Mændene er det svage køn i dansk håndbold. Fra i dag prøver herrelands-holdet ved VM i Egypten at genvinde selvtilliden
HANBOLD
Indrømmet, det kan være svært at sætte sig op til det 16. håndboldverdensmesterskab for herrer i Egypten, men glem i en uge, eller forhåbentlig to, alt om Anjas Dream Team, showbold, Dannebrog til tops, guldmedaljer og jeg skal komme efter dig med en tårevædet klaphat og en legemstor plakat af Anne-Dorthe Tanderup i bad. Eller som landsholdspilleren Keld Wilhelmsen udtalte før afrejsen til Cairo:
"De almindelige tilskuere foran tv'et derhjemme står jo først på, når der virkelig er succes. Og det vil sige medaljer. Desuden vil de se søde smil og store bryster. Og det kan godt komme til at knibe med os ..."
Til gengæld præsenterer Danmark noget, der ligner fremtidens hold. Og en del af spillerne har efter sigende ret pæne ben og bagdele, der gør sig godt i slow motion-gentagelser. Med en grundstamme hentet fra de succesrige årgange, der vandt henholdsvis sølv og guld ved ungdomsverdens-mesterskaberne i 1993 og 1997, og med en relativ overkommelig puljelodtrækning skal det gå meget galt, hvis ikke Danmark kvalificerer sig til ottendelsfinalerne, og derefter er det vind-og-forsvind-kampe, hvor alt som bekendt kan ske.
Cheftræneren, den tidligere landsholdsfløjspiller, Keld Nielsen, er systematikeren par ekcellence, som de seneste sæsoner metodisk har målrettet det danske spil uden at indsnævre råderummet for styrvolter som den boldbegavede, men meget humørsvingende Nikolaj Jakobsen og hans mindre flamboyante, men mere stabile kollega og konkurrent på kanten, Lars Christiansen.
Helhedssatsning
Det danske hanboldlandshold er uden de centrale, spektakulære skikkelser, som har været krumtapper og mediemagneter hos kvinderne. Istedet har Keld Nielsen satset på helheden. Og gjort det så kompromisløst, at der i truppen ikke er blevet plads til storskytten Claus Jacob Jensen, nr. to på topscorerlisten i den tyske Bundesliga, kvalitetsparameteret for moderne herrehåndbold. Og stedet, hvor de vigtigste danske spillere har nøgleroller i deres respektive klubber.
Af profiler hos danskerne kan desuden nævnes bagspilleren Morten Bjerre, Flensburg-Handewitt, playmakeren Klavs Bruun Jørgensen, Virum Sorgenfri og den 21-årige alsidige Joachim Boldsen, der både kan spille bag og på stregen, hvor Danmark engang havde stolte traditioner, men nu er noget ujævnt kørende. Anføreren Ian Marko Fog fra Gummersbach har ikke haft nogen stor sæson, og kan trods sine 98 landskampe sagtens stadig både tabe hovedet og modet.
I målet, derimod, levendegør navnlig Søren Hagen, Flensburg-Handewitt, og
Peter Nørklit, San Antonio, på hver sin måde dansk håndboldopdragelse. Nørklit lidt mindre impulsiv og chancetagende, men lige så afgørende på en god dag som Haagen, der i sin meget offensive stil kan spille op med de fire-fem bedste målmænd i verden. Og i Kasper Hvidt, Lemgo, har holdet en tredjemålmand, som spiller med større rutine og provokerende selvtillid end sine 23 år og 29 landskampe.
Selvforståelsen
Det er - trods alt - ikke så længe siden, Danmarks Håndbold Forbund seriøst overvejede at nedlægge kvindelandsholdet. Men pigerne kan pege fingre, for det er endnu længere siden, Danmark var en stormagt inden for herrehåndbold. De sidste store resultater er tabte VM-bronzekampe i 1978 og 1982, og Danmark kvalificerede sig end ikke til det sidste VM i Japan i 1997 og blev ved i 1995 kun nr. 17. Resultater, der har slidt på selvforståelsen.
Bedre er det ikke blevet af et forbund, hvis administrative og politiske handlekraft ikke har været præget af den samme professionalisme, som den nye generation af elitehåndboldspillere oplever som en naturlig del af deres udenlandske hverdag. Således er der ingen tvivl om, at DHF's fejlansættelser af landstrænere op gennem 90'erne var med til at gøre landsholdet mindre attraktivt for publikum - og spillere. En position, der tirrer Keld Nielsens ambitiøse sammenbidthed som en udfordring, der skal tages op.
Nordafrikansk opsving
Første hurdle er puljekampene. Vi er i selskab med Spanien, som med Barcelonas verdensklassespillere tilbage på holdet, omsider har noget at have VM-favoritværdigheden i - de deler den med Tyskland og det aldrende, men gennemrutinerede og sammenspillede svenske mandskab. Spanierne er det ingen skam at tabe til, og sensationelt at vinde over. De stilbeslægtede novicer fra Argentina bør vi slå selv på en jævn dag.
Mere tvivlsomme, men absolut gevinstmulige er kampene mod Marokko, Tunesien og Algeriet. Især de to sidstnævnte symboliserer det boom, håndbolden lige nu oplever i de nordafrikanske lande. Vi tabte i 1995 vor første VM-kamp til Algeriet, og Tunesien har sammen med værtsnationen Egypten konturerne til et verdensklassehold.
Stilen er meget bevægelig, eksplosivt hurtig i kontrafaserne og overlegen teknisk boldbehandling, kombineret med en nærmest basketball-præget mand-til-mand opdækning, som om fornødent kan inddrage hele banen - selv når de har en mand udvist!
Ingen sponsortække
Keld Nielsen er realist. Han regner ikke med medaljer, men succeskriteriet for ham vil være kvalifikation til de næste Olympiske Lege. For at nå dertil skal Danmark placere sig blandt de syv bedste.
Det er ikke kun sportsligt vigtigt. Herrehåndboldlandsholdet er nemlig ikke nogen god forretning for DHF. I søndags kunne Berlingske Tidende berette, at forbundet om kort tid offentliggør et regnskabsunderskud på små to millioner kroner. Ikke mindst på grund af herrerne, som ikke har nær samme sponsortække som kvinderne. Så deltagelse og global eksponering ved et OL kan blive guld værd - medaljer eller ej.
Danmark møder i aften Marokko kl. 20.30 dansk tid.
