Den nye klaverspillende Koppel på scenen spiller solidt, med en god, sund teknik
KONCERT
At skulle i Tivolis Koncertsal og høre Nikolaj Koppel spille Brahms er en god fornemmelse. Jeg tænker tilbage på de sidste koncerter med hans morfar, Herman D. Koppel, og føler mig glad ved, at repertoiret er af samme skuffe: Også Nikolaj Koppel har en særlig kærlighed til Brahms' store d-mol koncert. Ligesom Herman D. havde ry for at spille det, der var for svært for de andre danske pianister, kan Nikolaj vise sine jævnaldrende klaverlandsmænd og - kvinder baghjul - måske med Christina Bjørkøe som en undtagelse, der kommer op på siden.
Brahms' d-mol koncert tog turen fra klaversonate over potentiel symfoni, før den endte som monsterkoncert for virtuos klaversolist og stort romantisk orkester. Den er uhyggeligt svær. Men når den efter Radiosymfoniorkestrets og Nikolajs koncert kommer på cd, tegner det til at blive en god plade.
Det er ganske vist sandt, at det er svært at spå. Især som bekendt om fremtiden. Men lad mig prøve alligevel: Balanceproblemerne mellem solist og orkester, der var ved koncerten, vil blive løst ad optageteknisk vej. De ganske få og ubetydelige ujævnheder i solostemmen kan man om nødvendigt klippe sig fra.
Det gælder også den eksisterende solo-cd med Nikolaj Koppel, hvor pianisten, ud over at spille sirlig Scarlatti og forløsende gammelmands-ballader af den unge Brahms, træder i bedstefader Koppels fodspor med Bartóks Suite.
Nikolaj Koppel har fået undervisning af både Herman D. Koppel og af Hermans elev, Anne Øland. Men han spiller mindre tørt end sin morfar og mindre hårdt end sin konservatorielærer. Han spiller i det hele taget dejligt: Først og fremmest solidt og sikkert med en god, sund teknik.
I Brahms kom Nikolaj Koppel godt ned i tangenterne. Men han kunne også få måneskin frem i de lyriske dele af midtersatsen. Det gik langsomt for sig. Koncerten er en dræber, og princippet syntes at være safety first. Måske manglede der derfor lidt retning og flugt, hvis man for alvor skulle stille sig krævende an. Hvis man interesserer sig for dansk musikliv og dets traditioner - og hvis man i øvrigt holder af Brahms - bør man købe cd'en og dømme med. Lad os få gang i den offentlige æstetiske debat - også på musikområdet!
Ud med armene
Succes-drengen Dausgaard er ved at have sluppet de sidste rester af sit image som stålbebrillet træmand. Han var, med en kvindelig bekendts ord, "en dejlig dirigent at se på!" - og sådan kan man da godt formulere det. Bare man husker at tilføje, at han også er en dejlig dirigent at lytte til.
Han slår voldsommere ud med armene end nogle af sine mere pertentlige kapelmesterkolleger. Det giver af og til skævheder i detaljen, men han får intensiteten frem i musikken, hele vejen igennem. Brahms' Tragisk ouverture spillede han med størst muligt drama. Sikke de strygere i Radiosymfoniorkestret kan klinge. Det skal ikke altid handle om træblæserne i det orkester, selv om de er i særklasse mange af dem. Strygerkorpset fortjener også opmærksomhed og ros.
Haydn-variationerne lettede Dausgaard på, så de blev helt wienerklassiske at lægge øre til. Men den afsluttende passacaglia fik lov at stå hugget ud i monumental romantisk granit. Dausgaard svinger en proper pind, og Koppel slår en fornuftig og overbevisende næve.
*Brahms: Tragisk ouverture, Variationer over et tema af J. Haydn, Koncert for klaver og orkester nr. 1 i d-mol. Nikolaj Koppel (klaver) og Radiosymfoniorkestret dir. af Thomas Dausgaard. Tivolis Koncertsal, torsdag
