Læsetid: 2 min.

'Nedlæg veto mod nye EU-regler!'

18. juni 1999

Det møder kritik, blandt andre fra Ritt Bjerregaard, at regeringen i dag vil bede Folketingets Europa-udvalg om støtte til nye beslutningsregler for blandt andet miljøspørgsmål

Miljøkommissær Ritt Bjerregaard tilslutter sig nu koret, der kritiserer udenrigsminister Niels Helveg Petersens forventede støtte til et forslag fra det tyske EU-formandskab om nye beslutningsprocedurer i blandt andet miljøspørgsmål. I går kaldte miljøorganisationen Greenpeace det tyske forslag for "skandaløst". Også miljøminister Svend Auken har tidligere i Folketingets Europa-udvalg kritiseret forslaget.
Den danske EU-kommissær ærgrer sig over forslaget, som vil betyde, at Europa-Kommissionen blandt andet vil kunne tillade udsætning af genmodificerede planter, selv om et stort flertal bestående af 12 af de 15 medlemslande skulle være imod. Til Information siger hun:
"Jeg har kæmpet internt i Kommissionen for regler, der tager så meget hensyn til medlemslandene som muligt. Både generelt og med hensyn til genmodificerede organismer. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, hvis medlemslandene selv vedtager regler, der er mindre ambitiøse. Det er ikke let at forklare det rimelige i, at tre lande kan stemme tolv ned, når det gælder frigivelse af genmodificerede planter."
Europa-Kommissionen har selv langt mere vidtgående foreslået, at blot et mindretal af medlemslandene skal kunne blokere en sådan beslutning.

Helveg siger ja
Her til formiddag forventes udenrigsminister Niels Helveg Petersen at anbefale Folketingets Europa-udvalg at støtte forslaget fra det tyske EU-formandskab. Udenrigsministeren ønsker ikke at udtale sig om sagen, før efter Europa-udvalgsmødets afslutning.
Enhedslistens medlem af Europa-udvalget, Keld Albrechtsen har på forhånd meddelt, at han ikke vil støtte Niels Helveg Petersen. Han opfordrer i stedet udenrigsministeren til at nedlægge veto mod det tyske forslag på mandagens udenrigs-ministerrådsmøde i Bruxelles:
"Det tyske forslag er reelt et stort tilbageskridt, fordi det, så vidt jeg kan se, samtidig afskaffer den eksisterende procedure IIIb, som betyder, at et simpelt flertal kan afvise Kommissionens forslag. Derfor bør Danmark nedlægge veto mod de nye regler," siger han.

Stridens æble
Striden handler om, at det tyske formandskab ønsker at lade én ny beslutningsprocedurer i EU's hundredevis af komiteer erstatte to eksisterende procedurer, som hedder IIIa og IIIb. Ifølge procedure IIIa skal alle 15 medlemslande være enige om at sige nej til for eksempel en tilladelse om udsætning af gensplejsede afgrøder, hvis afgrøden skal bremses. Hvis kun 14 ønsker at bremse afgrøden, bliver den tilladt. Ifølge procedure IIIb skal et almindeligt flertal af landene kunne stoppe en gensplejset afgrøde.
IIIa proceduren er langt den mest almindeligt anvendte af de to. Ifølge et forskningsdokument fra European Institute of Public Administration i Maastricht anvendes IIIb proceduren kun i ti ud af 339 komiteer, svarende til 2,9 procent.
Ifølge samme dokument sker det kun yderst sjældent, at komiteerne siger nej til spørgsmål, der er sendt til høring hos dem. Indenfor EU's fælles landbrugspolitik afgav ikke en eneste af de 36 komiteer bare én negativ udtalelse i løbet af 1995. Der blev i løbet af 1995 afgivet 2.013 udtalelser på 522 møder. Og i hele perioden fra 1962 til 1995 blev der kun afgivet negativ udtalelse i 0,09 procent af samtlige 52.819 sager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her