Analyse
Læsetid: 7 min.

Mellemøstens fredskabale

15. juni 1999

Med Ehud Barak ved roret synes en israelsk tilbagetrækning fra Sydlibanon realistisk. Men en tilbagetrækning vil isolere Syrien

Siden den israelske invasion i Libanon i 1982 har Israel opretholdt en såkaldt 'sikkerhedszone' i Sydlibanon, som landet har nægtet at trække sig ud af, før der er indgået aftaler med Syrien og Libanon om fred.
I 1998 foreslog Israel imidlertid, at landet gerne trækker sig ensidigt og betingelsesløst ud, således som resolution 425, der blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd i 1978 i forlængelse af Israels første invasion i Libanon, tilsiger.
Helt betingelsesløst er det israelske forslag imidlertid ikke, eftersom Israel forlanger, at regeringen i Beirut garanterer, at der ikke føres guerilla-krig mod Israel fra Sydlibanon. Libanon har afvist at opfylde dette krav med henvisning til den nævnte resolution. Den reelle baggrund er dog, at Syrien for alt i verden vil forhindre, at Libanon laver tosidige aftaler med Israel. Grunden er, at Hizbollah er Syriens bedste forhandlingskort over for Israel: Syrien ønsker Golan tilbage, som Israel erobrede i 1967-krigen, og til gengæld vil Syrien - der menes at have kontrol med Hizbollah - garantere fred på den libanesisk-israelske grænse.
Siden sidste år har situationen imidlertid været mere speget for Syrien, idet stadig flere kræfter i Israel - herunder en af Arbejderpartiets topfolk, Yossi Beilin - har fremsat planer om ensidig tilbagetrækning uden aftaler med Libanon. Med udsigten til, at Ehud Barak fra Arbejderpartiet nu skal være ministerpræsident, samt at han i valgkampen lovede at trække "drengene hjem fra Libanon" inden for et år, har Libanon-spørgsmålet for alvor fået fornyet aktualitet.
Hvordan er udsigten til, at Israel ensidigt og uden aftaler med Libanon og Syrien trækker sig ud af sikkerhedszonen, og hvad vil det have af konsekvenser for Libanon, Syrien og Israel?
Allerede i 1993 lavede palæstinenserne en aftale med Israel, der godt og grundigt placerede Syrien på et sidespor i den mellemøstlige fredsproces. Når det kunne lade sig gøre, var det paradoksalt nok, fordi PLO var blevet smidt ud af Libanon i 1982.

Det var selvfølgelig et ydmygende nederlag for PLO, men det betød på længere sigt, at Syrien ikke havde nogen indflydelse på de palæstinensiske dispositioner i forhandlingerne med Israel og dermed tabte afgørende indflydelse i fredsprocessen. Uden denne indflydelse og uden anti-israelske alliancemuligheder med de øvrige frontliniestater har det igennem 1990'erne været nødvendigt for Syrien at modificere sine mål over for Israel til alene at handle om Golan.
Her bruger Syrien sin indflydelse på Libanon og Hizbollah som et vigtigt middel i forhandlingerne med israelerne, og frem til 1998 så det ud til, at Syrien havde ganske god succes med denne strategi: Ved at tillade Hizbollah at optrappe angrebene mod Israel på tidspunkter, der kunne styrke Syriens forhandlingsposition og nedtone dem i andre situationer, demonstrerede Syrien, at fred på den libanesisk-israelske grænse kun kan lade sig gøre gennem en aftale med styret i Damaskus.
Prisen for en fred vil være fuld israelsk tilbagetrækning fra Golan til grænserne før juni-krigen i 1967.
Det faktum, at den syriske leder Hefez al-Assad med så stor dygtighed har kunnet spille sit Hizbollah-kort, har nemlig til en vis grad overskygget, at Syrien i Mellemøsten er en ganske ensom størrelse: Ud over Libanon har landet ingen indflydelse på hverken de øvrige frontliniestater eller PLO, golfaraberne har traditionelt et anstrengt forhold til Syrien og vil næppe sætte deres egen sikkerhed over styr ved at støtte regimet i Damaskus, Irak er ikke meget værd for tiden - helt bortset fra, at Syrien i lang tid har været på direkte kollisionskurs med styret i Bagdad - og Tyrkiet er til tider direkte fjendtligt indstillet over for Syrien. Senest i efteråret 1998, hvor tyrkerne truede med at bombe i Syrien, hvis ikke landet stoppede sin støtte til den kurdiske militsgruppe PKK - hvad Syrien så gjorde.
Dertil kommer, at Tyrkiet og Israel i 1996 indgik en militær samarbejdsaftale, der efterfølgende har inddraget Jordan. Tilbage er Iran, der lige siden revolutionen har haft et godt forhold til Syrien, og som ubetvivleligt er i opposition til Oslo-processen og Israel.
Det er imidlertid et stort spørgsmål, om Iran dybest set har interesse i på nuværende tidspunkt at involvere sig aktivt i nogen konfrontationer i Mellemøsten overhovedet. Landet har af hensyn til sin skrantende økonomi stort behov for at få sine forbindelser til udlandet - ikke mindst til Vesten - normaliseret, hvilket iranerne har arbejdet målrettet på, siden Muhammad Khatami overtog præsidentposten i 1997.
Det korte af det lange er altså, at Syrien i dag står ganske isoleret over for Israel.

Med PLO ude af Beirut og med borgerkrigens ophør
i 1990 har Israel forsåvidt ikke længere noget udestående med Libanon - eller for den sags skyld omvendt: Der er således ingen territoriale udeståender mellem de to lande bortset fra sikkerhedszonen, som Israel imidlertid opretholder på grund af Hizbollah og ikke på grund af Libanon.
Det er klart, at Libanon gang på gang føler sit territorium krænket både på grund af zonen og de mange bombninger og overflyvninger, som israelerne med korte mellemrum foretager langt ind i landet. Objektivt set er disse missioner imidlertid heller ikke i Israels interesse, der tværtimod deler Libanons ønske om at få dem stoppet. Problemet er Hizbollah, som Syrien - og ikke Libanon - kontrollerer. Hidtil har Israels strategi været at støtte Den Sydlibanesiske Hær (SLA, South Lebanon Army) og operere i Libanon med henblik på at begrænse - helst stoppe - Hizbollahs guerilla-angreb. Det vil sige, at israelerne først vil trække sig tilbage, når der er garanti for, at Hizbollah er bremset, og som allerede nævnt er det kun Syrien, der kan give den garanti.
Men i de senere år er der i stigende grad fremsat kritik mod denne strategi i den israelske offentlighed: For det første koster den militære tab i form af såvel døde og sårede som af udstyr, for det andet er den dyr, og for det tredje virker den ikke.
Intet tyder således på, at det er lykkedes at ramme Hizbollah-militsen fundamentalt. Med baggrund i denne kritik er der i dag et flertal i den israelske befolkning, der går ind for, at Israel ensidigt trækker sig ud af Libanon.
Med den libanesiske afvisning af israelernes forslag sidste år synes situationen fastlåst. Men ikke helt. Israel kan nemlig vælge at trække sig ud uden libanesiske garantier. Sikkerhedsproblemet skulle da løses på en anden måde - ved elektronisk overvågning. Derudover kan Israel med en vis vægt forlange, at FN garanterer sikkerheden i området.
Ud over de indlysende folkeretslige grunde er der med andre ord mange gode argumenter for, at Israel trækker sig ud med eller uden libanesiske garantier.
Efter alt at dømme vil sikkerheden med FN's hjælp ikke blive forringet, man vil spare menneskeliv og penge, man vil komme ud af konflikten med Libanon, og man vil vinde en stor goodwill i det internationale samfund. Endelig vil Israel alt andet lige stå meget stærkere i forhandlingerne med Syrien, der ikke længere vil have sit Hizbollah-kort at spille.
Det store spørgsmål i denne kabale og det, der formentlig holder israelerne tilbage, er selvsagt, hvordan Syrien vil reagere på en ensidig israelsk tilbagetrækning. Hvis den gennemføres, vil Syrien nemlig stå helt isoleret i forhandlingerne med Israel med ringe udsigt til nogensinde at få hele Golan tilbage. Israel har hele vejen igennem afvist at rømme Golan til grænsen fra før 1967-krigen. Israelerne vil med andre ord kun gå med til en delvis tilbagetrækning, og det krav vil de stå stærkere med, dersom Libanon-problemet er løst.

Med udsigten til således at blive sat skakmat er det klart, at Syrien må reagere på en eventuel israelsk tilbagetrækning. Assad kan enten fremprovokere en ny israelsk invasion i Libanon og dermed risikere at komme i direkte krig med Israel eller foregribe tilbagetrækningen ved hurtigt at finde tilbage til forhandlingsbordet. På baggrund af den syriske magtbalance-politik, der går ud på at undgå direkte militær konfrontation med Israel, sammenholdt med det forhold, at Syrien ikke kan regne med, at der i Mellemøsten vil findes alliancepartnere, der er i stand til eller har vilje til at støtte syrerne i en ny krig, vil Assad formentlig vælge den pragmatiske løsning - forhandlingens vej. Ehud Baraks valgløfte om en tilbagetrækning fra Libanon lægger altså et forøget pres på Syrien, der meget vel kan resultere i, at vi inden for det nærmeste år igen vil se Syrien og Israel ved forhandlingsbordet.
En israelsk tilbagetrækning vil dog ikke blot have et efterspil for Syrien, Libanon og Israel, men også for Hizbollah. De har meldt klart ud: De vil ikke uden videre stoppe kampen, fordi israelerne forsvinder fra Sydlibanon - Israel må bøde for de ødelæggelser, de har forvoldt i Libanon. Dette må imidlertid finde sted i en forhandling med den libanesiske regering efter en israelsk tilbagetrækning og ikke med Hizbollah, der selvfølgelig kan gøre sine synspunkter gældende i det libanesiske parlament, hvor de er repræsenteret.

Lars Erslev Andersen er lektor ved Mellemøststudier på Odense Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her