Læsetid: 4 min.

NATO kalder bombardementet af et hospital for 'en utilsigtet bivirkning'- jeg ka

2. juni 1999

Mindst 17 patienter på specialhospitalet for tuberkulose og lungesygdomme i Surdulica blev dræbt af NATO-bomber kort tid efter midnat mandag

Kommentar
Surdulica - Ikke langt fra Milena Malobic' unge lig fandt vi hendes lille lommebog med kærlighedsdigte skrevet til hendes kæreste. Få timer tidligere var hun og mindst 17 andre patienter på tuberkulosesanatoriet blevet dræbt af NATO's bombefly.
Liget af Milena lå i skyggen under et fyrretræ; vinden fangede hendes lange mørke hår og fejede det hen over ansigtet, mens en sølvørering glimtede i det venstre øre.
Det ville være let at rapportere, at drabet på Milena, hendes mor og to brødre samt 14 medpatienter - ikke mindst de spredte stumper af tre ældre mennesker, som jeg fandt i sanatoriets sammenstyrtede beton - er en oprørende grusomhed.
Og det ville være sandheden. NATO's bomber ødelagde i går et hospital i Surdulica, hvilket de kaldte "en utilsigtet bivirkning". Men Milenas død i sig selv udgør en krigstragedie.
"Hvis du vidste, hvor meget jeg lider nu," skrev hun med sin barnlige håndskrift til sin elskede i lommebogens første digt. "Måske er det forkert, men jeg vil tilbage til dig. Din Milena elsker dig stadig, men mine sår gør så ondt. Jeg ved ikke, om jeg stadig kan kysse dig."
Digtet blev skrevet for mindst to måneder siden, og tværs over én af siderne har Milena med store bogstaver tilføjet: "Jeg elsker dig Dejane!"
Den serbiske kvinde, som oversatte Milenas digt for mig, brød sammen i tårer. Der bliver ikke noget med at tage tilbage til Dejane. Der er alt for mange sår. Det er bedst ikke at tale om lidelserne.
Ved siden af Milena lå moderens lig - begge fødder var revet af men placeret ved siden af benene - samt ligene af hendes to brødre, den ene med armen op foran ansigtet som for at beskytte sig mod bomberne.

Alle råbte om hjælp
Det jugoslaviske redningsmandskab i blå uniformer dækkede ligene til med blodplettede lagner for at holde fluerne væk. Ligene lå et par meter fra en bunke af murbrokker, itúrevne beklædningsstykker og gamle papirer. Det var her, vi fandt Milenas lommebog.
Omkring 40 patienter på specialhospitalet for tuberkulose og lungesygdomme blev sårede, da de blev ramt af NATO's bomber kort tid efter midnat.
En del af den to-etagers, 75 år gamle bygning kollapsede simpelthen, mens flertallet af patienterne lå i deres senge, hvor de fleste mistede livet, dog så jeg liget af en gammel mand, som stadig var iført et par gamle blå bukser og en flænset stribet bluse.
Ud over at være en tuberkuloseklinik var det også et alderdomshjem. Hospitalet, som lå midt i en granskov, var markeret på alle officielle kort.
Øverstbefalende i det lokale civilforsvar, Branislav Ristic, var en af de første som ankom til åstedet.
"Der var ild og røg fra træerne, mennesker som skreg i mørket, og hårdt sårede som forsøgte at kravle ud af de knuste vinduer," berettede han. "Alle råbte om hjælp. Men byen bliver udsat for bombardementer hver sjette time, så det er svært at skaffe de nødvendige redningsarbejdere."

En obskønitet
Ifølge Ristic var der ingen militære mål i området. Jeg fulgte ham rundt i granskoven.
"Der er ingenting, som du kan se, ingen militære mål, ingenting," sagde han, mens vi gik mellem høje brændenælder og træer, hvorfra der lød fuglesang.
Men i en lysning en halv kilometer fra hospitalet fandt jeg resterne af to lejrbål. Asken var stadig varm, og der var fire skyttehuller, den slags rektangulære huller som soldaterne graver for at beskytte sig mod bomber. Et andet sted i skoven fandt vi yderligere 12 skyttehuller, blot mere friskgravede.
Ristic fastholdt med bekymret mine, at hospitalets personale "sandsynligvis" havde gravet dem.
Patienterne havde varmet sig ved bålet, efter at de var blevet evakueret fra de sønderbombede bygninger. Det kan vist kaldes en søgt forklaring. Har der været nogen militære køretøjer i området som f.eks. en missilafskydningsrampe? Overhovedet ikke, hævdede de jugoslaviske myndigheder, da jeg konfronterede dem med en så kættersk mistanke.
Men, fortalte de mig, der var en radiosender en kilometer borte, som var et regulært mål for NATO. Det kan være stationens vagtpersonale, som har camperet i skoven, fik jeg oplyst.
NATO hævdede, at gårsdagens mål for bomberne havde været barakker eller et våbenlager, hvilket er helt uforståeligt. Der var ingen barakker her.
Det er det tilbagevendende problem ved at rapportere om civile tab i krigen i Jugoslavien. At finde den allermindste årsag til at et hospital kan blive bombarderet, er at skyde skylden for myrderierne over på jugoslaverne og dermed at sige, at Jugoslavien dræbte deres egne, om end de blev sønderrevet af NATO's bomber. Og forståeligt nok betragter enhver jugoslaver en sådan bemærkning som en obskønitet.

Ingen beskyttelse
Genevekonventionen, som NATO flittigt har henvist til i et svar på forbrydelserne mod albanere i Kosovo, fastslår, at civilbefolkningen skal beskyttes, også når de befinder sig i nærheden af militærpersonel.
Men patienterne i Surdulica fik ikke den beskyttelse. Og heller ikke de 450 andre som har mistet livet på grund af NATO's 16 såkaldte 'fejltagelser' under krigen på Balkan.
"Frihedskæmperne befandt sig her under anden verdenskrig. Det var tyskerne klar over, men de rørte dem aldrig," fortalte Ristic, mens vi gik tilbage gennem skoven og så, hvordan solens stråler fangede det knuste glas og beton, og patienternes tøj som var blæst op i de øverste grene på en vortebirk.
Ristic og hans venner fjernede ligene af Milena og hendes familie fra græsset og læssede dem på en orange lastvogn med tippelad for at fragte dem til lighuset.

Robert Fisk er kommentator ved det britiske dagblad The Independent

© 1999 The Independent & Information

Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her