Chat med Peter Greenaway
*Den britiske instruktør og multikunstner Peter Greenaway, der er i København i forbindelse med sit storslåede millenium-projekt 100 Objects to represent the world i Torpedohallen på Holmen, interviewes live på Internetadressen http:// www.live.eon.dk i dag kl. 18.00. Brugerne kan følge interviewet i lyd og billede samtidig med at de kan blande sig i programmet via en chatfunktion.
Frygt og mod
*Kriminalassistent Tove Nielsen kalder 90'erne for skiderikkernes årti. Dog er det lykkedes hende at finde 10 mænd med mandsmod nok til at medvirke i hendes interviewbog Frygt og mod - kæmp eller giv op, der netop er udkommet på forlaget Prudentia. "I en tid, der som vores er så fattig på helte og rig på skurke, synes jeg det er vigtigt at beskæftige sig med begreber som godt og ondt, frygt og mod," skriver Tove Nielsen i forordet til bogen, der rummer bidrag af ti modge mænd, bl. a. Kresten Poulsgaard, der udtaler: "Mod er en sjældenhed i politik."
Nej til børnereklamer
*Regeringen vil i forbindelse med det kommende medieforlig lægge op til et totalt forbud mod børnereklamer i dansk tv. Det fremgår af regeringens børnepolitiske redegørelse, der blev præsenteret for Folketinget i går. Hovedlinierne i redegørelsen, der kommer til debat efter sommerferien, er: Kulturpolitikken skal medvirke til, at børn så tidligt som muligt føler, at de er en del af et fællesskab, samt bidrage til, at børn kan udvikle sig og udfolde sig på deres egne betingelser. Endelig skal kulturpolitikken beskytte børn.
Skarp kritik af DR-fyringer
*"Etnisk udrensning" i Radiohusets "Slagtehal". Sådan betegner medarbejdergruppen bag DR's indvandreredaktion den nedlæggelse af afdelingen samt fyring af samtlige 12 ansatte, der fandt sted i sidste uge. "Os bekendt er det første gang DR lukker en hel afdeling uden at gøre alvor af sine løfter i den smukt formulerede personalepolitik," skriver medarbejdergruppen i DR's personalepamflet Antennen. "Nedlæggelsen af indvandrerredaktionen giver indtryk af en hovsa-løsning til gavn for DR's Ørestadsunderskud," skriver gruppen, der desuden kritiserer DR's ledelse for at nedlægge afdelingen før det er endeligt afklaret, hvad der skal erstatte Invandrerradioen.
Kulturboom i Århus
*Århus løb med langt de fleste bevillinger, da Kulturministeriets Udviklingsfond på deres junimøde behandlede ansøgninger fra hele landet. "Det er ingen hemmelighed, at kultur- og kunstscenen i Århus har befundet sig i et småmudret vadested," siger Udviklingsfondens formand, Uffe Elbæk, "det vil være mere end glædeligt, hvis de mange gode projekter, vi har set i den her ombæring, er tegn på at Århus er ved at genfinde sin egen puls og rytme."
Der er faldet penge af til mange små projekter, men også til den etablerede storebror, Århus Kunstmuseum, der fik en halv mio. til projektet Demo Installationer 1999-2000, som skal være en platform for yngre eksperimenterende billedkunst.