Læsetid: 3 min.

Menneskekunst

8. juni 1999

To kunstnere - billedhuggeren Hanne Varming og maleren Aksel Jensen - i harmoni med deres talent

UDSTILLING
Maleren Aksel Jensen og billedhuggeren Hanne Varming er to kunstnere som i usædvanlig grad arbejder i overensstemmelse med deres talent. I øvrigt er det ikke første gang de udstiller sammen, det skete også for 30 år siden i Odense. Begge hviler naturligt i kunsten. De har ingen programerklæringer eller ønsker om at vende bunden i vejret på kunstbegrebet, enhver plejer egne evner, respekterer andres og søger det menneskelige.

Hanne Varming
Hanne Varming, som er uddannet i bedste naturalistiske tradition hos Gottfred Eickhoff og Mogens Bøggild, har stille og støt skabt sig podier i byrum og museer for sine menneskeportrætter. Det er især hendes broncer af børn og kvinder, både de frodige og de gamle og skæve, som bevæger. Og uforvarent forlener hun dem med en modernistisk reference ved de stole, kasser og dørrammer, som hun gør til en del af skulpturen. Den konkrete kopi af døde, snedkererede brugsting, der i fælles bronce forenes med en kunstnerisk tolkning af den individuelle, varme menneskekrops organiske klump, udvider og beriger skulpturerne.
I Amalie fra 1981 er stol og kone lige slidte, og de har et fælles ophav, nemlig landsbysnedkeren på Femø. Fællesskab og modsætning mellem stol og menneske er perfekt og meget morsom i Kvinde med stol fra 1995, men lidt vel annekdotisk i Konen i Lotterihus fra 1998. To ventende piger ved skranken, kaldet Pigerne fra Paris vil få deres iscenesættelse, når de efter planen bliver installeret i Kastrup Lufthavn. Hanne Varming står stærkest, når hun er enkel og elementær.

Aksel Jensen
Aksel Jensen udtrykker sig naivistisk, dvs. han forenkler sine modeller til det rudimentære og vælger så godt som altid at lade dem nøjes med en bevægelse på fladen og i to dimensioner, set forfra eller i profil.
Han har malet hele livet, blev malersvend i 1933 og debuterede på K.E. i 1941, så selvom det først er i de senere år, at han, takket være Karsten Ohrt, er kommet rigtigt ind i varmen, er han en erfaren kunstner, som kan sit håndværk.
Hans naivistiske stil er resultatet af et bevidst valg og en indre nødvendighed, ligesom det var tilfældet hos Seppo Mattinen og Henry Heerup.
Aksel Jensens portrætter er malet på træ eller masonit, og farven ligger i lag, mørk og furet som en pløjemark, og indeholder, som jorden selv, et utal af nuancer. Figurerne er lagt på baggrunden med enkle linjer og farver uden lys og skygge.
Markant er hans evne til at fastholde en stemning eller følelse af undren, forventning, tålmodighed og, mest af alt, af ensomhed. Som et forsonende moment bærer nogle en buket blomster, et musikinstrument eller ledsages af en kat eller hund. De gør opmærksom på sig selv ved rosa hudfarve eller ved lysende gule, blå, grønne eller rosa lokalfarver i blomster, kravetøj og kjolepynt. Maleren føler med dem, men distancerer sig ved fremstillingsmåden blidt humoristisk fra det virkelige liv.
I sin tolkning af ensomhedens poesi strejfer han den Storm P.'ske vagabonds alliance med naturen. Han blander ømhed og humor med et strejf af koketteri. Det er derfor et væsentligt bidrag til en karakteristik af maleren, at udstillingen også omfatter en række præcist og nøgternt gengivne farvelagte, botaniske tegninger udført i tiåret 1971-81.
Hos Hanne Varming fornemmes stærkt traditionen fra Adam Fischer og Astrid Noack, mens Aksel Jensen med sine 85 år i langt højere grad er sin egen; en original.

*Hanne Varming - skulptur / Aksel Jensen - maleri. Sophienholm l999. Nybrovej 401. Ti.-sø. 11-17, to. 11-20. Til 8. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her