I Colombia foregår der ikke etnisk udrensning, men social udrensning i en overset borgerkrig, der har skabt over 500.000 flygtninge
Man skal have gode nerver for at leve i Colombia. Volden er en integreret del af dagligdagen for rige og fattige. Ingen kan vide sig sikker. Det måtte bl.a. omkring 170 kirkegængere i et velhaverkvarter i landets næststørste by Cali sande forrige søndag, da de under messen blev bortført af en formodet kommandogruppe fra guerillabevægelsen ELN. 84 er senere sat på fri fod i bjergene uden for millionbyen. De resterende omkring 85 gidslers skæbne kendes ikke.
Samtidig har biskoppen i Tibú i departementet Norte de Santander i det nordøstlige Colombia udsendt en dramatisk appel til regeringen, hæren og landets menneskeretsorganisationer om at hjælpe den fattige lokalbefolkning inden indtrængende paramilitære styrker begår en massakre de ifølge biskoppen har truet med.
Lokale bønder, som er sluppet ud af området - der ellers er afspærret af paramilitære styrker - har til den regionale ombudsmand fortalt, at lederen af Colombias forenede paramilitære styrker, Carlos Castaño, i weekenden landede i helikopter i nærheden af den lille by Gabarra og bebudede over for de tilstedeværende, at i kommende dage "vil folk få de paramilitæres aktioner at føle", skriver det liberale dagblad El Espectador. Selv om der skulle være tale om falsk alarm, er biskoppens og bøndernes frygt velbegrundet. Mens medierne især har fokuseret på de venstreorienterede guerillabevægelsers mere iøjnefaldende aktioner - gidseltagninger, sabotager, baghold mod militære enheder - har paramilitære grupper i årevis terroriseret landbefolkningen i store dele af landet, især i det nordlige Colombia. Siden Castaño i marts 1996 dannede ACCU (Córdobas og Urabás Forenede Bonde-Selvforsvarsgrupper) har de stadig bedre bevæbnede og velorganiserede paramilitære grupper systematisk terroriseret landbefolkningen i store dele af landet, angiveligt som led i en bekæmpelse af guerillabevægelserne, den ca. 5.000 mand store ELN (Den Nationale Befrielseshær) og den 17.000 mand store FARC (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker).
De paramilitære grupper har ofte samarbejdet med lokale enheder fra hæren, som enten har deltaget i massakrerne eller åbenlyst har vendt ryggen til. Resultatet er, at et sted mellem 500.000 og én million mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem og nu lever som interne flygtninge i konstant frygt for nye overgreb og uden hjælp af betydning udefra.
De paramilitære grupper er en af årsagerne til den alvorlige krise præsident Andrés Pastrana og hans regering er kommet ud i efter at forsvarsminister Rodrigo Lloreda Caicedo den 26. maj dramatisk trådte tilbage i protest mod præsidentens og hans fredsforhandlers håndtering af fredsprocessen med FARC. Det er især præsidentens særlige fredsforhandler, Víctor G. Ricardo, Lloreda og hærens top er utilfredse med. De betragter ham foragteligt som FARC's 'bydreng'.
Opsigelsen var en offentlig ydmygelse af Pastrana, fordi den skete mens han var vært for et topmøde med præsidenterne fra Venezuela, Bolivia, Panama og Ecuador, samt en repræsentant for Peru, og fordi flere topgeneraler hurtigt støttede Lloreda.
Det har længe murret i hærens geledder over Pastranas hurtige tilnærmelse til FARCs legendariske grundlægger og leder gennem 35 år, Manuel Marulanda Vélez, bedre kendt som Tiro Fijo (Skarpskytte). Under valgkampen sidste år lovede den konservative Pastrana, at han ville arbejde effektivt for at standse de blodige konflikter, der officielt har plaget landet siden midten af 60'erne, men som reelt går tilbage til 30'ernes lokale konflikter om jorden mellem bønder og godsejere. Allerede før sin indsættelse tog han kontakt med kommunisten Marulanda. Da kemien mellem den snart aldrende guerillaleder og den noget yngre politiker fra et af landets politiske dynastier syntes at være fin, kom der fart i forhandlingerne - for god fart, synes flere ledende officerer, der føler, at de er ved at blive sat uden for.
Pastrana har, i modsætning til sine forgængere, ikke været bleg for at sætte grænser for hærens ageren, hvis han mener det kan gavne fredsprocessen. I april suspenderede han to generaler, som ikke blot hører til høgene i hæren, men som også er kendt for tætte forbindelser med de paramilitære grupper og medvirken til og accept af disses overgreb. Ifølge ugemagasinet Semana skal Pastrana - der i modsætning til sin forgænger Ernesto Samper har et fint forhold til Washington - have fyret de to generaler efter opfordring fra USA.
Flere officerer protesterede ved at deltage i et hyldestmøde for de to generaler. Utilfredsheden skyldes ikke kun at mange officerer finder, at præsidenten har bøjet sig for meget for FARC. De mener også, at de resultater, som de to fyrede generaler har opnået i bekæmpelsen af guerillaen i månederne inden fyringen, ikke er blevet anerkendt eller fulgt op. Metoderne ser man stort på.
Det store opgør kom den 26. maj med Lloredas opsigelse og støtten fra næsten 300 officerer. Frygten for et militærkup blussede straks op, selv om Colombia ikke har nogen særligt udviklet tradition for militærkup. Hæren har været loyal over for de civile regeringer og har til gengæld fået vide rammer til at bekæmpe guerillaer, bondebevægelser og i en vis udstrækning narkobaronerne.
Problemet er blot, at dele af hæren efterhånden har fået et tættere forhold til narkobaronerne. Det er sket gennem de paramilitære grupper, der fortrinsvis er dannet af store og mellemstore jordejere og kvægbrugere især i det nordlige Colombia - mange af dem selv narkohandlere eller knyttet til dem.
Det har fået USA til at mindske sin bistand til hæren og opprioritere støtten til politiet, der kom til at spille en central rolle i bekæmpelsen af Medellín-kartellet. Det har betydet, at hæren ikke har fået nyere og mere moderne udrustning, bl.a. helikoptere og kommunikationsudstyr. Resultatet er, at hæren siden 1996 stort set ikke har kunnet opvise resultater af betydning i bekæmpelsen af guerillaerne.
FARC og ELN har til gengæld vokset sig stærke. De har tjent - og tjener - store penge på gidseltagninger, opkrævning af vejskatter og flere steder enten opkrævning af beskyttelsesskat fra narkokartellerne eller ligefrem produktion af eller handel med kokain i afsidesliggende områder, især i syd og sydøst.
Den columbianske fredsproces er endnu i sin vorden, og der er udsigt til en lang og besværlig proces. Undertegnelsen af en 12 punkters dagsorden for forhandlingerne mellem regeringen og FARC den 2. maj er et vigtigt skridt. Men også en bet for hærens høge og deres allierede paramilitære grupper. Castaño har længe insisteret på, at hans organisation også skal have plads ved forhandlingsbordet.
Med vedtagelsen af de 12 punkter er skridtet taget i retning af at udelukke, hvad man dårligt kan betegne som andet en en terrororganisation, fra fredsforhandlingerne. De paramilitære grupper har aldrig lagt skjul på, at de betragter terror som et legitimt middel i deres kamp. Colombianske medier kan således berette om, at de paramilitære grupper, som den 18. maj 1998 myrdede syv personer og bortførte 25 andre i nærheden af den østlige olieby Barrancabermeja, overhovedet ikke fortryder eller beklager deres handlinger.
"Vi har aldrig lagt skjul på, hvad der skete med de 25 bortførte: De blev underkastet en retssag og senere henrettet. Deres lig blev kastet i floden."
Selv om både ELN og FARC også begår terrorhandlinger - myrder, bortfører - har de i kraft af deres oprindelse og historie en politisk legitimitet, som de paramilitære grupper ikke har. De er opstået som en reaktion på over-greb mod især bondebefolkningen og har en bred social basis og politiske programmer, der sigter på sociale forbedringer og demokrati. De paramilitære gruppers er-klærede mål er at bekæmpe guerillaen og sørge for de mellemstore og store jordejeres sikkerhed.
Hvis fredsprocessen skal glide, er Pastrana nødt til at forhandle med guerillaerne og holde de paramilitære grupper ude. Hvis Castaño får adgang til fredsforhandlingerne - der foregår i et FARC-kontrolleret område på størrelse med Danmark i den
sydøstlige del af landet, vil det udvikle sig til et opgør mellem de paramilitære og guerillaerne. Regeringen kan blive helt hægtet af, en fredsaftale endnu engang udskudt og volden blusse op.
Pastrana har på den anden side ikke råd til at miste hærens støtte. Derfor har han besluttet, at hæren bliver indirekte repræsenteret ved forhandlingsbordet ved en pensioneret general. Først efter indgåelsen af en aftale med FARC og siden ELN kan Pastrana eventuelt inddrage de paramilitære grupper direkte i fredsprocessen.
Hvis processen bliver lammet, kan udviklingen nå at løbe løbsk og massakrerne fortsætte, så Colombia bliver fastholdt i positionen som landet med en af de blodigste borgerkrige i verden i dag. Latinamerikas Kosovo.
