Trundholm og Nykøbing-Rørvig kommuner er som de første i 29 år tæt på at lægge sig sammen. Trods opfordring fra indenrigsministeren og KL er andre små kommuner mest imod
Mange små kommuner har efterhånden svært ved at magte deres opgaver. Derfor bør de overveje at lægge sig sammen.
Sådan lød indenrigsminister Thorkild Simonsens opfordring til kommunerne på fredagens delegeretmøde i Kommunernes Landsforening, KL.
"Regeringen vil ikke tvinge en kommunalreform ned over hovedet på kommunerne. Initiativet skal komme nedefra," siger Thorkild Simonsen.
Regeringen vil fjerne de barrierer i lovgivningen, som hindrer kommuner i at gå sammen for at få sat ekstra skub i processen.
Og det er borgmester Vagn Ytte Larsen (S) fra Nykøbing- Rørvig Kommune yderst tilfreds med.
Den lille kommune med 7.200 indbyggere har indledt et tæt samarbejde med nabokommunen Trundholm, der har 11.000 indbyggere, og planen er en sammenlægning af de to nordvestsjællandske kommuner inden år 2006.
Større krav
Det vil blive den første kommunesammenlægning siden kommunalreformen i 1970, da over 1.000 kommuner blev reduceret til de nuværende 275.
"Kravene til kommunernes service, faglige kompetence og omstillingsevne er blevet så store, at vi bedst kan honorere dem, hvis vi er større," siger Vagn Ytte Larsen.
Kommunerne har planlagt en række borgermøder, der skal føre frem til en vejledende folkeafstemning om sammenlægning eller ej.
Vagn Ytte Larsen ser sammenlægninger som nødvendige, hvis kommunerne skal være sikre på, at regering og Folketing vil lade kommunerne beholde alle deres opgaver.
KL tog på sit delegeretmøde startskuddet til "en stille kommunalreform", som formand Anker Boye betegner den.
KL opfordrer kommunerne til at overveje deres fremtidige struktur - enten ved et tættere samarbejde eller ligefrem ved at lægge sig sammen.
"Der vil være færre kommuner herhjemme om en årrække, men hvor mange, eller hvad der er den ideelle størrelse, vil vi ikke komme med konkrete bud på" siger Anker Boye.
Han mener, at kommunerne selv lokalt må erkende behovet og nævner miljøkontrollen og erhvervsligningen som områder, nogle kommuner har svært ved at løfte.
Hellere samarbejde
Men det kan også blive nødvendigt med større enheder for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
"Det kan blive svært at skabe attraktive faglige miljøer i mindre kommuner," mener Anker Boye.
KL har holdt debatmøder rundt omkring i landet i foråret, og her lød meldingen fra flere af de mindre kommuner, at de gerne vil samarbejde, men ikke lægges sammen.
"For os er nærheden til borgerne det helt afgørende," mener borgmester Gunnar Lund (S) fra Årup Kommune på Fyn.
Kommunen med 5.300 indbyggere arbejder sammen med nabokommunerne Vissenbjerg med 6.200 indbyggere og Tommerup med 7.700 indbyggere om en række tekniske opgaver, et turistkontor og en fælles flygtningekoordinator.
Men de har ingen planer om at lægge kommunerne sammen
"Borgerne skal kunne se en sammenhæng mellem den skat de betaler, og den service de modtager, og jeg tror heller ikke på, at større kommuner er billigere i drift," siger Gunnar Lund.