Læsetid: 4 min.

Microchips på Smatten[TM]

30. juni 1999

Roskilde Festivalen har moderniseret sin elektroniske profil og præsenterer et overflødighedshorn af maskingymnaster

Roskilde Festival
Trætheden havde meldt sig. Efter at Roskilde Festivalen i sin tid havde taget teten blandt festivaler og givet den elektroniske musik sin egen scene i form af Deeday-teltet, har festivalen og det ene telt over de seneste par år mistet mere og mere signifikans og på de dårlige dage mere lignet en ghetto end et højsæde for elektronisk musik.
Bedre er det ikke blevet af, at man i de samme par år har haft en stadigt mere konservativ musikprofil indenfor det felt, der skulle huse de forreste brigader indenfor musikverdenen (og nej, rocken er ikke død, der er bare gået koldbrand i store dele af den). Den progressive profil haltede: De gamle elektronikere var blevet for gamle, og de yngre kedede sig.
Men er man af den elektroniske overbevisning, så bliver det straks sværere at trille tommelfingre på dette års Roskilde Festival. Her er mulighed for at æde sig mæt i ny elektronisk musik krydret med yngre veteraners ærværdige tilstedeværelse. Vi har således pionerer fra tre felter på Smatten[TM]: Mixmaster Morris, der var blandt opfinderne af ambient house, Coldcut, der var med til at definere britisk house og samplerdelica og, måske allertungest, Fabio & Grooverider, der på et bøssediskotek i London var med til at raffinere og udvikle intet mindre end drum'n'bass - musikhistoriens seneste reelle nytænkning, den seneste markante mutering her op mod årtusindskiftet.

Videnskab og lidenskab
Og så har Roskilde Festivalen udvidet det elektroniske virkeområde: Den elektroniske musik fået sit eget territorium med hele to scener -
Tech I og Tech II - på området bag den orange Canopy-scene.
Ideen om - som også med Deeday - at skabe et særskilt rum for den elektroniske musik er strålende. Man skal se det ikke som en ghettoisering eller en stalinistisk kategorisering af disse så kunstige og alligevel kødelige musikarter, men tværtimod som en mulighed for at lade denne musik råde på egne præmisser.
Elektronisk musik er væsensforskellig fra rockkoncerten og er oftest malplaceret i alt for typiske rocksammenhænge. På Orange Scene er det således kun de allermest rockpåvirkede drenge, som ledelsen fornuftigt nok slipper ind: Forrige år Prodigy, i år Chemical Brothers - navne der på hver deres måde er moderne henholdsvis designerpunk og rock'n'roll - tilsat en sund portion sort rytmesans.
På Tech I og II kan resten af mikrochiptroldmændene, klubguderne og maskinbetvingerne så udfolde sig uden at få for mange ølkrus og faner i knolden. For det handler ikke om fællessang; det handler om i den ene ende futuristisk eller modernistisk progression og i den anden ende postmodernistisk virkelighedsopløsende fortabelse.
Publikum kan med andre ord kaste sig ud i et krydsfelt, der i yderpolerne byder på udvidet musikalsk bevidsthed overfor intens kropslig ubevidsthed.

Shopping
Et vue over hylderne afslører selvfølgelig en masse mangler: Ikke fordi Roskilde Festivalen skal stå for danskernes årlige musikalske dannelse eller rumme en hel konstant knopskydende scene indenfor fire dage, men det er alligevel påfaldende, hvordan de mest markante navne stort set alle er hvide. Man savner et lidt sortere islæt på Tech I og II.
Med undtagelser som Fabio & Grooverider eller house-dj'en Derrick Carter har man at gøre med hvid, elektronisk musik, der - ubehøvlet generaliserende - i langt videre udstrækning er præget af ornamenteringer, sofistikerede videreudviklinger og ikke den frontale kropslighed, som præger de bedste sorte navne.
Men i stedet forefindes groovy blegansigter, som har lært lektien: Basement Jaxx - et absolut og lige nu eksploderende must for liberale fans af eklektisk house - Maas - glimtende techno - og Slam presents Pressure Funk - skotsk luksushouse - samt Cassius, der rider med på den franske house-bølge - dog uden samme saft som Daft Punk, Stardust og Bob Sinclair.
Her bydes på ypperlige tyske futurister: fra Poles minimalistiske lydmobiler med et næsten usynligt og så meget desto mere fascinerende funkdrive til Mouse On Mars' elastiske, fabulerende og eklektiske undfangelser med sund popnerve. Og britiske µ-Ziq, veksler - beslægtet med Aphex Twin - mellem smertende sødmefulde melodier og krøllede breakbeats, mens Orbital (en fænomenal koncertoplevelse) givetvis vil opmale statelige kompositioner af lidt ældre skole.

En dannelsesrejse
Danmark er repræsenteret ved bl.a. ambientdubbreakbeat-ensemblet Deepfried Toguma og ikke mindst April Records' April Club med technoduoen Hebsch Originators, troldmandens snart uddannede lærling, Bjørn Svin og breakbeatkunstneren Opiate.
Og Australien kommer på Roskildes elektroniske verdenskort med Future Sound of Melbourne-aftenen. På drum'n'bass/breakbeat-fronten må DJ Minus 8 og Lamb stå for de friske tiltag, mens Fabio & Grooverider er uomgængelige som historisk og særdeles medrivende gods.
Roskilde Festivalen har altid været en rejse værd og for de dedikerede en dannelsesrejse. Denne næsten kontinuerlige nedsænkning i lyd og alkohol (og euforiserende stoffer) er for mange en definerende skabelsesberetning udi musikalitet. Så tag blot lykkelig på tour de electronica. Åben hjernekisten for lyden af mennesker, der taler til og fra nye instrumenter, lyden af mennesket i gang med at sætte nye objekter i svingninger - som vi har haft for vane siden vore behårede forfædre fandt stor morskab i at knalde et par sten eller pinde sammen. Klonk-klonk. Blip-blip. Hvad er forskellen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu