Læsetid: 2 min.

Der bliver nok at rende til

29. juni 1999

Før starten på Copenhagen Jazz Festival

Festival
Den officielle begyndelsesdag er fredag den 2. juli, men i år starter det faktiske program for Copenhagen Jazz Festival én dag før. Det skyldes, at festival-arrangørerne fik mulighed for at præsentere en kæmpe-attraktion som Keith Jarretts trio torsdag den 1. Den koncert er for længst udsolgt, og der vil næppe være mange af begivenhederne i det 80 sider store program (pris kr. 30), der kan måle sig med en sådan begyndelse. Men med 530 koncerter på ti dage (fordelt på 59 københavnske lokaliteter plus én i Malmö) er der alligevel en del at interessere sig for.
To af festivalens traditionelle flagskibe har dog i år lidt mindre ambitiøse programmer. Ud over Jarrett-koncerten bliver der i Cirkusbygningen kun én koncert, med Herbie Hancocks sekstet (med trompetisten Eddie Henderson og trommeslageren Terri Lynn Carrington) og Tomas Francks kvartet (med Carsten Dahl på klaver). Det er torsdag den 6. kl. 19.

I jazzperiferien
Copenhagen JazzHouse har flere jazzperifere arrangementer, alle kl. 21.30. Men trommeslageren Adam Nussbaums dobbeltprogram (den 2.) skal nok tiltrække hans danske beundrere; Fredrik Lundins sekstet factum est? (den 5.) har sangerinden Josefine Cronholm blandt flere svenske medlemmer; den amerikanske sangerinde Dianne Reeves høres for første gang i Danmark (den 6. og 7.); den svenske bassist Lars Danielsson har sin saxofonspillende landsmand Joakim Milder og den norske pianist Jon Balke med i en sekstet (den 9.); og Carla Bley slutter af med oktet med bl.a. Steve Swallow, Victor Lewis, Wolfgang Puschnig og Andy Sheppard (den 11.).

Chick Corea og Burton
Et par arrangementer, der kunne have fundet sted i Cirkus, foregår i Tivoli, mest interessant Chick Coreas sekstet, Origin, med vibrafonisten Gary Burton som gæst (Plænen den 8.), og typisk dobbeltkoncerten med Svend Asmussens kvartet og Niels-Henning Ørsted Pedersens trio (Koncertsalen den 11.).
Nyt i sammenhængen er Musikhistorisk Museum, som har Thomas Clausen Brazilian Quartet (den 6.) og duoen Carsten Dahl/Mads Vinding (den 10.), begge kl. 15. Pianister, mest solo, høres i Frederiks Bastion, alle dage kl. 17: Jonas Müller den 4., Niels Jørgen Steen den 8., Thomas Clausen den 9., Carsten Dahl den 10. og Ben Besiakov den 11.
Hertil en række udendørs tilbud, mest uden entré. Fire af de mest attraktive ligger desværre samtidig, den 7. kl. 16: Ed Thigpens trio med Carsten Dahl i Kgs. Have, Pierre Dørges New Jungle Orchestra i Konsistoriegården (med entré), Jonas Johansens Move med Fredrik Lundin på Gråbrødre Torv, og Jan zum Vohrdes kvartet med Thomas Clausen på Vandkunsten.
Endelig er der en sjælden lejlighed til at høre Marilyn Mazur på trommer i en jazztrio, Nikolaj Hess' (Blågårds Plads den 5. kl. 18); Palle Mikkelborgs nyeste projekt med en irsk-keltisk sangerinde præsenteres i Konsistoriegården den 10. kl. 22 (entré); og Copenhagen Art Ensemble med den amerikanske saxofonist Tim Berne som solist indtager Huset i Magstræde den 6. kl. 21 (entré).
Så blot med det lille udvalg der er fremhævet her, bliver der nok at rende til under dette års københavnske jazzfestival.
Vi anmelder enkelte af de vigtigste begivenheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu