Læsetid: 6 min.

Næste spørgsmål: Hvordan vindes freden?

11. juni 1999

Bred international enighed er den bedste garanti for, at denne balkankrig kan blive den sidste

KOMMENTAR
Klokken kvart i 10 onsdag aften forelå efter en nervepirrende dag endelig den serbiske accept af de sidste detaljer i den indledende del af fredsaftalen. Freden er en kendsgerning, bombningerne holder op, de serbiske tropper rykker ud, den internationale styrke rykker ind. De serbiske enheder har fået lidt mere tid til at trække sig ud, og principielt skal den internationale styrke rykke ind i hælene på dem. Den endelige aftale viser, at NATO har forstået de problemer, de serbiske officerer stod overfor, og taget hensyn til dem. Det er en meget vigtig del af den tillidsopbyggende proces, som skal sikre, at denne fredsaftale holder.
Samtidig har de sidste dages forhandlinger trukket Rusland og FN mere ind på banen. Et vigtigt træk ikke kun for serberne, men for verdenssamfundets videre udvikling. Der er opnået et kompromis omkring fredsstyrken, så den placeres under en FN-paraply, selvom det er NATO, som bliver rygraden i styrken. Det er vigtigt, at der fremtræder en bred international enighed omkring fredsskabelsen i Kosovo. Det er den bedste garanti for, at denne balkankrig kan blive den sidste.
For regionen kan faktisk ikke bære flere krige. Hver gang tager ødelæggelserne til, hver gang belastes de fredelige, men fattige og hjemsøgte nabolande endnu engang. Og for hver gang belastes øst-vest forholdet yderligere.
NATO har været igennem sin nok alvorligste krise indtil dato. Det var første gang, at organisationen var part i en krig uden FN-mandat, og man kan kun håbe, at det bliver den sidste. For hver gang de internationale retsregler overtrædes, svækkes sikkerheden. En ny konflikt er allerede i gang i Kashmir. Denne gang mellem to nykronede atommagter. Den ene af dem er verdens folkerigeste stat efter Kina. Her kan NATO næppe stille meget op.

NATO's grænser
NATO har demonstreret sin evne til sammenhold og sin store militære styrke. Men samtidig sine grænser. Der vil foregå en solid efterbehandling af erfaringerne bagefter, både militært og politisk. For endnu engang har flybombardementerne vist deres begrænsning, som i Vietnam. Men NATO undgik at blive indviklet i en landkrig, hvis udfald havde været langt mere risikabel end Golfkrigen, været en belastning for NATO-sammenholdet og ført til yderligere ødelæggelser af det territorium, som Kosovo-flygtningene skal vende tilbage til. Ligesom den kunne have forsinket deres tilbagevenden med mange måneder.
Det gælder nu om at vinde freden. Ikke blot på Balkan. Det gælder om at få hele samarbejdet om Østeuropa til at fungere bedre. Hvis fredsstyrken i Kosovo kan bringes til at fungere godt i en samarbejde mellem NATO og Rusland, vil det styrke Partnerskab for Fred. OSCE bør ind på banen igen som et vigtigt instrument i opbyggelsen af demokrati på Balkan, især i Kosovo og Serbien. FN's organisationer får store opgaver i genetableringen af tålelige forhold i området. Man bør heller ikke glemme Europarådet som et instrument for styrkelse af menneskerettighederne i hele regionen.
Det sidste er en af de helt store opgaver. Noget af det mest kompromitterende, der kan ske for NATO-aktionen er, hvis den nu fører til, at der skabes et etnisk 'rent' Kosovo uden serbere. Det har været den store svaghed ved Dayton-aftalen fra 1995 - ikke dens principper, men dens implementering. Alt for få flygtninge er vendt tilbage efter de forrige krige, og etnisk udrensning er fortsat flere steder. Etnisk mobning bør være noget, som hører op i det næste århundrede, især på Balkan.
FN's svækkelse er en kendsgerning. Men den er ikke nødvendigvis varig. Det kræver imidlertid en ny indstilling til verdensorganisationen at give den større styrke. Måske er den første begyndelse sket ved den indgåede fredsaftale, som igen har givet organisationen en central, omend ikke dominerende rolle.

EU centralt placeret
Mest spændende er imidlertid fredsaftalens betydning for EU, og for dennes udvidelse. Ikke mindst takket være det tyske formandsskab og den finske EU-forhandler Ahtisaaris rolle er EU blevet placeret meget centralt. Og for regionens genopbygning er EU simpelthen den vigtigste aktør. Det er et kolossalt ansvar, unionen faktisk her har påtaget sig. Og man kan have sine betænkeligheder ved, om det overhovedet kan lykkes.
Akilleshælen er økonomien. For som det rigtigt er blevet fremholdt fra tysk side, er det en Marshall-hjælp, Balkan, ja hele Østeuropa har brug for. Forrige gang, i 1940-erne, var det USA, der kom til undsætning. Denne gang vil amerikanerne nære forventninger til, at det rige Vesteuropa selv vil kunne klare det. Opgaven er gigantisk. Men dens løsning er en forudsætning for fred og stabilitet i Central- og Østeuropa.
Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Selvfølgelig er den første opgave at sikre flygtningenes tilbagevenden til Kosovo. Derfor skal infrastruktur og boliger genopbygges. Men provinsen er ikke en ø. Naboområderne skal bringes til at fungere også. Og af disse er Serbien det hårdest ramte.
Det kunne være fristende at lade Serbiens genopbygning være afhængig af Milosevic' afgang. Men samtidig uklogt. For af hensyn til nabolandene er det vitalt, at man som et minimum retablerer transitforbindelserne gennem Jugoslavien, især den vitale Donau-linie, som nu er blokeret af bombede broer. Også motorvejs- og jernbaneforbindelserne gennem landet må retableres, i første række af hensyn til international handel i regionen. Landets isolation må ophæves. Det gælder også på medieområdet. Og videnskabelig og kulturel kommunikation med udlandet bør øges. Det er et af de vigtigste midler til at styrke den opposition, hvis vilkår blev så drastisk forringet under krigen.

Andre mindretal
Et andet vigtigt instrument vil være Jugoslaviens optagelse i OSCE. Selvfølgelig under forudsætning af, at regeringen påtager sig medlemsforpligtelserne, herunder beskyttelsen af mindretallene. For selv uden Kosovo har Serbien stadig betydelige mindretal, som kan give anledning til nye konflikter. Sandzak mellem Serbien og Montenegro er ét eksempel, Vojvodina i nord et andet.
Det vil naturligvis være klart utilfredsstillende for EU-landene at bidrage til Milosevic-regimets fortsættelse. Dette udlægger nu i sine medier den sidste fase i forhandlingsforløbet som en sejr. Det var karakteristisk, at general Svetozar Marjanovoc i sin proklamation af resultatet af "samtalerne" nævnte freden og FN, men ikke NATO. Milosevic kan henholde sig til, at han ikke kapitulerede over for et diktat. Hvilket han formelt set heller ikke gjorde. Men reelt er der ikke megen sejr over resultatet. Heller ikke i serbernes øjne.
Hertil kommer den krigsforbryderanklage, som hænger over Milosevic og flere andre serbiske topfolk, og som suppleres af det indrejseforbud, som EU-landene har opstillet over for en større gruppe jugoslaviske politikere. Det lægger klart op til, at skal der ydes mere end grundlæggende hjælp til en nødtørftig afhjælpning af infrastrukturen, skal det være andre kræfter, der forhandler med Vesten - og at dette er helt nødvendigt, hvis forhandlingerne foregår i Vesten. Skal Jugoslavien tiltrække private investorer, og det har det hårdt brug for, må landet have en mere tillidvækkende regering. Dette indirekte pres på Milosevic og kredsen omkring ham kan derfor føre til, at de bliver marginaliseret politisk.
Et af de vigtigste krav at stille til Jugoslavien til gengæld for en gradvis normalisering af dets forhold til udlandet er imidlertid en ophævelse af regimets stærke styring af massemedierne, især tv. For dette er forudsætningen for udviklingen af den kritiske offentlighed, uden hvilken landets demokratisering er umulig. Det er også vigtigt, at landet forpligter sig over for den europæiske menneskerettighedskonvention, således at jugoslaviske borgere får mulighed for at anlægge sag mod deres myndigheder ved den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Endvidere er det vigtigt, at der opbygges et samarbejde mellem politiske partier i Jugoslavien og i EU-landene. Jugoslavien skal 'smittes' med vestlig parlamentarisk kultur, herunder at oppositionspartierne lærer at arbejde sammen i stedet for at svigte eller modarbejde hinanden.
Milosevic bør nemlig fjernes indefra, gennem demokratiske politiske processer, fremfor udefra. For Milosevic er kun en del af problemet, eller med et andet billede, toppen af isbjerget. Den gamle politiske overklasse sidder tungt på privilegierne, og folket har hidtil været magtesløst. Men det er det nu en mulighed for at ændre, hvis opgaven gribes rigtigt an. Og her råder Europa i dag over adskillige instrumenter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her