Læsetid: 2 min.

K'NYT

23. juni 1999

Kærligheden i Europas historie
*Kærligheden er et fast og væsentligt element af den menneskelige historie, men kærlighedslivet kan antage mange former. Nu har en pensioneret seminarielektor, Kai Aalbæk-Nielsen, sat sig for at skildre den europæiske kærligheds historie. Det er et omfattende emne, og Kai Aalbæk-Nielsen har planlagt en række bind. Tirsdag udsender han på Gyldendals Forlag det første. Det handler om - og hedder - Kærlighed i Antikken.
Den store og smukt illustrerede bog har i udstrakt grad karakter af en citatsamling. Forfatterens skildring ledsages af fyldige citater fra klassiske digteres og filosoffers værker - Homer, Sapfo, Euripides, Platon, Aristoteles, Cicero, Catul, Horats og Vergil.

Skuespiller Ib Conradi er død
*Skuespilleren og artisten Ib Conradi, Frederiksberg, er død. Ib Conradi stammede fra artist- og cirkusslægten Conradi og begyndte som seksårig at optræde i cirkus på usadlede heste, skriver Berlingske Tidende tirsdag. Som ung medvirkede han i nogle af de populæreste danske soldaterfilm, bl.a. Rekrut 67 Petersen og I kongens Klær. Som skuespiller var han først elev på Det Kgl. Teater, dernæst på Alléscenen og senere ved Odense Teater. Ib Conradi blev 72 år.

Lyd på Nationalmuseet
*Nationalmuseet tilbyder nu som det første museum i Danmark en speciel audioguide til besøgende med særligt behov. Guiden, der er en lille cd-afspiller med hovedtelefon, henvender sig til synshandicappede, udviklingshæmmede og gæster, der ikke har dansk som modersmål. Synshandicappede vil få udleveret en cd, der lægger vægt på at beskrive de forskellige genstande i udstillingen, mens cd'en til de udviklingshæmmede koncentrerer sig om et mindre område af museet. For de gæster, som ikke er så gode til dansk er der lavet en guide med et letforståeligt dansk. Audioguiden har premiere i dag.

Slaughterhouse siger farvel
*Så er det ved at være sidste chance for at høre det danske band Strawberry Slaughterhouse. Gruppen holder afskedskoncert på Rust i København fredag den 25. juni.

Prinsesse Benedikte i Tivoli
*Prinsesse Benedikte vil i forbindelse med SOS-Børnebyernes jubilæumsdag overvære et show, som finder sted på Plænen i Tivoli på søndag klokken 14. Her vil prinsessen få lejlighed til at hilse på 21 børn fra Sarajevo, som udgør et kor, der blev dannet under den serbiske belejring af den bosniske hovedstad. Foruden børnekoret vil bl.a. også Povl Kjøller og Danny Cool med dansere optræde på plænen.

Pris til Væksthuset
*Gladsaxe Teaters ny anneksscene Væksthuset har modtaget Gladsaxe Forskønnelsespris 1999. Væksthuset, der er en lille scene med plads til små 100 tilskuere, kan betegnes som en workshop-scene.
Gladsaxe Teater modtager prisen for "den begavede og indsigtsrige måde, hvorpå arkitekterne har formået at spille videre på et eksisterende tema i forbindelse med udvidelsen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu