Læsetid: 4 min.

Litteraturens raslebøsse

18. juni 1999

Der er mange venlige tekster i ny støtteantologi, men få af dem rykker rigtigt

NY BOG
Hvis man køber den lille antologi Litteratur uden grænser, støtter man Dansk Flygtningehjælps arbejde. Bogen er - som det hedder i forordet - et "litterært sidestykke til andre støtteinitiativer som f.eks. støttepladen Grænseløs Greatest."
Forlaget Lindhardt og Ringhof har fået en hel paraderække af danske forfattere (og en enkelt udenlandsk) til at skrive digte, noveller eller essays, der på den ene eller anden måde forholder sig til temaet flygtninge. Ikke alle de medvirkende - og her er navnene, som skal lokke kunder i butikken: Klaus Rifbjerg, Leif Davidsen, Jens-Martin Eriksen, Niels Barfoed, Kirsten Thorup, Pia Tafdrup, Ebbe Kløvedal Reich, Klavs Bondebjerg, Benny Andersen, Dorrit Willumsen, Thomas Boberg, Bo Green Jensen, Muniam Alfaker og Jørn Riel - har haft tid til at komme med en tekst frisk fra fad, så halvdelen af bidragene har før været trykt i andre sammenhænge.
Der er ingen tvivl om, at Litteratur uden grænser er en god bog. God i betydningen velmenende. Men kvaliteten af de sammenbragte tekster er temmelig vekslende - måske er det antologi-genrens kroniske problem? Indholdsmæssigt befinder de sig også et pænt stykke fra hinanden. Der er langt fra Muniam Alfakers fåmælte og fortættede digte om flygtningens sorg til Kirsten Thorups novelle om magtbalancen i et proformaægteskab og Jens-Martin Eriksens actionman-agtige historie om en flok soldater på likvideringstogt.
Flygtningetemaet forstås bredt: Man kan både flygte fra andre og fra sig selv, eksilet er både ydre og indre. De bedste tekster er imidlertid dem, som forholder sig mest håndfast til flygtningeproblematikken. Mere om det senere.

Den fjerne krig
Næsten alle bidrag bærer præg af at være skrevet på tryg og reflekteret afstand til krig og elendighed. Det gælder digtene fra Niels Barfoed og Benny Andersen (hvis centrale pointe netop er, at det vestlige menneske betragter verden fra en beskyttet position), og det gælder - for nu at blive i lyrikafdelingen - de mest højstemte tekster i bogen: Pia Tafdrups otte digte, som er hentet fra hendes samling Tusindfødt, og Bo Green Jensens "Lille Nationalsang", også en klynge på otte digte. Pia Tafdrups og Bo Green Jensens digte taler om gru, men vækker den ikke hos læseren. Det grufulde fortoner sig til noget fjernt, som ordene ikke kan fange.
Pia Tafdrups måde at gå til krigs- og flygtningetemaet på er så abstrakt, så begrebslig, så glatsleben, at digtene bliver intetsigende. (Her vil jeg lade Tafdrup være i fred, der er allerede blevet skudt meget på Tusindfødt.) Langt mere indlevelse er der i Bo
Green Jensens digte, der følger en udviklingslinje: Et land hærges af krig, befolkningen eksileres og fratages identitet i det fremmede. Til sidst antydes det, at hverdagen - symboliseret ved børnenes stemmer - atter vil vende tilbage, og at tabene langsomt vil gå i glemmebogen. Imidlertid er indledningsdigtet "Før Krigen" så sukkersødt, så gulnet nostalgisk, at brodden tages af de efterfølgende digtes beskrivelse af krigens hærgen: "Man siger her var tid før krigen / Lærde mænd rugede i biblioteker / Der kom friske varer på torvet hver dag / og nygifte par gik ture langs floden / Han med en fint stemt guitar på ryggen / hun med en udenlandsk bog under armen / men de skubbede vognen med barnet sammen / og talte om at rejse engang når der blev råd."
Bo Green Jensens tekst er en markering af en holdning, det er en tilkendegivelse af sympati med de nødstedte. Det samme kan man sige om Klaus Rifbjergs digt "Apollon og Dafne", hvor Dafnes forvandling til et træ tages som et billede på flygtningens ønske om at undslippe forfølgelsen og frelse sit liv. Hverken Tafdrup, Green eller Rifbjerg sætter sig selv på spil i forhold til bogens emne. De stryger det venligt på overfladen, men de trænger ikke ind i det.

Med åbne øjne
Det gør derimod Leif Davidsen og Thomas Boberg, som har leveret de bedste bidrag. Fordi forfatterne involverer sig, mærkes krigens absurditet i deres tekster. Gruen er dér, hvor blikket ikke er fjernt. Hvor litteraturen ikke kun er en gestus.
Davidsen fortæller i "Knuste drømme" resigneret om, hvordan en nødhjælpskonvoj lastet med tæpper og menstruationsbind langsomt baner sig vej gennem det albanske landskab. Hans sprog er nøgternt og ribbet for pynt, han skriver som en nærsynet telegrafist, der vil have så meget som muligt med i sin beretning. Og det får han. Davidsen noterer sig de uhyggelige detaljer: Hvad børnene råber efter de amerikanske helikoptere, hvad NATO-soldaterne snakker om indbyrdes, hvad der sker om natten i de albanske havneområder. Det er disse oplevelser, som får Davidsen til at tvivle på sit udgangspunkt: At det var rigtigt at bombe Serbien.
Bobergs tekst er også en rejseberetning: En sortladen, fortællemæssigt zigzaggende og sprogligt gnistrende historie om, hvordan han krydser grænsen mellem Peru og Ecuador. De to lande har ofte været på randen af krig og grænseområdet er et åbent sår, et sindssygt sted. Her bliver Boberg bestjålet til lyden af et kopulerende hundepar, og her sættes Bobergs egen udlændighed, hans evindelige rastløshed, i forgrunden. Teksten bliver et ironisk selvportræt.
Så rent litterært - uden skelen til støtteformålet - er der alligevel et par gode grunde til at købe bogen.

*Litteratur uden grænser. 150 s., 99 kr. Lindhardt & Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu