Læsetid: 7 min.

Militært grus i fredsmaskinen

8. juni 1999

Det virker, som om man én gang til er ved at begå Rambouillet-fejltagelsen: At
man heller ikke vil lytte til serbernes logiske indvendinger

Analyse
På mange har det virket overraskende, hvor hurtigt der gik hul på bylden og man nåede frem til en fredsaftale om Kosovo sidste torsdag. Det udløste lettelse, men også skepsis. Helt så pludseligt skete det dog ikke - en aftale havde været på vej i mindst en uge. Stærkt hjulpet på vej af den effektive tandem Ahtisaari og Tjernomyrdin.
Skepsisen fra NATO-side har især været rettet mod Slobodan Milosevic. Var det her nu bare for at trække tiden ud, og skulle man ikke være på vagt over for flere tricks?
Igen så man den fokusering på den jugoslaviske præsident og hans angivelige upålidelighed, som har været et fast bestanddel i kommentarerne de sidste måneder. Det har også hævdet, at Milosevic for at holde sig ved magten konsekvent udser sig nye konfliktfelter - Balkans evige troublemaker. Derfor er det også nemt at se ham som bagmanden for den krise, fredsprocessen nu er kommet ind i på grund af uenigheden mellem NATO's og den jugoslaviske hærs forhandlere ved deres weekendmøde i byen Kumanovo i den nordlige del af Republikken Makedonien.
Som den britiske forsvarsminister Robertson med rene ord udtalte på et pressemøde gengivet live på CNN mandag middag: De jugoslaviske generaler sidder for enden af snoren til Milosevic, som fortsætter med at lave numre, uden at dog er særlig klart, hvad han vil opnå med det. Derfor har man nu "genintensiveret" flybombardementerne. Blandt andet er en række militære stillinger og køretøjer i Kosovo blevet ramt.

Stadig misteltene
I Beograd er der dog hverken direkte fra officiel side eller i medierne givet udtryk for, at fredsprocessen er brudt sammen. Objektivt set er der heller ikke nogen grund til, at Milosevic skulle være så utilfreds med den indgåede aftale, at han allerede vil løbe fra den. Langt snarere viser forløbet i Kumanovo, at der er nogle misteltene, man ikke har taget i ed.
En af dem er, at de to parters militære forhandlere har forstået aftalen forskelligt. NATO har udarbejdet en detaljeret plan for de serbiske styrkers tilbagetrækning fra Kosovo med en snæver tidsplan, en uge, som nødvendiggør, at serberne ikke kan få alt deres udstyr med sig ud - de kan højst senere komme ind at hente det under kontrol af KFOR, den internationale Kosovo-styrke. Men hvornår den kan komme på plads, og hvad der skal ske for at forhindre, at UÇK udfylder det militære tomrum, der vil opstå mellem serbernes tilbagetrækning og KFOR's indrykning, synes uafklaret. Hvem skal sikre de serbiske tropper mod angreb fra UÇK, og hvem skal sikre den ikke-albanske befolkning i Kosovo, indtil KFOR er på plads? Det er der ikke givet tilsagn om fra NATO-side.
De serbiske officerer har formentlig også ventet, at russerne ville have været med ved de militære samtaler, men er blevet stillet over for noget, der for dem har set ud som en kapitulation over for NATO, uden at der på forhånd har foreligget en beslutning i FN's sikkerhedsråd. Nu er det ingen betingelse i aftalen, at FN-mandatet skal være på plads før den serbiske tilbagetrækning - mandatet forudsættes blot som grundlag for udstationeringen af "en effektiv international civil og militær tilstedeværelse i Kosovo". Men det har muligvis givet anledning til mistanker hos serberne og måske også hos russerne, at der igen var tale om at hægte FN og Rusland af og sikre total NATO-dominans, som under Rambouillet-forhandlingerne.
I forvejen har der været militære stemmer, således en serbisk general i Kosovo i forrige weekend, som har erklæret, at hæren ikke ville acceptere, at der kom styrker fra NATO's "aggressorlande" ind i Kosovo.
Dette har Milosevic dog accepteret, til ultranationalisten Seseljs forbitrelse, men det er klart en bitter pille at sluge for de tropper, som har lidt så store tab i Kosovo, at de end ikke har kunnet forhandle om detaljer i en plan, som åbenbart skal tvinge dem til at afgive Kosovo uden kamp til NATO - eller endnu værre, UÇK.

Serbisk paranoia
Man kan afvise dette som serbisk paranoia. Men det skal ikke glemmes, at det er Kosovo-styrkerne, som har lidt de voldsomste tab.
Efter at broer og veje er blevet ødelagt og militære køretøjer ødelagt i stor mængde, forlanges det af dem, at de skal trække sig ud i løbet af ganske få dage, uden garanti for, at de ikke bliver angrebet af UÇK eller at deres materiel falder i befrielseshærens hænder. Samtidig er det blevet dem pålagt at garantere flygtningens tilbagevenden, og oven i det hele at rydde landminerne. Hvis det er rigtigt, som de påstår, at de har fået ødelagt deres minerydningsudstyr ved NATO's bombardementer, er der tale om et urimeligt krav.
De serbiske officerer er gået til samtalerne i den tro, at der var tale om forhandlinger om, hvordan den meget løse rammeaftale skulle implementeres. De blev præsenteret for en plan, som hurtigt afslørede sig som et diktat. Det har ikke bidraget til et positivt forhandlingsklima.

