Læsetid: 2 min.

K'nyt

3. juni 1999

Kirsten Ralov er død
*Kirsten Ralov, tidligere
solodanserinde og viceballetmester ved det Kgl. Teater, er død, 77 år. Kirsten Ralov var kun syv år, da hun i 1929 blev optaget på Det Kgl. Teater, og allerede som 11-årig debuterede hun som Fanny i Konservatoriet. Hun blev uddannet i bl.a. Paris og London, og i 1940 vendte hun hjem til Danmark. Blandt hendes ungdomsroller var Prinsesse Sukkergodt i Harald Landers og Knudaage Riisagers ballet Slaraffenland, og i årene efter 1950 var hun medvirkende til, at den danske ballet vandt international berømmelse. Bl.a. fik hun med sin mand Fredbjørn Bjørnsson som partner stor succes i værker som Napoli og Blomsterfesten i Genzano.

DR beder om lån eller garanti
*Danmarks Radio besluttede tirsdag på et ekstraordinært bestyrelsesmøde at bede staten om et lån eller en garanti på 2,3 milliarder kroner til et nyt mediehus i Ørestaden, skriver Berlingske Tidende. "Der er mange målstrege, der skal passeres," konstaterer DR's bestyrelsesformand, Finn Aaberg. "For en måned siden opgav vi at arbejde videre med et nyt nyhedshus i TV-byen. Nu søger vi en statsgaranti og sætter et stort internt arbejde i gang. Næste forår kommer der endnu en målsnor, når vi udskriver en arkitektkonkurrence. Men nu tror vi 100 pct. på planen," siger Aaberg til avisen.

Sommerbarok for andet år i træk
*For andet år i træk gennemføres en barokmusikfestival i København under navnet Copenhagen Summer Baroque, i år i dagene 8.-12. juni. Der bydes på i alt otte koncerter med værker af bl.a. Bach og Händel. Der musiceres i Rundetårns bibliotekssal, Grundtvigskirkens krypt, Vartov kirke og Christianskirken på Christianshavn. Festivalen er arrangeret af den engelsk-fødte, herboende barokentusiast Michael Chesnutt, der dirigerer barokensemblet Schola Caeciliana. På programmet i øvrigt står bl.a. Henry Purcells Ode til Skt. Cæcilies dag og diverse blokfløjtesonater af bl.a. Loeillet, Telemann og T.A. Arne.

Hurra for Frihedsstøtten
*Grundlovsdag afsløres den genskabte Frihedsstøtte på Vesterbrogade foran hovedbanegaarden i København. I 1990 blev den nedtaget efter 200 års slid af vejr og vind. Relieffer og skulpturer er nyhugget i Carrara marmor, og fundamentet og støtten er re-etableret. Thorvaldsens Museum har i den anledning en udstilling løbende indtil 25. juli om frihedsstøtten med originaler og plancher, som fortæller historien om den. Støtten blev opstillet ved stavnsbåndets ophævelse i 1700-tallet, og man formoder, at Thorvaldsen selv må have engageret sig stærkt i arbejdet, som havde den unge Gottlieb Bindesbøll som arkitekt.

'Portræt af NATO's bomber'
*Filminstruktøren Maj Wechselmann modtog for et par dage siden to videokasetter fra en jugoslavisk filmprofessor. Båndene, som ud over at vise billeder af sønderbombede broer også viser sårede og døde civile, har hun klippet sammen til, hvad hun kalder et portræt af NATO's bombningers konsekvenser for den jugoslaviske befolkning.

Skriv en royal hilsen på dagen
*Skulle man få lyst til at ønske Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillykke med fødselsdagen d. 7. juni, vil der på dagen være fremlagt gratulationslister til samme formål, oplyser Prins Joachims Hof. Listerne vil være at finde i Det Gule Palæ, Amaliegade 16 i tidsrummet mellem kl. 10 og 14.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu