Læsetid: 2 min.

Nej-sigere lokker med unionen

2. juni 1999

EU-modstandere og venstrefløjen mener, at unionen skal tvinge Litauen, Bulgarien og Slovakiet til at lukke a-kraft-værker: Ingen lukning, intet EU-medlemskab, siger de

A-kraft
Unionsmodstanderne og venstrefløjen vil bruge løfte om unionsmedlemskab til at lukke høj-risiko a-kraftværker i Litauen, Bulgarien og Slovakiet. Unionstilhængerne hos de konservative og CD siger nej: Optagelsen af landene er vigtigere end lukning af a-værker.
Det fremgår af en rundspørge, som miljøorganisationen Greenpeace har gennemført blandt de 206 danske kandidater til Europa-Parlamentsvalget den 10. juni.
Af de 12 unionsmodstandere, der har deltaget i undersøgelsen fra Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen, mener de ti, at EU bør insistere på hurtig lukning af atomkraftværkerne Ignalina og Kozloduy 1-4, før der overhovedet forhandles EU-medlemskab med Litauen og Bulgarien. Og ligeså mange mener, at der ikke skal indledes formelle optagelsesforhandlinger med Slovakiet, før den slovakiske regering har lukket a-kraftværket Bohunice V1.
"Vi støtter det højeste miljøgrundlag - også selv om det indebærer, at vi bruger unionen," forklarer Lave Knud Broch, nummer to på Folkebevægelsen mod EU's liste, som vil bruge sin stemme i Parlamentet til at forbedre miljøet. Han tilføjer dog:
"Vi har ingen forestilling om EU som ondskabens imperium, men vi ser hellere forhandlingerne om afvikling af a-kraft foregå på en ligeværdig måde f.eks. i OSCE."

Ordentligt gift
Skuespilleren og unionsmodstanderen Jens Okking - som ifølge den sidste meningsmåling fra analyseinstitutet GfK, kommer ind i Parlamentet for næsen af JuniBevægelsens spidskandidat Jens Peter Bonde - er også en af dem, der mener, at EU bør insistere på hurtig lukning af højrisiko-reaktorer i Østeuropa, før der forhandles medlemskab med landene:
"Hvis man skal giftes, er der ting, der skal ordnes. Det nytter jo ikke noget, at vi støtter og hjælper dem, og de så på den anden side udgør en trussel mod os selv i det daglige," forklarer Okking, som derudover helst ikke vil sige noget, for som han siger:
"Jeg synes, at det er for dårligt at udtale sig om noget, før man er kommet ind."

Ja-nej tandem
Greenpeace rundspørgen viser, at der ofte er stor uenighed indenfor de enkelte lister - holdning til atomkraft er en personlig sag og ikke en listesag: Uenige med de fleste andre er f.eks. Europa-tilhængeren, CD's toer Tom Høyem, og Folkebevægelsen mod EU's Thorkil Sohn. De to er til gengæld enige med hinanden i fem ud af seks stillede spørgsmål. F.eks. vil ingen af de to skrive under på, at EU skal flytte sine penge fra støtte til a-kraft og over til at lukke højrisiko-reaktorer. Lige som de heller ikke vil spænde ben for at EU bruger penge på at holde liv i Sovjet-designede reaktorer.
Det vil tidligere sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen, nummer tre på CD's liste, til gengæld gerne.
Venstre som man ellers normalt ved, hvor man har, er ikke let at blive kloge på. Både listens nummer et, to, tre og fem har besvaret de seks Greenpeace spørgsmål. Men kun med en generel hensigtserklæring om støtte til, at EU-penge bruges med optimal effekt på miljøområdet.
Det Konservative Folkeparti med Christian Rovsing og Frode Kristoffersen i spidsen ved man til gengæld, hvor man har. Listens er den eneste med helt enslydende besvarelser. Højrisiko-reaktorer skal lukkes, ligesom partiet støtter, at der ikke bruges EU-penge på at forlænge levetiden for sovjetisk-designede a-kraftværker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her