgivelser giver mulighed for en dobbeltoplevelse og for en justering af klangbilledet i denne digtning, som anskueliggør tre faser af europæisk modernisme. Og af betydningsnuancer og heldige korrespondenser. I Goldbæks oversættelse af Waterhouse er det f.eks. nyttigt at konstatere, at udsagnet "på en måde er vi en skade minus skaden" drejer sig om en fugl, "eine Elster", og ikke en forsikringssag, og at fordanskningen tillader at flytte på en rimvirkning, så at "Hier geht es uns gut als hutlos bei
Nacht" bliver til "Her går det os godt uden hat ved nat."
Så her er der med bogtitlens ord ingen tvivl om sporvognens sproglighed, ligesom den gale mands hest rides godt til på vores lokale verdenssprog sammen med en glæde ved lykkelige skibbrud.
Der er grund til at se frem til seriens fortsættelse med navne som Carlos Drummond de Andrade, Henri Michaux, japaneren Tanikawa samt William Carlos Williams, Francis Ponge og Kurt Schwitters, så meget mere som diverse fonde medvirker til at prissætte bøgerne så humant.

Dimensionerne

Himlen er af papir, af papir er jorden.
Hænder stikkes gennem himlen,
gennem jorden fødder.
Håndled saves nu af himlen, anklerne af jorden,
tomheden er ens.
Fri til at gå denne vej
er jeg, den frie mand,
verden er åben, jeg flygter til verdens ende,
verden er
ens overalt.

Pentti Saarikoski

Forfængelighed

Vallone den 19. august 1917

Pludselig
er den klare
forundring
over uendeligheden
højt oven
over murbrokkerne

Og mennesket
bøjet
over vandet
overrasket
af solen
ser sig selv som
en skygge

Vugget og
langsomt
brudt

Giuseppe Ungaretti

*Giuseppe Ungaretti: Glæde ved skibbrud og andre digte. Oversat af Annemette Kure Andersen. 171 s., 99 kr.

*Pentti Saarikoski: Den gale mands hest og andre digte. Oversat af Heikki og Bent Søndergaard. 155 s., 99 kr.

*Peter Waterhouse: Tvivl om sporvogne og andre digte. Oversat af Henning Goldbæk. 183 s., 99 kr.

Alle 'Borgens Verdenslyrik' fra det 20. århundrede. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu