Læsetid: 5 min.

Konservativ høvdingestrid

18. juni 1999

Juristen Ditlev Tamm skriver i ny bog de konservatives nyere historie, men bogen lider af huller i den kollektive hukommelse og et analytisk underskud

Ny bog
Danskerne forlader de politiske partier. Således er f.eks. Det konservative Folkepartis medlemstal reduceret til en femtedel på lidt mere end 30 år. Partiet har tillige været plaget af strid. Partiets nyere historie er velegnet til et studie i et massepartis forfald. Desværre er en lejlighed til at blive klogere på dette for dansk demokrati så vigtige spørgsmål ikke blevet udnyttet.
Da Hans Engell endnu var de konservatives leder opfordrede han retshistorikeren Ditlev Tamm til at skrive de konservatives partihistorie fra 1965, hvor den seneste partihistorie sluttede. Tamm er ikke specialist i politisk analyse, men konservativ. Han har desuden tidligere skrevet om pinlige emner med "takt". Man kan f.eks. se Tamms værk om retsopgøret efter besættelsen, hvor han i første udgaven fra 1984 "underforstod" visse kritiske bemærkninger om retsopgøret. De kom først på linierne i andenudgavens efterskrift fra 1997. Da var mange flere fra besættelsestiden døde.

Den barske virkelighed
En kendt partisympatiserende universitetsjurist med situationsfølsomme silkehandsker egnede til delikate emner som f.eks. Tamil-sagen skulle skrive partihistorie. Med lidt held kunne det være blevet en autoritativ solstrålehistorie med Engells triumfer som finale. I 1970erne var partiet ved at gå itu, men så genrejste Schlüter partiet - dog kunne heller ikke han holde på medlemmerne. Siden kom Engell. Hvis tingene var gået lidt anderledes havde de konservative været i regering og Engell måske statsminister ved bogens slutning.
Det blev dog ikke til en happy end. Der kom en betonklods, strid og tilbagegang i vejen.
Men nu er de værste storme ovre. Og bogen slutter med de konservatives valg af erhvervsmanden Poul Andreassen til ny formand i 1998, hvormed man forsøgte at appellere til et skeptisk erhvervsliv.

Elegant disponering
Tamm forsøger ikke at pynte, hvad der ikke kan pyntes. På visse punkter blev bogen meget direkte. Således beskrives erhvervslivets nedladende forhold til konservative politikere klart.
Men der trædes ikke rundt i partiets ulykker. Omtalen af Tamil-sagen er begrænset, selv om den dog tilskrives en fatal betydning for partiet. Tamm nedtoner Tamil-sagens retlige alvor. Her er han ikke helt på linje med andre retslærde som f.eks. Jens Peter Christensen, der dog også har studeret spørgsmålet grundigere.
Tamm beskriver Erik Ninn-Hansen mest som en "struggler" og en hensynsløs intrigemager med stor evne til at bære nag. Knud Thestrup kaldte ham hårdkogt. Tamm virker meget indigneret over Ninn. Vel ikke så meget på vegne af retsstaten, endsige tamilerne. Tamms indignation drejer sig mere om den skade Ninn gjorde på de konservative. Indignationen udgår også fra en for mig uforståelig omsorg for Justitsministeriets folk, som jo slap lettere end Ninn.
Efter Tamil-sagen er det måske for nemt at komme med bud på dæmoniske sider hos Ninn og at overdrive betydningen af en enkelt personlighed.
De konservative har haft svært ved at fatte Tamil-sagen. Kun enkelte som Palle Simonsen, Connie Hedegaard og Dyremose synes tidligt at have set dens alvor. De tre har alle forladt politik nu.
Partiets gamle dilemma mellem at være "konservativt" eller "folkeparti" må Tamm naturligvis omtale. Det er uden tvivl en væsentlig del af partiets uenigheder i fortiden. Spørgsmålet er om det også gør sig gældende i dag, eller om nutidens uro mere skyldes personkonkurrence? På det punkt hjælper bogen ikke til megen forståelse.
Bogen lægger nemlig mest vægt på de relativt rolige Schlüter-år. Den efterfølgende periode er beskrevet i "den lapidariske krønikes form". 1993-1998 fylder kun 20 sider af i alt 343. Det bliver kun til en genoplivning af velkendte begivenheder.
Tamm har også omdefineret sin opgave. Han holder sig ikke alene til perioden 1965-1998.
Han ser længere tilbage i tiden og undersøger også, hvad konservatisme i grunden er. Det frembringer ikke noget egentlig nyt, men er nydeligt gjort. Og der gives et indtryk af, at konservatisme i mindre grad er en positiv ideologi, som samler. Det er en besnærende, men uafprøvet forklaring. Man savner en overvejelse af om konservative partier i andre lande også mest slås internt.

