Læsetid: 5 min.

ManRecs nye klæder

1. juni 1999

ManRecs ni nye plader viser på ny en prisværdig initiativrigdom, men også, at sangmaterialet ikke holder hele vejen

CD-KOLLEKTION
Det er stadig et originalt koncept, det danske pladeselskab ManRec har udtænkt: i stedet for at udgive plader løbende, udsendes to gange om året en kollektion på hver ni plader under stor medieopmærksomhed til de forholdsvis ukendte udøvere.
Det er den danske trommeslager Thomas Blachman, der er den altdominerende mand bag ManRec-idéen, og det er en fordel med visse indbyggede svagheder. Godt er det, da den gennemmusikalske ildsjæl Blachman har lagt en stil, så man nærmest kan tale om en ManRec-lyd, der lægger sig i nærheden af moderne jazzpop. Men svagheden er, at direktør Blachman ved sit rosværdige engagement som enten producer, musiker, komponist eller opsynsmand for de udvalgte bands og solister kun har haft et halvt år til at færdiggøre de i alt 99 numre, der udgør forårskollektionens ni plader.
Det kan være en af årsagerne til, at resultatet af nyeste udspil er en blandet landhandel. Groft kan man inddele sendingen i tre gode, tre middelgode og tre, lytterne godt kunne være sluppet for.

Winding, soul og croon
Kaya Brüels er måske kollektionen største mulighed for kroner i kassen til ManRec. Kaya Brüel har flere plader bag sig og er kendt som en fremragende sanger og musiker. På pladen Complex kredser hendes luftige soulpop om intimsfæren, i gennemarbejdede arrangementer med en veloplagt rytmesektion, der sine steder blander elektroniske beats med jazzede takter. Det ørehængende og tilbagelænede "Waves of Joy" lyder nærmest som en hyldest til de gamle vinylskiver.
En anden, som også kan sin jazzhistorie, er Claus Hempler, der til daglig spiller rock med gruppen Fielfraz. På pladen Charm School for Popsingers crooner Hempler sig igennem klassiske jazz-numre, sikkert bakket op af Blachmann på trommer, Lennart Ginman på bas og Carsten Dahl på piano. Hempler og hans trio har klogeligt undgået at genindspille de allermest sikre numre, og burde have potentialet til at kaste sig ud i egne kompositioner på næste plade.
Og så er der gode gamle Thomas Winding, ham går man sjældent galt med, heller ikke med hans spoken-word plade Når jeg ikke ved hvad jeg skal lave. Ideen kan minde om Halfdan E's to plader med Onkel Danny, men Hans Holtens akkompagnement til Windings oplæsning er snarere lydcollager end musik. Windings uimodståelige stemme skærper interessen for hans pudsige historier og eventyr med eller uden kloge pointer. Dannelseshistorien om den lille dreng, der hjælper Superman i nød, har en alvor bag sig uden for megen løftet pegefinger. Men en pedantisk protest skal dog lige rettes: Kære hr. Winding, Superman bor i Metropolis og ikke i New York.

Store intentioner
Den bløde mellemvare føres an af Kyoto, en duo bestående af sangeren Anna J. og musikeren Thomas Hass. Deres udspil, der ikke har nogen titel, indledes lovende med nummeret "Take me
'Round", men siden forsvinder pladen i lidt for meget almindeligt pop. Anna J's vokal bringer gode minder om Tracey Thorn fra engelske Everything But The Girl, og Thomas Hass viser, at han er en alsidig musiker. Men alligevel har man en anelse om, at sangene ikke står stærkt nok til at kunne markere sig, og det er synd, for intentionerne er til stede.
Den fornemmelse har man også, når Psycola Tino med 7-mands orkestret Loose lægges i afspilleren. Al og Kuku Agami, Shaka Johnson og rapperen KMTR score-small talker sig igennem en håndfuld cool jazzy melodier med caribisk islæt. Det er godt og veloplagt udført, især af Jeppe Kaas på horn, men ikke noget der sætter sig de voldsomme ar i øregangen.
Det gør norske King Midas heller ikke, trods store ambitioner med albummet Scandinavia. Pladen er tænkt som et fælleseuropæisk musikalsk møde, men melodierne er absolut på det jævne og minder mere om britisk kunstpop fra starten af 80'erne. Det er ikke den plade, der skal forene Skandinavien og resten af Europa i en musikalsk smeltegryde.

Pap og pop
Ditte Campions debutalbum Bounce er stærkt eksperimenterende og viser ManRecs mod og musikalske nysgerrighed. Men så heller ikke så meget mere, for resultatet af denne symfon-techno fanger undertegnede ligeså lidt, som Emerson, Lake & Palmers tredobbelte plader fra 70'erne.
Samtidig er teksterne også svære at kapere. Når man lytter til, hvad Ditte Campion vil med sine samfundsangste og postulerede filosofiske fortællinger, tror man gerne, at hun, som pressemeddelelsen skriver, er 21 år.
Men hvor Ditte Campion trods alt er ude i et ærligt ærinde, fornemmer man ingen alvor bag projektet
Hymsk. Fire mænd iført papmaché-masker laver lyde og lidt musik og kalder sig Nose, Eye, Ear og Mouth efter sanseorganerne. Det er der kommet Fare Well ud af, 18 stykker, der gerne vil gøre hymsk til et mystisk, dragende fænomen, men som får det modsatte ud af anstrengelserne.
Lignende virkemidler har amerikanske The Residents i snart 30 år benyttet med langt større succes, så lad være med at træde dem over tæerne. Man må håbe for de fire papmaché-hoveder, at det har været sjovere at indspille pladen, end den er at lytte til. Så hellere "Flash Gordons Ape" med salig Captain Beefheart.
Minimalistisk popmusik er Crèmes album Popmusic Is My Life. Duoen består af tv-værten Joakim Hediger og modellen Muriel Andurand, der med sin franske vokal forsøger at tilføre projektet lidt diva-karakter. Det er dog mere musikalsk legesyge og en stemning af, at nu skal der lige laves en plade end egentlig gode melodier, der præger Crème. Og hvis der er nogen, der har svært ved skærmtrolden Joakim Hedigers hvorfor-skal-det-hele-være-så-trist livssyn, er det ikke den plade, der skal investeres i.
Som helhed binder ManRecs forårskollektion af blød pop, electronica, soul og cool jazz hinanden godt sammen. At lancere ni plader på en gang giver god omtale, men der er ingen tvivl om, at op imod halvdelen af pladerne ikke vil have en chance for at blive udgivet af andre pladeselskaber. Der skal mere end mod og eksperimentallyst til, før ManRecs projekt for alvor skal lykkes. Men forhåbentlig er kampånden stadig intakt til efterårskollektionen. Dansk musik har brug for ManRec.

*Kaya Brüel: Complex. Produceret af Loveboat
*Claus Hempler: Charm School for Popsingers. Produceret af Thomas Blachman, Claus Hempler og Jakob Nygård
*Thomas Winding: Når jeg ikke ved hvad jeg skal lave. Musikken produceret af Hans Holten
*Kyoto: Kyoto. Produceret af Thomas Hass
*Loose: Psycola Tino. Produceret af Lars Hartvig og Jeppe Kaas
*King Midas: Scandinavia. Produceret af Sonny Ohlsen
*Ditte Campion: Bounce. Produceret af Thomas Blachman
*Hymsk: Fare Well. Producer ikke oplyst
*Crème: Popmusic Is My Life. Produceret af Thomas Blachman

Alle udsendt af ManRec og distribueret af Universal/Polygram

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her