Læsetid: 4 min.

Maskarade til alle

16. juni 1999

Efter fire års arbejde har Carl Nielsen Udgaven sendt nationalkomponistens store opera på gaden. De dybblå bind med guldtryk rummer ikke bare den første trykte udgave af 'Maskarade' nogensinde, de rummer også blod, sved og tårer

CARL NIELSEN
Det kan være hårdt og utaknemmeligt arbejde at være musikfilolog. Kildematerialet har tårnet sig op på skrivebordene hos Carl Nielsen Udgavens medarbejdere. Musiklivet har presset på for at få noder at spille efter, mens Carl Nielsens alt andet end pertentlige omgang med musikalske notationsprincipper og værkbegreb har halet den anden vej og krævet tid og fordybelse.
Nu hvor de mange vanskelige overvejelser er gjort, de hundredevis af små og store beslutninger er truffet, og nodeteksten foreligger færdigsat i moderne typografi, kan det måske være svært at forstå, hvad det var, der krævede så lang tid. Musikken ligger jo lige dér, fiks og færdig i tre tykke bind, klar til at blive spillet og sunget.
Men åbner man det fjerde bind af den nye Maskarade-udgivelse, der vel at mærke ikke rummer en eneste node, men alene kildebeskrivelser og præcise, formaliserede bemærkninger om enhver detalje, der er ændret i nodeteksten, bliver det sikkert forståeligt for de fleste, at fire år er kort tid for et sådant arbejde. Bindet indeholder omhyggelige beskrivelser af de i alt 45 nodekilder til operaen. Der er mere end 7.000 bemærkninger om, hvad der er revideret i hovedkilden, og hvilke varianter (afvigelser), de 44 andre kilder indeholder.
Carl Nielsen Udgaven, der har til huse i Det Kongelige Biblioteks nye Sorte Diamant ved havnefronten i København, er formentlig det hurtigst arbejdende videnskabelige nodeudgivelsesprojekt overhovedet blandt de mange igangværende samlede udgaver af kendte komponisters værker. Brahms-udgaven i Tyskland har indtil videre været mere end 10 år om at udgive én symfoni.

Hvor er værket?
Maskarade har været den mest intrikate af udgavens opgaver. Hvad mængden af kilder og sammenhængen mellem dem angår, bliver det næppe værre end med Carl Nielsens komiske treakter.
Hovedkilden, det vil sige blækrenskriften af partituret, der har dannet det direkte grundlag for Carl Nielsen Udgavens nodetekst, blev i sin tid til over hals og hoved. Carl Nielsen var som regel færdig med sine værker i allersidste øjeblik inden uropførelsen, og blækpartituret til Maskarade er kun delvis skrevet af komponisten selv. Resten tog vennen og pianisten Henrik Knudsen sig af. I mange år tjente det som dirigentpartitur på Det Kongelige Teater.
Da Carl Nielsen hele sit liv var noget af et rodehovede, hvad angår musikalsk notation, har Henrik Knudsens dele af renskriften været de letteste at have med at gøre. Modsat sin respektfulde ven skrev Carl Nielsen aldrig selv metodisk af efter sine egne forlæg, men komponerede videre på musikken.
Nielsens blyantsskrevne kladde rummer både den tidligste og den seneste version af operaen. Maskarade er komponeret 1905-6, men kladden indeholder ændringer fra så sent som 1922. Kladden indeholder altså aspekter af operaen, der er senere end renskriften. Da Nielsens håndskrift ikke ændrede sig væsentligt gennem årene, har det været vanskeligt at sortere i de 'arkæologiske lag'.
Nogle dele af Maskarade - blandt andet ouverturen - blev trykt til koncertbrug allerede i samtiden. Carl Nielsen havde ikke styr på de forskellige versioner i detaljer, lige som han hele livet havde vanskeligt ved at notere transponerende instrumenter korrekt og holde rede i, hvilken fløjtestemme, der skulle spille piccolo, for eksempel. Den slags jordnære og 'besværlige' aspekter af kompositionsarbejdet interesserede ikke komponisten. Det mærkes næppe heller, når man som lytter fokuserer på og begejstres over Nielsens nyskabende måde at skrive musik på. Men for dem, der skal rette op på noderne, så musikken kan komme til at klinge, giver det store problemer.

Noget at rive i
Foruden det musikfilologiske arbejde med at få de forskellige lag af Maskarade til at samle sig til ét værk, har udgaven måttet udarbejde minutiøse retningslinjer for, hvordan man indsamler kilder, beskriver dem, fastlægger deres slægtskabsforhold og behandler dem, så man kommer så tæt på komponistens sidste vilje som muligt. Man gør sig næppe begreb om, hvor meget arbejde udfærdigelsen af sådanne retningslinjer kræver, og redaktionen har til tider følt sig temmelig mat i koderne, når det danske musikliv ikke har haft meget andet end utilfredse miner og utålmodige bemærkninger om nusseri til overs for anstrengelserne. Man bør huske på, at den samlede udgave af Nielsens værker er tænkt til eftertiden. Det er langtidsholdbare nodetekster, Carl Nielsen Udgaven skal fremstille, og i omfang og grundighedsniveau er der tale om et pionærprojekt på dansk jord.
Frugten af de første års hårde arbejdspres vil blive høstet i de kommende år. I skrivende stund foreligger 2. og 5. symfoni samt et bind med mindre orkesterværker, og allerede i indeværende år vil endnu to bind med symfonier udkomme, nemlig Espansiva og Det Uudslukkelige. I år 2000 udkommer de to sidste af de i alt seks symfonier, 1. og 6. symfoni.
Udgaven af Maskarade og de andre elskede Nielsen-værker er til al folket. Det er tanken, at både videnskaben og det praktiske musikliv skal drage nytte af dem. For udgavens redaktion er det en glæde, at statsinstitutioner som Danmarks Radio og det statsstøttede pladeforlag dacapo realiserer samarbejde om udsendelsen af en serie med symfonierne indspillet efter udgavens materiale. Også i Liverpool projekteres en omgang symfoniindspilninger med de stedlige filharmonikere, der skal udkomme på det danske plademærke Classico. Ikke bare fagkolleger rundt om i verden, men også det brede musikpublikum får på den måde forhåbentlig fornøjelse af arbejdet.
Det hidtige opførelsesmateriale til Carl Nielsens værker har i vid udstrækning været utilstrækkeligt og fejlbehæftet - et forhold, der nu rettes op på, og som betoner det praktiske sigte med det kulturministerielt og fondsmæssigt støttede projekt. Udgaven lægger stor vægt på, at stemmemateriale og klaverudtog udkommer samtidig med partiturene, så musikerne straks får noget at rive i. Nu er det deres tur.

Informations musikanmelder Thomas Michelsen er redaktør på Carl Nielsen Udgaven

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her