Læsetid: 2 min.

Krarup-kritik af Bondes strategi

9. juni 1999

Græsrødder og mediestrateger i kamp mod unionen

10. juni
Europa-valget kan paradoksalt nok både sende flere danske EU-modstandere ind i Parlamentet og svække den folkelige EU-modstand.
Det vil ske, hvis både SF og Dansk Folkeparti opnår et mandat og EU-modstanderne i Folkebevægelsen og Junibevægelsen samtidig taber et af deres tilsammen fire mandater, sådan som den seneste meningsmåling, Megafon i TV2 og Århus Stiftstidende spår det.
Særligt Folkebevægelsen mod EU har været klemt i valgkampen. Helt ude i kanten af mediernes søgelys kæmper græsrødderne i Folkebevægelsen mod EU hårdnakket for at fastholde vælgernes opmærksomhed og, i sidste ende, bevægelsens afgørende to mandater i Europa-Parlamentet.
Men det er svært.

Dårligt fremmøde
Spidskandidat og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Ole Krarup klager over dårlige meningsmålinger, "de er ikke udpræget opløftende", siger han, da han på et dårligt besøgt pressemøde tirsdag evaluerer bevægelsens kampagne op til Europa-valget torsdag.
Det dårlige fremmøde er i sig selv et tegn på, at Folkebevægelsen står lidt i skyggen af den anden bevægelse af EU-modstandere, JuniBevægelsen.
Her møder aviser, radio og tv talstærkt op, når Jens-Peter Bonde åbner sin taske med hemmelige EU-papirer og præsenterer pressen for endnu en "sag".
Samtidig erkender Ole Krarup, at vælgerne kan have svært ved at skelne mellem de to folkelige bevægelser, selv siger han, at forskellen mellem de to i den praktiske politik er "marginal". For Ole Krarup at se ligger forskellen først og fremmest iden måde, de to bevægelser forsøger at servere deres budskaber på.
"JuniBevægelsen har en langt større bevidsthed om medierne," siger Ole Krarup, der betegner JuniBevægelsens strategi som "merkantil" eller inspireret af markedsføringemetoder på det kommercielle marked. Samtidig kritiserer han JuniBevægelsen for en håndfast brug af kendte folks billeder på deres plakater.
"JuniBevægelsen har henvendt sig til 120 kendte kulturpersonligheder, hvor langt de fleste af dem i virkeligheden støtter Folkebevægelsen eller bare er modstandere af den europæiske union. Og så er der en mand som Jens Okking, der ind til nu ikke har gjort sig kendt som unionsmodstander," siger Ole Krarup.
Ind til nu har meningsmålingerne i særlig grad været hårde ved Folkebevægelsen. Selv den bedste, og seneste, tirsdagens Megafon-måling i Århus Stiftstidende og TV2 giver kun Folkebevægelsen et mandat mod JuniBevægelsens to.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her