Fejltagelsen
Det virker, som om man én gang til er ved at begå Rambouillet-fejltagelsen: At man ikke vil lytte til serberne, når de kommer med indvendinger eller modforslag, fordi det angiveligt kun sker for at trække tiden ud. At der måske kunne være nogen logik i de serbiske indvendinger, ser man bort fra. Og at der kunne være andre motiver end dunkle og uigennemskuelige Milosevic-manøvrer bag dem synes helt at blive udelukket.
Godt nok er man mere rede til at sætte soldaternes liv på spil i den jugoslaviske hær end i NATO. Men også de serbiske officerer forsøger at beskytte deres mandskab. Og fremfor alt vil de undgå at blive hængt op på forpligtelser, som de anser for urealistiske.
Man må her tage højde for, at hvad NATO-ledelsen tror kan gennemføres inden for et bestemt tidsrum, er præget af NATO-systemets egen effektivitet. Det jugoslaviske militær fungerer tungt og langsomt. Det er bedre til stillingskrig end til bevægelse. Endvidere blev der i november 1998 gennemført ændringer i hærledelsen, som nok har øget dens politiske pålidelighed set med regeringens øjne, men næppe været gavnlig for kommandostrukturen.
Desuden skal man ikke se bort fra, at der formentlig stadig er bitterhed i store dele af forsvaret mod Milosevic, som tidligere har sultet militæret på politiets bekostning. Man skal derfor ikke tro, at alle officerer med lige stor beredvillighed vil medvirke til endnu et af Milosevic' nederlag forklædt som diplomatisk triumf.
Der er dog endnu en forklaringsmulighed for sammenbruddet af det, som NATO ikke villet kalde forhandlinger: At russerne på en eller anden måde står bag. Det at de ikke er blevet taget med i forhandlingerne med de serbiske officerer har muligvis været uklogt. I forvejen er Tjernomyrdin blevet kritiseret på hjemmefronten for i for høj grad at have handlet som NATO's mand ved forhandlingerne.
Endvidere er det følsomme spørgsmål om sammensætningen af og kommandostrukturen for KFOR-styrken ikke afklaret. I fredsaftalen tales der noget kryptisk om "en international sikkerhedstilstedeværelse, med fundamental NATO-deltagelse, som skal placeres under en forenet kommando og kontrol". Det åbner for en lang række af muligheder, lige fra en russisk øverstkommanderende til en total marginalisering af russerne. Her er der virkelig noget at handle om.
NATO insisterer som bekendt på, at NATO skal have kommandoen. Men holder man for ufleksibelt fast ved det, risikerer man, at russerne sætter sig på bagbenene og ikke vil være med - og forhindrer vedtagelsen af en FN-mandat. Og hermed vil hele fredsprocessen være bombet tilbage til start.

Løsninger i Bosnien
Det behøver ikke at gå sådan. Og forhåbentlig sker det ikke. Der er politikere der har erklæret "ikke at have fantasi til at forestille sig" hvordan man kan have en enhedskommando under NATO og samtidig russisk deltagelse under egen kommando. Men dette overrasker ikke alle militærfolk. I IFOR og SFOR i Bosnien fandt man frem til løsninger, som har fungeret udmærket. Hvis man giver KFOR en NATO-leder og en russisk næstkommanderende, som skal give sit samtykke til brugen af de russiske tropper, vil man godt kunne få et fornuftigt samarbejde. Russernes primære interesse i at være med er nemlig ikke at beskytte de spredte rester af deres serbiske "brødre" i Kosovo - det er at blive respekteret som ligeværdige partnere - samtidig med at de gennem samarbejdet kan lære noget af NATO. Hvis man finder sammen i et godt samarbejde i Kosovo, kan det både styrke "Partnerskab for fred"-processen og de politiske kræfter i Rusland, vesten gerne ser styrket.
Både i Kosovo og i Europa står vi på tærskelen til en ny tid. Den kan bestå i fortsat konflikt på Balkan og udviklingen af en ny kold krig, fremmet af en kommunistisk-nationalistisk magtovertagelse i Rusland. Eller den kan bestå i et styrkelse af samarbejdsstrukturerne mellem NATO og Rusland og af de mere demokratiske og modernististiske politiske kræfter i Rusland. Hvis det sidste skal lykkes, bør man nok føre sig frem med lidt større takt og psykologisk sans over for de serbiske militære ledere, eventuelt sammen med russerne. Det kunne måske ligefrem føre til, at de vendte deres skuffelse og frustration mod Milosevic snarere end mod NATO. For er det i grunden ikke den fjerde krig, han har tabt for serberne?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her