Partierne har hængt kandidaterne op i lygtepælene - nogle med mere held end andre
PIX
DEN ER HELT GAL med Det Konservative Folkepartis plakater her til Europa-Parlamentsvalget.
Ikke blot sætter man en grim nedlagt-brugsforenings-agtig orange kant om brystbilledet af kandidaterne. Og ikke blot skal den typiske konservative wannabe åbenbart ligne en enfoldig ekspedient i en konkurstruet provinsfarvehandel (undskyld, hvad skulle der nu være galt i det?).
Nej, ikke blot dette. På en lygtepæl ved Østerport station i København kan man oven i købet støde på en
orange plakat med Claus Sølje Pedersen - kendt i den ganske offentlighed som mennesket, der er grundigt træt af at forklare, at han ikke hedder Søjle til mellemnavn - hængende med 'hej hej Nikolaj hovedet den forkerte vej'. Nedad stikker således hårtoppen, uden at vi derfor skal fristes til at kalde den gode mand for et hængehovede. En fejl, javist - det er mere, end man kan sige om den skæbne, der overgik en anden politiker, Benito Mussolini, som endte karrieren med fødderne opad i en lygtepæl.
Men Sølje er tydeligvis et rart menneske, og han vil være søjlehelgen i Belgien. Det er der en del andre, der også gerne vil, og de er uanset partifarve kollektivt ramt af et ejendommeligt syndrom, hvis symptom er tyrkertro på, at kaster man blot sit portræt i grams på gader og pladser, så skulle taburetten, diæterne og fredagsfridagene være hjemme.
Lad os se det i øjnene: Valgplakaterne er denne gang om muligt mere fantasiforladte end ved nogen forudgående valghandling i kongerigets historie.
Og så alligevel. Ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at ydmyge grafiske arbejder, for eksempel motiver trykt på bagerposer eller pizzakartoner, byder på overraskende rige fortolkningsmuligheder og udgør en sand skat af såkaldt 'dårlig smag', der fungerer som forfriskende korrektiv til det slikkede design, som magten og den ubønhørlige effektivitet ynder at pakke sig ind i.
Som bagerposer - så valgplakater.
DET ER SKAM ikke en face-portrætter det hele. A og F og J og hvad de nu alle sammen hedder, har for variationens skyld ind imellem portrætterne hængt deres partilistebetegnelse op i overstørrelse. Hold kæft, det rykker. Genremæssigt må bogstavlegen placeres et sted midt mellem syns- og intelligenstesten. Hvor dumme tror de, vi er?
En 'Mimi' gider ikke vise sig på sin plakat, men er til gengæld på fornavn med de sagesløse forbipassende. Hendes reklamebureau har fået den rigtigt morsomme og utvivlsomt velbetalte idé at erstatte prikkerne over Mimis i'er med et par EU-stjerner. Hun er nok glad for unionen.
Også Venstre vælter sig i gule stjerner, når blandt andet fallerede journalister (så galt kan det gå) som Jørgen Schleimann og Ole Andreasen stiller op.
Ove Andersen fra Det Konservative Folkeparti er så utilfreds med den orange linje, at han bryder partidisciplinen og trækker i blå bund og Venstre-stjerner. Originalt er hans slogan, "Aktive danskeres valg", der er noget herligt heppekor over de ord, ergoterapeutisk opkvikning af pensionistholdet.
Mere kryptisk og derfor måske langtidsholdbart er sloganet "Verden er større end EU", som hæftes på Lave Knud Broch fra Folkebevægelsen mod EU. Med andre ord: Broch for President of the Earth.
Eller hvad med den skeløjede kandidat, der med modig selverkendelse lover "et frisk syn på sagerne"?
Vi skal sandelig ikke spøge for meget med Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvis plakat i mangel på egne kandidater anbefaler andres: "Hvis svinehunden jamrer, stem på Mogens Camre". Digtet bør fremover indgå i danskundervisningens tvangspensum og udsættes for uafladelige freudianske fortolkninger ud fra stikordet faderbinding.
HAR MAN SAGT Freud, må man også sige dobbeltportrætter - denne valgkamps egentlige fornyelse.
Radikale Lone Dybkjær har ladet sig afbilde i tæt
tete-a-tete med ... (Billedbladet bedes holde sig klar) den smukke skygge, Naser Khader. Hun prøver at fastholde hans blik med sit, men forgæves, thi han har vist kun øje for området under hendes hals. Til almen beroligelse forsikrer det kontrastrige par, at de blot er "stærke stemmer" sammen. Det er i øvrigt hårdt at være stærk, Dybkjær må støtte sit valgkamptrætte hovedet på næverne, mens Khader folder hænderne og sender en bøn til vælgerne om nåde.
Valgets mest opsigtsvækkende plakat er dog et andet dobbeltportræt, der forestiller den fromme Karlsmose.
Rygtet vil vide, at Kristeligt Folkeparti har ladet foretage en rundspørge blandt mulige vælgere og derved fundet ud af, at et overvældende flertal tror, at Karlsmose er en glad gammel mand. Derfor har man fremstillet en valgplakat, der om Karlsmose fastslår, at "hun er ung, hun er kvinde, hun er vred".
Samtidig har man for at forvirre fjenden forsynet Karlsmose med et maskulint jakkesæt og maskulin gestik.
I tvivl om kønnet? Det kan her afsløres, at der er tale om det tredje køn, en variant af det selvbefrugtende tvekøn kaldet det kristne intetkøn, hvilket naturligvis fremgår af den jomfrunalske frisure, der med omhu hænger aseksuelt lige ned.
Karlsmose ser godt nok så sur ud, at Karlsmose på ingen tid kunne sylte årets europæiske agurkehøst ved blot at kigge på grøntsagerne. Topkarakter må Karlsmose i hvert fald have for ikke at sætte sig stille hen i de øvrige kandidaters fidelt smilende flinkeskole med Torben Lund som rektor.
Pointen er dog skyggen, Karlsmoses dunkle siamesiske tvilling, som vil "skabe større gennemskuelighed". Hvilket indblik i lønkammeret får vi ikke! Karlsmoses dobbeltgænger er en venstredrejet alien, en sært underskøn galionsfigur, som skamløst byder sig til med et enormt og fremspringende brystparti. Hvilket parti at stemme på.
TITUSINDER plakater er trykt og hængt op, men findes den valgforsker eller uafhængige medievidenskabsmand, som tør rejse sig og med beviser og dokumentation i hånd sandsynliggøre, at sådanne valgplakater kan flytte så meget som en enkelt stemme?
De fleste partier har travlt med at 'profilere' deres miljøvenlige sindelag, men ingen af de store partier har tilsyneladende skænket det en tanke, at her var der da et område, hvor man let kunne sætte en stopper for ressourcespild.
På den anden side ville vi så også miste anledningen til et billigt grin.