Mangler politisk analyse
Personkarakteristikkerne af nulevende savner - bortset fra den af Ninn - dybde og ligner ofte en parafrase af Den Blå Bog. Men partiets ledere og deres rivaliseren fylder meget. Tamm forstår partihistorie som gammeldaws høvdingehistorie.
Bogen tegner bl.a. et billede af Poul Sørensen, der i sin tid holdt sammen på partiet. Sørensen var ingen udadvendt og flamboyant politiker. Men hans betydning ses måske bedst af, at hans død efterfulgtes af den livstruende partikrise i årene 1969-74. Det bliver nu ikke rigtig til en analyse af med hvilke midler, Poul Sørensen udøvede så stor magt i partiet.
En del af partiets stridigheder har i tidens løb udfoldet sig mellem partitop og folketingsgruppe. Man kunne ønske sig flere overvejelser af, hvad der holder sammen på et parti, og hvad der splitter. Bogen synes dog at anbefale, at ledelsesposterne ikke deles mellem flere personer. Men Poul Sørensens styrke beroede vel også på, at han holdt forbindelsen til partiafdelingerne landet over - noget som ikke rigtig interesserer Tamm.
Vi hører meget lidt om de lokale partiforeninger selv om partiet engang havde langt mere end 100.000 medlemmer. Heller ikke om forholdet til vælgerkorpset kommer meget frem. Og hvad var det for politiske spørgsmål partiet var optaget af? Hvordan var samspillet mellem de lokale afdelinger, partiledelse og folketingsgruppe? Vi får ikke meget at vide. Dog fortælles det, at partiet har været meget topstyret, men det ser Tamm ikke som et problem.

Ubesvarede spørgsmål
Har sideordnet opstilling øget konkurrencen i partiet? Hvad har kommunaliseringen betydet for partiets profil? Hvad har kommunaliseringen af mange politiske spørgsmål betydet for partiets markeringsevne, når partiet har en svagere stilling i kommunerne end de to største partier? Hvorfor har partiet ofte haft svært ved at rekruttere egnede folketingskandidater? Hvad har udviklingen i partiets finansiering og dennes former betydet? Er statspengene i 1990erne blevet brugt til at professionalisere partiet og styrke dets evne til at formulere politik? Den slags spørgsmål gør bogen ikke læseren meget klogere på.
Vi får heller ikke meget at vide om de problemer, som VKR-regeringen (1968-1971) havde med at styre de offentlige udgifter, kommunalreformen m.m. Problemer, som skadede de konservative og som banede vejen for Glistrup.
Bogen har til sidst nogle udmærkede betragtninger om, at der især i 1990'erne er blevet trængsel både til højre og på midten af dansk politik. Det har selvfølgelig gjort det vanskeligere for de konservative.
Trods de sine steder klare redegørelser for de konservative topfolks forhold repræsenterer bogen et meget traditionelt syn på partihistorie, som formentlig er forældet af både udviklingen i partierne og af det voksende antal politologer, som arbejder på en mere nutidig måde. Få ville vel også forsøge at skrive retshistorie og meget andet uden særlige professionelle forudsætninger. Hvorfor skulle det dog være anderledes med politik?

*Ditlev Tamm: Det høje C - en bog om Det konservative Folkeparti 1965-1998. 359 sider med illustrationer, registre mm. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu