Læsetid: 4 min.

Når de voksne går i barndom

15. juni 1999

Nick Hornbys nye roman er en fremragende fortælling om barnet, der tvinger de voksne til at leve et helt liv

NY BOG
Nick Hornby skriver sig med sin tredje bog ind i positionen som en af de mest skarpsindige iagttagere af det moderne omegnsliv. Med solidariet og lydhørhed afdækker han de små detaljer og det trivielle hverdagslivs store betydninger. Hans romaner er ikke båret af det store fremadskridende fortællende drive. Der sker på en måde ikke alverden i dem. Men de styres af en veludviklet fingerspidsfornemmelse for hverdagslivets små psykologiske mønstre og spil, og der fortælles i en tør underdreven humoristisk stil, som aldrig stivner i distanceret ironiseren eller letkøbt satire, men altid næres af en kærlig humoristisk solidaritet. Her ligger det befriende hos ham. Intet ville være lettere end den klassisk intellektuelle ironiserende distance over for det småtskårne trivielle liv i forstadens trædemølle hos de enlige mødre med den evindeligt frustrerede drøm om den rigtige mand. Men Hornby vælger konsekvent den humoristisk indfølende position, bliver aldrig udleverende.

De barnlige voksne
Det er nu ellers ikke fordi hans univers befolkes af lutter sympatiske individer. Will, romanens mandlige hovedperson, er således, da romanen åbner, en temmelig usympatisk charlatan. Han er notorisk lystløgner, er aldrig rigtig blevet voksen. Lever som 36-årig et liv som var han 18. Har aldrig haft et arbejde. Har masser af penge. Lever af royalties fra en popsang hans far har skrevet. Rejser når han har lyst, og bruger ellers sin tid foran
tv'et, i biffen eller på jagt efter de nye cd'er til sin samling. Hans væsentligste lekture er rock- og poppressen, lever i en bedragerisk fantasiverden, fuld af foragt og psykisk ubehag ved forestillingen om kontakt med den sociale virkelighed med dens krav om ansvarlighed.
Han er fast forankret i forestillingen om, at et par forhold er bedre end et parforhold Han lyver sig kynisk et barn til og sniger sig ind i en forening for enlige forældre for at score enlige mødre, da han har opdaget, at det er her, man får den bedste sex. Men han bliver selv en slags offer, da han kommer i kontakt med den depressive og suicidale Fiona, en musikterapeut, der ikke kan finde ud tilværelsen med sin 12-årige søn Marcus, som Will gradvis bliver knyttet til, fordi Marcus savner en mere stabil voksenkontakt.
Men voksen er det eneste Will ikke er og ikke har lyst til at blive. Når han læser Time Out, er det det ikke primært for at finde på noget, han kan lave sammen med Marcus, men fordi han vil spille rollen som et interessant og spændende menneske. Marcus biologiske fader, kan heller ikke fungere som voksen for sin søn, men fortaber sig i klamme pseudopædagogiske forsøg på at tale med ham: "Har du noget imod, hvis jeg ruller mig en joint".(s. 277)
Moderen Fiona er en overvintret suicidal hippie. Hun udstyrer konsekvent sin søn med det forkerte tøj, binder ham til sig og invaliderer ham socialt og kulturelt, så han nærmest tvangsneurotisk kommer til at gå og småsynge Joni Mitchell-sange på de forkerte steder. Hun har lært ham, at Joni Mitchell og Bob Marley er sagen, alt det der hip hop er noget mandschauvinistisk gejl. Marcus reproducerer gladelig det kulturelle fængsel, moderen har buret ham inde i og blive selvfølgelig moppet i skolen.

Det voksne barn
Marcus er ikke blot en nørd, ikke kun en gammelklog, intelligent og forvokset 12-årig, som har svært ved at komme fri af moderens psykologiske og kulturelle omklamringer. Han er også næsten protoypen på et moderne refleksivt barn, udstyret med hele det gigantiske arsenal af gennempædagogiseret oplysning, der sætter ham i stand til i alt fald på overfladen at agere som det forvoksede barn, men som aldrig bringer ham i kontakt med sit eget liv.
Marcus er talt sønder og sammen, talt ind i en slags psykosocial invaliditet. Han søger selv kontakten med Will, da han er klar over, at 'Det er ikke godt for mig' at være sammen med moderen, når hun ikke er i stand til at passe ham ordentligt. Han har store problemer med at klare sig i skolen. Hans forklaring er enkel: "Jeg er ikke skoletypen. Jeg er den forkerte personlighedstype." (s. 105).
Marcus kæmper en sej kamp for at få bragt Will og moderen sammen. Med deres alder burde de nok kunne finde på noget at tale sammen om, mener han.
Marcus knytter sig efterhånden mere og mere til Will, render ham bogstavelig talt på dørene, og bliver gang på gang fanget af Wills sarkastisk distancerede holdning, men efterhånden udvikles der både forståelse og gensidig sympati, som åbner for mere humane omgangsformer. Da de samtidig begge finder sig en kæreste, og da romanen til sidst får kørt sig op i noget, der ligner en konfliktsituation, som bringer alle de brudte familier sammen, bringer det også både Marcus og Will ud af deres respektive kulturelle og socialpsykologiske fængsler, og de opdager, at der også ligger et liv og venter på dem, at der er en virkelighed udenfor den ironiske kynisme og de voksnes selvtilfredsstillende omklamringer.
Det er de små stemmers store fortæller, der her folder sig ud, og Hornby er med sin solidariske humor og analytiske solidaritet en af 90'er-tilværelsens bedste fortællere.

*Nick Hornby: Omkring en dreng. Oversat af Jan Hansen 287 s., 228 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu