Læsetid: 4 min.

Nattergal og monotoni

12. juni 1999

KALENDER
MAN BEHØVER IKKE at være fuglekender for at konstatere, at det nu er nattergalen, der giver lyd. Let kendelig som gøgen - for ikke at tale om skaden og kragen, men unægtelig kønnere i al usynlighed, som kom sangen ud af selve krattets grønhed før Sankt Hans. Egentlig et kompliceret register af lyd, ikke altid gennemsunget, men et motiv med relativ fast struktur.
Man må udsøge sig nattergalens sted, vente på den, så man føler sig belønnet, når den endelig sender sit signal ud i områdets tusmørke.
"Da jeg gik hjem nu til aften, hørte jeg nattergalen. Jeg kan stadig høre den, skønt dens sang nu kommer langt borte fra. Denne sang er virkelig enestående, ikke så meget i sig selv, som ved den bevægelse den fremkalder."
Det skrev Eugène Delacroix i sin dagbog den 9. maj 1824. Hvad maleren hæftede sig ved, var selve den uforklarlige fortryllelse, som skyldes den monotoni, der er i alle stærke indtryk. Det er som at se på havets bølgeslag, siger han, man venter stadig på at se endnu en bølge, før man river sig løs.
Og han udtrykker sit had til alle disse rimsmede med deres rim, deres forfængelighed, deres triumfer, deres nattergale, fordi de - med undtagelse af Dante - ikke kan skildre, hvad de egentlig oplever.

DE HAR ELLERS IKKE ligget på den lade side, nattergalelyrikkens omfang taget i betragtning. Paul la Cour, der i 1943 oversatte et lille uddrag af de mange dagbøger, Delacroix efterlod sig ved sin død i 1863, havde allerede i sin samling Regn over Verden (1933) et lille digt med titlen "Nat", hvor han natop ser landskabet som et vand, hvor bølgeslaget iler ind mod lysets formørkede ø. Den anden strofe lyder:
Og i alting vælder frigjort en Lyd,
i den klare Nat en Sprudlen saa lang,
det er kun de rene, tyste Ting, som har
deres Tid for lidt hemmelig Sang.
Og det er sandt nok, med dets ejendommelige rytme, mere en beskrivelse end en redegørelse for oplevelsen, lidt i stil med det synspunkt, Delacroix drillende tillægger den samtidige naturhistoriker Buffon, der som sand naturalist faldt i henrykkelse over strubens smidighed og toneregistrets udstrækning hos forårets melankolske sanger, som han siger.
Nu formidler digterne naturligvis deres personlige oplevelse gennem beskrivelsen, farvet og betydningsvurderet som den er, også i det mere kendte nattergaledigt af Per Lange, der slutter således med de næsten obligate u-lyde:
En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et vilter Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjerte
i Nattens Klo.
Det står blandt hans debutdigte Kaos og Stjærnen (1926), og det er netop den konflikt, der anes i den himmelstræbende nattergal, fanget i en grum verdens klo, tvunget i identifikation med digteren.

MEN NU DEN monotoni, som Delacroix tillægger alle stærke indtryk.
Nattergalen kan jo mere end én tone med sin sangs frie, gentagne struktur. Han fører i dagbøgerne en stadig dialog om fuldkommenheden og variationen, uforanderlighedens vekslende former. Han har en aften hørt Mozarts trio for bratsch, klaver og klarint, "Keglebanetrioen". Nogle passager synes henrivende, men det øvrige forekommer ham monotont.
Her er det nok ikke helt rosende ment, idet toneværkets friskhed har lidt under eftertidens imitationer, som han siger. Mozart overgår ellers alle i kraft af det endelige i sit formsprog. Men her savner Delacroix da nyheden, som han til gengæld finder hos Beethoven eller Weber.
Monotoniens fortryllelse er dog en kendt størrelse, hvis man har råd til langsomhedens glæder. Gentagelsens hvilende ynde. Den daglige rutines uvurderlige normalitet, sat i relief af lige så daglige rædselsberetninger om menneskers liv og død i nærliggende lande. Endvidere storhedens montoni i oplevelsen af den ypperste kunst, som Jørgen Gustava Brandt taler om i sit yndefulde essay, "Den geniale monotoni" (1952), med udgangspunkt i den intime atmosfære i Besættelsestidens mørke København.
"Siger man Bach, melder sig straks forestillingen om en ganske bestemt himmelmonotoni. Siger man Mozart, faar man en anden lige saa præcis række klangparalleller i hovedet; med Beethoven er det ligesaa, man behøver hverken forestille sig noget bestemt musikstykke af kunstneren eller hans person for at vide ham."

MEN ET STREJF af melankoli, af langueur, er der i monotonien og i nattergalens sang, også den kunstiges. De stærkeste og vildeste nattergale, jeg har hørt, synger i Skåne, fx i Stenshuvuds strandskov. En koloni nærmest, et kor, en pastoralsymfoni. Hørt helt til Malmø af Hjalmar Gullberg, der i Fem kornbröd og två fiskar (1942) synger om kap fra sygesengen:
Jag hör musik och letar
efter orden.
Sjung, näktergal, min hemstads näktergal!
Han vil indtil døden efterligne sangeren, som ønsker ikke at blive set. Han var engang dens lige, men føler sig nu stum og synker snart tilbage i det anonymes rige... "Det skulle vara lätt att dö i natt", slutter han med et citat fra John Keats' "Ode to a Nightingale" (1819), skrevet under sygdom: "Now more than ever seems it rich to die."
Man må gå ud fra, at nattergalen selv ikke er videre melankolsk, men som hos eventyrdigteren synger for livet og uden knirkende valser og formler, fri af vores rasende identifikationsbehov. Den kan sit tema med variationer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her