Læsetid: 4 min.

Koryfæer på grønsvær

14. juni 1999

Brøndby ser tilbage og taber mesterskab på gulvet

Fodbold
Mens endeløse rækker af karseklippede og slukørede Brøndby-fans i blå-gule halstørklæder og hængerøve passerede forbi Brøndbyvester Boulevard uden for Brøndby Stadion, stod jeg ubevægeligt i nærheden på en flise foran indkørslen til Gildhøjcentret og knugede min håndtaske. Jeg kendte ikke området og på det sorte marked kunne tasken med indhold sælges for 4-500 spir.
Men jeg var langt væk. Mine tanker cirkulerede om en episode, der lå cirka en halv time tilbage i tiden. Jeg havde opført mig mærkeligt 67 minutter inde i 1-2 kampen mellem Brøndby og Vejle.
Ramt af hvad jeg tror var en slags massepsykose havde jeg været med til at klappe John 'Faxe' Jensen ud af banen i hans sidste hjemmebanekamp. Og nej, det er der ikke noget i vejen for. Det bruger man i fodbold. Det er kotume.
Men jeg havde ikke alene klappet; jeg havde simpelthen stillet min kaffe fra mig og rejst mig fra mit bløde, bomuldsovertrukne sæde og sendt stående klapsalver ned over Faxe sammen med størstedelen af de fremmødte 9.840 tilskuere.
Men ikke nok med det. Jeg havde taget mig selv i at smile bredt i et naivt håb om at fange Faxes opmærksomhed.
Og hvorfor nu denne kortslutning, spurgte jeg mig selv, for jeg har som mange andre aldrig sat Faxes firkantede og kompromisløse spil særligt højt. Ikke højt nok til stående ovationer i hvert fald. Når jeg rejser mig, er det gerne for statsministeren og gamle damer i bussen.
Det måtte være den særlige, vennesæle og næsten joviale stemning og ånd, man oplever på Brøndby Stadion, der havde gjort det. Alt uden om kampene forekommer nemlig så hyggeligt, og man vil gerne være med selv.

De gamle koryfæer
Tag bare sådan noget som dette: Før kampen stillede en gruppe mænd op til fotografering på banen. Nogle var tykke, andre tyndhårede og grånende. Først da høttalerstemmen begyndte at snakke om gamle "koryfæer", gik det op for mig, hvem vi havde med at gøre. Koryfæerne var gamle Brøndbyfolk, der havde spillet mindst 250 kampe for holdet eller været på landsholdet, mens de gjorde det.
Dér stod Kent Nielsen, som vi huskede fra EM-sejren i 1992; dér stod Jens Risager og Bjarne Jensen; dér stod en adræt Mark Strudal og så nydelig ud - ingen lyse striber og håret i nakken var klædeligt kort. Der var også et par aldrende spillere fra før min tid, som jeg ikke kunne identificere. Beklager.
Måske er det også tilføjeligt, at det vrimlede med kendte, ferierende fodboldspillere, der ikke kunne holde sig væk. Verdens bedste målmand, Peter Schmeichel, f.eks. Og Thomas Thøgersen, tidligere Brøndby-midtbaneelegantier og nuværende back i en sekundær række et sted i England.
Og inden kampen begyndte, blev Brøndby-træner Ebbe Skovdahl hyldet af tilhængerne for sin indsats for klubben, før han begiver sig videre i karrieren til skotske Aberdeen.
Men kampen og alt vigøret omkring den var måske netop så tilpas tilbageskuende og nostalgisk, at man glemte, at det her var en af Brøndbys vigtigste kampe i år, og at guldet stadig var inden for rækkevidde. Måske.

Og selve kampen
Kampen var meget intens og spændende i begyndelsen, og Brøndby havde mange chancer og havde egentlig fortjent at vinde.
Vejles Kasper Dalgas scorede nogle glimrende mål til 0-1 og 1-2, men Brøndbys mål var faktisk flottere. Det var nogenlunde sådan her, det foregik:
Søren Colding, Kim Daugaard og Ole Bjur spiller bolden rundt mellem sig midt på højre side af banen og sætter i farten et par Vejle-spillere af. Colding (vist nok) ser gamle Bent 'Turbo' Christensen længere fremme og spiller den fladt til ham. Turbo holder kort på bolden, mens Ole Bjur rykker ned langs sidelinjen, hvor han modtager bolden i fuldt løb. Hurtigt, kort og lavt spiller han den ind i det lille målfelt til den elegante, teknisk dygtige Thomas Lindrup, der som en gammel, garvet landsholdsspiller flugter bolden forbi Vejle-målmand Erik Boye med indersiden af venstre fod. Fejende flot.
Brøndbys brasilianske brilliant, Vragel Da Silva, spillede en forrygende kamp. Først i forsvaret og siden som afslutter, da Skovdahl valgte at køre en kontrolleret offensiv, som Morten Olsen ville kalde det.
Det var så efterfølgende op til Søren Colding at knalde bolde efter Da Silvas hoved. Det gjorde kampens sidste minutter lidt tørre. Spark ind, spark væk, spark ind, spark væk, osv., hvis De forstår.

Bemærkninger
Nu sad jeg bag trænerskurene, og det gav mig nogle identificeringsvanskeligheder. Engang imellem rejste en mand sig fra Vejles skur og gik helt hen til sidelinjen, hvor han med store, indøvede fagter forsøgte at fange spillernes opmærksomhed. På grund af den tilbagestrøgede retro-frisure, der glinsede som var den sprøjtet med solsikkeolie, troede jeg først, at det var Elvis. Men det var bare Ole Fritsen, Vejles stilfærdige og dygtige træner.
Hemmeligheden bag Fritsens frisure er, at han altid fører en kam igennem lokkerne, umiddelbart inden han kommer på banen, kunne man læse i kampprogrammet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu